Egen drift-sager

28-09-2015

Pressenævnet har drøftet sin restriktive praksis vedrørende egen drift-sager (at tage sager op til behandling på eget initiativ). Det er besluttet, at nævnet frem-over vil være mere åben over for muligheden.

En arbejdsgruppe under Pressenævnet har overvejet, hvorvidt nævnet skal tage flere sager op af egen drift og i givet fald, hvilken type sager, der er egnet hertil.

Nævnets retningslinjer kan læses nedenfor i arbejdsgruppens notat, som Pressenævnets medlemmer tilslutter sig. Se navnlig afsnit 5.2 ”Overvejelser om nævnets fremtidige praksis”.

Pressenævnet og egen drift-sager

1. Indledning
Det blev på Pressenævnets plenarmøde den 30. januar 2014 besluttet, at der skulle nedsættes en arbejdsgruppe, som skal drøfte fordele og ulemper ved nævnets behandling af sager, som tages op af egen drift. Dette notat redegør for arbejdsgruppens overvejelser. Arbejdsgruppens forslag findes i afsnit 5 og 6 og er vedtaget på et plenarmøde i Pressenævnet den 14. august 2015, jf. afsnit 7.

 

2. De retlige rammer

2.1. Lov, forarbejder og forretningsordenen
Medieansvarslovens § 44, stk. 2, lyder således:

 

”Stk. 2. Nævnet kan af egen drift optage en sag til behandling, hvis sagen er af væsent-lig eller principiel betydning. I tilfælde heraf indhentes en udtalelse fra den forurettede. Den forurettedes navn nævnes kun, hvis tilladelse hertil foreligger.”

 

Af de specielle bemærkninger til § 44, stk. 2, i forslaget til medieansvarsloven (Folketingsti-dende 1990-91, till. A, 2. saml., sp. 3170) fremgår følgende:

 

“Bestemmelsen i stk. 2 giver Pressenævnet mulighed for af egen drift at tage sager op, der er af væsentlig eller principiel betydning. Der vil efter sagens natur alene være tale om sager, der vedrører overtrædelse af den presseetiske generalklausul, og hvor enten den forurettede har undladt at indgive klage, eller hvor der ikke umiddelbart er en foru-rettet person.
Er der en forurettet person, skal nævnet indhente en udtalelse fra den pågældende. Det foreskrives endvidere, at den forurettedes navn kun må nævnes, såfremt tilladelse hertil foreligger.”

 

§ 7, stk. 2 og 3, i Pressenævnets forretningsorden er sålydende:

 

”Stk. 2. Nævnet kan af egen drift optage en sag til behandling, hvis sagen er af væsent-lig eller principiel betydning. I tilfælde heraf indhentes en udtalelse fra den forurettede. Den forurettedes navn nævnes kun, såfremt tilladelse hertil foreligger.
Stk. 3. Forslag fra et medlem af nævnet om at optage en sag til behandling efter stk. 2 udsendes gennem sekretariatet til samtlige øvrige medlemmer, der inden 7 dage tilken-degiver, om de kan tiltræde forslaget. Sagen optages herefter til behandling, hvis et fler-tal af samtlige medlemmer stemmer herfor. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Ved behandling af sagen medvirker de i § 2 anførte medlemmer.”

 

Ifølge § 2 medvirker ved nævnets behandling af en sag foruden formanden eller næstforman-den tre andre medlemmer, heraf et medlem udpeget efter indstilling fra journalistforbundet, et medlem, der repræsenterer de redaktionelle ledelser, og et medlem beskikket som offentlighe-dens repræsentant.

Der kræves således flertal (eller fire stemmer inklusive formandens stemme) blandt samtlige otte medlemmer af nævnet for at tage en sag op til behandling af egen drift, mens selve be-handlingen af sagen sker på sædvanlig måde med deltagelse af fire medlemmer.

