|
|
|
|
Kritik af Ekstra Bladet.
4/4/2002: Klager klagede over en artikelserie bragt i bladet, idet man fandt, at bladet havde handlet i strid med god presseskik. Klager anførte, at bladet i såvel lederen som de øvrige artikler havde bibragt læserne det indtryk, at konkrete afgørelser om tvangsfjernelse af mindreårige børn blev truffet af klager, og at klager plejede usaglige hensyn. Klager klagede endvidere over bladets beskrivelse af klagers rolle i forbindelse med hjemgivelse af to børn. Endelig anførte klager, at bladet både i lederen og artiklerne anvendte et særdeles groft og krænkende ordvalg. Pressenævnet bemærkede indledningsvis, at det er nævnets opfattelse, at folkevalgte politikere, blandt andet som et led i vælgernes kontrol, i højere grad end personer i almindelighed må tåle kritiske udtalelser og angreb, og at der i forbindelse hermed – og i den politiske debat i øvrigt – består et frisprog, der rækker videre end i mange andre tilfælde. Ligeledes må offentlige myndigheder, herunder kommunale forvaltningsmyndigheder, i højere grad end privatpersoner acceptere at være genstand for en kritisk medieomtale. Nævnet bemærkede til det første klagepunkt, at der – blandt andet henset til den formuleringsfrihed, som der tilkommer medierne – ikke var tilstrækkelig grundlag for at udtale kritik af bladet. Nævnet fandt endvidere, at artiklen bragt den 3. september 2001 sammenholdt med chefredaktørens indlæg af 5. september 2001 gav læseren det indtryk, at den tidligere socialborgmester var medansvarlig for beslutningen om at hjemsende et søskendepar til forældrene i Jordan, uagtet det var Børne- og Ungeudvalget, der stod bag denne beslutning. Bladet havde følgelig handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtalte sin kritik. Nævnet fandt endelig – særligt henset til det frisprog, der må gælde i forhold til politikere og offentlige myndigheder – ikke grundlag for at udtale kritik i anledning af sprogbrugen i artiklerne.
Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses på Retsinformations afgørelsesdatabase:Sag nr. 2001-0101.
|
|
|
|
|