 

Endvidere følger af forretningsordenens § 7, stk. 2, at nævnet i forbindelse med afgørelsen om at tage en sag op til behandling på eget initiativ skal indhente en udtalelse fra den forurettede.
Den forurettedes navn nævnes kun, såfremt tilladelse hertil foreligger. Tilsvarende må antages at gælde, hvis den forurettede er f.eks. en virksomhed, en forening eller lignende. Det fremgår ikke af forarbejderne, om nævnet skal undlade at behandle sagen, hvis den pågældende udta-ler sig imod dette, men det må antages, at formålet med at indhente en sådan udtalelse er, at den forurettedes holdning til, at nævnet behandler sagen, skal tillægges væsentlig betydning, og at nævnet som udgangspunkt ikke bør behandle sager, hvor forurettede ikke ønsker dette. Er der ikke en forurettet person, er der ikke fastsat krav om, at nævnet skal indhente en udta-lelse. Sager, der vedrører en ubestemt personkreds, f.eks. en minoritetsgruppe eller personer af en bestemt overbevisning, kan således behandles af nævnet uden forudgående henvendelse til eventuelle repræsentanter for personkredsen.

 

Bestemmelsen om Pressenævnets adgang til at optage sager til behandling af egen drift er ikke ændret siden medieansvarslovens vedtagelse i 1991.

 

2.2. Tilkendegivelser fra folketingsudvalg
Der har dog været en debat herom i Folketingets regi, og Folketingets Retsudvalg og Folke-tingets Kulturudvalg har i to beretninger og i forbindelse med lovændringen i 2013 vedrøren-de forlængelse af klagefristen udtalt sig om spørgsmålet.

 

I en beretning om medieansvar af 29. februar 2012 udtalte disse to udvalg således, at udvalge-ne ville indlede en dialog med medierne og overveje bl.a., om klageadgangen til Pressenævnet er for snæver, når det kun er personer med retlig interesse, der kan klage, og om Pressenævnet i højere grad bør tage sager op af egen drift. Der blev med afsæt i denne beretning afholdt en høring den 9. maj 2012, hvor formålet var at drøfte behovene for ændringer af regler og prak-sis på medieansvarsområdet.

 

Efter høringen blev Pressenævnet inviteret til en drøftelse af bl.a. de nævnte problemstillinger ved et møde den 14. november 2012.

 

Den 21. februar 2013 afgav Retsudvalget og Kulturudvalget en yderligere beretning om me-dieansvar. I beretningen udtalte udvalgene bl.a. følgende:

 

”Udvalgene har noteret sig Pressenævnets ændringer i praksis, som blev tilkendegivet på mødet. Det drejer sig blandt andet om følgende:
– Pårørende kan i bredere forstand indgive en klage til Pressenævnet, og det vil sige, at der er en lempeligere fortolkning af begrebet retlig interesse. Herudover kan andre ind-give klage på vegne af den berørte i henhold til fuldmagt.

Folketingets Retsudvalg og Kulturudvalg udtrykker behov for yderligere opstramninger for så vidt angår

– at Pressenævnet tager flere sager op af egen drift.

Folketingets Kulturudvalg og Retsudvalg vil løbende følge udviklingen omkring medi-ernes ansvar og i efteråret 2013 invitere til et nyt fælles møde mellem udvalgene og Pressenævnet.”

 

I forbindelse med vedtagelsen af lov nr. 1625 af 26. december 2013 blev der den 2. december 2013 afholdt et nyt møde mellem udvalgene og Pressenævnet. Mødet blev nævnt i betænk-ningen over lovforslaget, hvor Retsudvalget bl.a. udtalte følgende:

 

“Nævnet har ikke taget sager op af egen drift i den pågældende periode. Men nævnet oplyste, at man i perioden er kommet med flere generelle udtalelser af principiel karak-ter. Disse udtalelser bunder i aktuelle og væsentlige presseetiske problemstillinger, her-under mediers brug af de sociale medieplatforme og brugen af skjult kamera.
Udvalgene fik ved mødet lejlighed til at give udtryk for, hvilke yderligere problemstil-linger udvalgene mener, at Pressenævnet kunne sætte særlig fokus på. Kulturudvalget og Retsudvalget mener i den forbindelse, at Pressenævnet har en meget vigtig opgave, og udvalgene støtter grundlæggende op om den måde, hvorpå de presseetiske spørgsmål behandles i Danmark. Det er imidlertid vigtigt, at Pressenævnet fremover har stort fokus på, at nævnets praksis udgør et indflydelsesrigt korrektiv, der sikrer, at medievirkelig-heden udvikler sig i overensstemmelse med god presseskik og presseetiske grundprin-cipper. Medierne har i dag en massiv tilstedeværelse i danskernes hverdag på en lang række medieplatforme og er aktive 24 timer i døgnet. På mødet var det således væsent-ligt for udvalgene at give udtryk for, at man gerne ser, at Pressenævnet agerer og er me-get synligt i forhold til de presseetiske problemstillinger, der viser sig, f.eks. ved at tage affære over for en konkret kritisabel adfærd eller en uacceptabel tendens, og ikke kun afventer de klager over medier, der måtte tilgå nævnet (understreget her). Pressenævnets fokus på at komme med generelle og principielle udtalelser om, hvordan man skal forstå god presseskik i forhold til aktuelle medieproblemstillinger, bakkede udvalgene på mø-det varmt op om. Men udvalgene bakkede også meget varmt op om, at nævnet tager fle-re sager op af egen drift, hvis dette i konkrete tilfælde er mere nærliggende end at kom-me med en generel udtalelse af principiel karakter (understreget her). Udvalgene gav udtryk for, at når det f. eks. kommer til beskyttelsen af privatlivets fred, kan der være en række sager, der har store omkostninger af forskellig art for de berørte, og hvor den eller de, der føler sig groft krænket af mediehistorier, af forskellige årsager ikke ser sig i stand til at tage sagen op som en klagesag ved Pressenævnet. I sådanne sager finder ud-valgene det nærliggende, at nævnet kunne overveje at tage en sag op af egen drift, idet sagen synes at give anledning til at markere en presseetisk grænse.”

Senest har Pressenævnet den 22. oktober 2014 deltaget i et møde med en parlamentarisk ar-bejdsgruppe (Arbejdsgruppen om medieetik og medieansvar under Kulturudvalget), hvor bl.a. spørgsmålet om nævnets behandling af sager af egen drift blev drøftet. Folketingets Kultur-udvalg har på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen afgivet beretning nr. 3 af 17. decem-ber 2014. I beretningen hedder det bl.a.:

 

”3.3. Initiativer hos Pressenævnet

Arbejdsgruppen har afholdt et møde med repræsentanter for Pressenævnet. På mødet diskuteredes arbejdsgruppens fokusområder og den tidligere afgivne beretning om me-dieansvar, herunder Pressenævnets mulighed for at tage sager op af egen drift …
På den baggrund har arbejdsgruppen noteret sig, at der i Pressenævnet allerede foregår et arbejde med at undersøge, hvorvidt Pressenævnet skal tage flere sager op af egen drift, og i så fald hvilken type sager der er egnet hertil. Arbejdsgruppen ser frem til, at Folketingets Kulturudvalg modtager Pressenævnets konklusioner på baggrund af det igangværende arbejde. I forbindelse med egendriftssager påpeger arbejdsgruppen, at det norske pressenævn har erfaring med at tage mere generelle presseetiske problematikker op af egen drift.”

 

2.3. Sammenfatning af de retlige rammer
For så vidt angår sagens karakter, fremgår det af ordlyden af § 44, stk. 2, i forretningsordenen samt forarbejderne, at der skal være tale om en sag, der er af ”væsentlig eller principiel betyd-ning”. Forarbejderne indeholder ikke en nærmere uddybning af dette begreb.

 

Det må antages, at der skal være tale om en sag, der isoleret betragtet har en væsentlig betyd-ning, f.eks. fordi den har givet anledning til betydelig offentlig debat eller har afgørende be-tydning af en vis styrke for enkeltpersoner eller det involverede medie. En principiel sag må anses for at være en sag, hvor nævnet kan tage stilling til spørgsmål med en generel række-vidde f.eks. i relation til mediernes fremgangsmåde i andre lignende sager eller til borgernes retsstilling ved omtale i medierne.

 

Formkravene for nævnets beslutning om at tage en sag op af egen drift er forholdsvis få.

 

I forretningsordenens § 7, stk. 3, er fastsat, at et medlem af nævnet kan fremsætte forslag om, at nævnet optager en sag til behandling.

 

Dette udelukker imidlertid ikke, at forslaget om, at nævnet tager en sag op til behandling, kommer fra en udenforstående, og nævnet har da også hidtil behandlet anmodninger fra en-keltpersoner om, at nævnet tager en sag op til behandling, selv om den pågældende f.eks. er helt udenforstående i forhold til det spørgsmål, der klages over.

 

Herudover følger af forretningsordenens § 7, stk. 3, at samtlige nævnets otte medlemmer skal medvirke ved afgørelsen af, om en sag skal tages op af egen drift, når forslag herom fremsæt-tes af et medlem af nævnet. (Samtlige medlemmer har dog hidtil også medvirket i sager, hvor en person, der ikke er klageberettiget, har fremsat anmodning om, at nævnet tager en sag op af egen drift.)

 

Heller ikke denne regel – der er fastsat efter vedtagelsen af medieansvarsloven – er omtalt i forarbejderne til loven. Bestemmelsens formål må antages at være, at nævnets afgørelser om at optage en sag til behandling af egen drift – eller om at undlade dette – skal være solidt fun-deret blandt nævnets medlemmer.

 

Herudover skal nævnet efter forretningsordenens § 7, stk. 2, indhente en udtalelse fra den forurettede, hvis nævnet beslutter at tage en sag op til behandling af egen drift. Det må antages, at en eventuel udtalelse fra den forurettede imod, at nævnet behandler sagen, bør tillægges betydelig vægt.

 

Endelig bemærkes vedrørende de formelle betingelser for at tage en sag op til behandling af egen drift, at der ikke hverken i loven eller i bekendtgørelsen er fastsat klare regler om en frist herfor. Klagefristen i lovens § 34, der nu er 12 uger, gælder således alene for ”klager”.
Spørgsmålet er tidligere drøftet bl.a. på et plenarmøde den 21. oktober 1993, hvor der ifølge mødereferatet var enighed om, at bestemmelsen om, at nævnet kan tage en sag op til behand-ling af egen drift, ”kan finde anvendelse i tilfælde af beskeden klagefristoverskridelse”.

 

3. Pressenævnets hidtidige praksis
Spørgsmålet om nævnets behandling af sager af egen drift har været drøftet på det generelle plan ved flere lejligheder.

 

Som nævnt under afsnit 2.2. ovenfor blev egendriftsager bl.a. drøftet på et plenarmøde den 21. oktober 1993. Af mødereferatet fremgår:

 

”…forslag om anvendelse af adgangen til at tage sager op af egen drift med henblik på at give nævnet en mere offensiv og markant placering vandt ikke megen tilslutning. Flertallet fandt, at adgangen burde reserveres til ganske ekstraordinære tilfælde. Der var dog enighed om, at bestemmelsen kan finde anvendelse i tilfælde af beskeden klage-fristoverskridelse, og i sager, hvor det er tvivlsomt, om retlig interesse er opfyldt.”

 

Af referatet af et plenarmøde den 20. juni 1996 fremgår det:

 

”Der var enighed om, at flertallets konklusion på plenarmødet den 23. oktober 1993 fortsat er udgangspunktet. Det blev anført, at nævnet fortsat skal agere meget varsomt på dette område (det vil sige i sager om egen drift), hvor der for eksempel i relation til privatlivets fred eksisterer store kulturforskelle og meget forskellig opfattelser.
Der var enighed om, at nævnet godt kan optage en sag til behandling af egen drift inden klagefristens udløb. Hvis klagefristen er udløbet, bør optagelsesadgangen reserveres til sager af væsentlig og/eller principiel betydning.”

 

På et plenarmøde den 18. december 1996 var der enighed om, at kravet om, at sagen skal være af væsentlig og/eller principiel betydning gælder, uanset om klagefristen er udløbet eller ej.

 

Af referat af plenarmøde den 10. december 1997 afholdt efter, at nævnet af egen drift havde behandlet en sag om kronprinsen (se herom nedenfor), fremgår, at nævnet ikke skal have ka-rakter af ”politimyndighed”. Det fremgår også, at nævnet ikke kunne forestille sig at man i fremtiden ofte vil tage sager op af egen drift.

 

I senere årsberetninger oplyses det, at nævnet ikke i løbet af året har optaget sager af egen drift, se eksempelvis årsberetningen for 2001, hvor det fremgår:

 

”Heller ikke i 2001 har nævnet benyttet denne hjemmel, der således kun har været aktu-el én gang….I enkelte tilfælde har en klager, der ikke selv har haft en retlig interesse i at klage, anmodet nævnet om at tage en sag op af egen drift. Da der i sådanne tilfælde har været mulighed for den potentielt krænkede for selv at indbringe sagen for Pressenæv-net, og det fortsat er nævnets opfattelse, at hjemlen i § 44 kun bør benyttes i ganske sær-lige tilfælde, har nævnet ikke efterkommet anmodningerne.”

 

Pressenævnet har hidtil kun anvendt adgangen til at tage en sag op af egen drift i et enkelt tilfælde.

 

Det skete i 1997, hvor flere medier omtalte kronprinsen og hans kæreste og offentliggjorde billeder optaget med telelinse, mens de befandt sig på privat ejendom. Initiativet kom fra nævnets daværende formand og næstformand, og der var et flertal på seks for at behandle sagen, mens to medlemmer stemte imod. Begrundelsen var ifølge nævnets årsberetning for 1997, at den klageberettigede, kronprinsen, på grund af sin stilling i det danske samfund hav-de valgt at undlade at anlægge retssager og indgive klager til et nævn som Pressenævnet. Nævnet indhentede en udtalelse fra hofchefen, der meddelte, at der ikke var indvendinger mod, at kronprinsens navn blev nævnt i forbindelse med sagen, men som af principielle grunde fandt herudover ikke at burde fremkomme med en udtalelse.

 

Nævnet har også i de senere år behandlet anmodninger fra personer, der ikke var klageberetti-gede, om at tage en sag op af egen drift. Begrundelsen for nævnets afvisning af at tage disse sager op har typisk været, at der har været tale om sager, hvor der var klageberettigede perso-ner, men hvor ingen af disse havde indgivet klage til nævnet.

 

Som eksempler kan nævnes følgende tre sager:

 

Pressenævnets j.nr. 11-70-00046
BT bragte forsiden ”KNUST AF SORG. EKS MANDEN SKØD HENDES TRE BØRN” om en fars drab af et pars tre børn. Klager anførte, at han kendte familien, men ikke opfyldte betingelserne for at være klageberettiget og ikke havde mulighed for at indhente en fuldmagt. Han anmodede Pressenævnet om at tage sagen op af egen drift. Pressenævnet afviste at tage sagen op af egen drift, og lagde bl.a. vægt på, at der i det konkrete tilfælde var personer med klageberettigelse.

 

Pressenævnets j.nr. 12-70-00334
SE og HØR bragte billeder af engelsk hertuginde topløs. Billederne var bl.a. taget, mens hun befandt sig på balkonen på en privat ejendom. Klager anførte, at hertuginden havde krav på respekt for sin personlige integritet og sit privatliv. Pressenævnet afviste anmodningen og lagde vægt på, at der i det konkrete tilfælde var personer med klageberettigelse.

 

Pressenævnets j.nr. 14-70-00715
BT skrev ”[Navnet på en dræbt person] er der heller ingen der vil savne” om en dræbt advo-kat. En læser havde bedt Pressenævnet om selv at tage sagen op, da læseren ikke var klagebe-rettiget. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at tage sagen op af egen drift og lagde vægt på, at der var pårørende, der kunne klage.

 

I en fjerde sag, der vedrørte Se og Hør, og som blev afgjort i november 2014, var der imidler-tid indgivet klage af de personer, der anså sig for krænkede, ligesom nævnet fandt, at sagen var af væsentlig og principiel betydning. Nævnet kunne dog bl.a. på grund af manglende sikre oplysninger i sagen ikke behandle denne:

 

Pressenævnets j.nr. 14-70-00656
Syv personer klagede over artikler bragt i Se og Hør for flere år, da de mente, at Se og Hør havde fremskaffet fortrolige oplysninger om dem ved betaling af en kilde. Klagefristen var overskredet, og Pressenævnet afviste at realitetsbehandle sagen af egen drift, selv om nævnet anså sagen for at være af væsentlig og principiel betydning. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at Se og Hørs handlemåde i relation til fremskaffelse af oplysninger ikke var nærmere belyst, og at nævnet ikke kunne tilvejebringe de oplysninger, der var nødvendige for at vurdere sagen. Endvidere lagde nævnet vægt på, at sagen var genstand for en politimæssig efterforskning, der måtte forventes at afdække de nærmere detaljer i sagen og om der er begået strafbare for-hold, herunder i forhold til klagerne. Nævnet opfordrede samtidig i en pressemeddelelse om sagen pressen til at overveje, om der er behov for at fastsætte nærmere bestemmelser om pres-sens anvendelse af betalte kilder.

 

4. Praksis i Norge og Sverige
 

4.1. PFU – Norge
Muligheder for at optage en sag i det norske pressenævn, Pressens Faglige Utvalg (PFU):

Referatsager
Det ses af § 4, stk. 1, i ”Vedtekter for PFU” af 1. juli 2013, at alle som udgangspunkt kan klage:

”Pressens Faglige Utvalg kan behandle klager fra enkeltpersoner, organisasjoner, insti-tusjoner, bedrifter og myndigheter. Generalsekretæren i Norsk Presseforbund kan også be utvalget behandle saker av stor prinsipiell interesse, eller saker hvor det er rimelig å gi den eller de personer saken gjelder, bistand til å fremme den.”

 

PFU har oplyst, at PFU normalt ikke behandler sager, hvor det ikke har været muligt at opnå samtykke fra den, som sagen angår. Sådanne sager kan i stedet forelægges for udvalget som en såkaldt referatsag, dvs. at sagen forelægges til orientering, men uden indstilling om en afgørelse i sagen.

Når det gælder omtale af børn, er det muligt at klage, selv om samtykke ikke er indhentet. Om børn følger af punkt 4.8 i ”Vær Varsom plakaten” (svarende til de danske ”Vejledende regler for god presseskik”):

”Når børn omtales, er det god presseskik at tage hensyn til, hvilke konsekvenser medie-omtalen kan få for børnene. Dette gælder også, når forældremyndighedsindehaver har givet samtykke til eksponering (..)”

Generalsekretærens initiativret
I tillæg til den ordinære klageadgang har Norsk Presseforbunds generalsekretær en initiativret. Hun kan således bede PFU behandle sager af stor principiel interesse eller sager, hvor det er rimeligt at give den eller dem, sagen drejer sig om, bistand til at fremme sagen, jf. § 4, stk. 1, 2. pkt. i PFU’s vedtægter.

Generalsekretæren udformer et brev, som sendes til mediet med spørgsmål, som ønskes drøf-tet. Også i disse sager skal der, såfremt det er praktisk muligt, foreligge samtykke fra den be-rørte part.

Såfremt generalsekretæren anmoder PFU om at optage en sag til behandling, vil PFU ved behandlingen af sagen behandle generalsekretæren som enhver anden klager, ligesom hun på grund af inhabilitet ikke deltager ved PFU’s behandling af sagen.

På PFUs hjemmeside er oplistet 35 sager, hvor sekretæren har anmodet PFU behandle sager på baggrund af initiativretten i perioden 1991-2014. De 35 sager kan ses i fuld længde på PFUs hjemmeside (søgeord: Initiativretten).

I de senere år (2006-2014) ses generalsekretæren alene at have anmodet PFU om at behandle sager om sammenblanding mellem redaktionelt stof og reklame, hvor der ikke findes naturlige klagere.

Nedenfor gives en række eksempler på sager, der er behandlet af PFU på grundlag af henven-delser fra generalsekretæren.

 

Skjult reklame
PFU-sak 13-009: Generalsekretæren havde noteret sig, at siderne i en avis var markeret med ordet ”annonce”. Typografien i annoncen var imidlertid identisk med redaktionel typografi, og indholdet var skrevet som en artikel med interviews og forbrugerinformation. PFUs flertal fandt, at avisen skulle have sørget for at udforme siderne, således at de adskilte sig tydeligere fra de redaktionelle sider, f.eks. ved brug af tydeligere mærkning og et tydeligere differentie-ret layout. Mindretallet var enig i, at de påklagede annoncesider var i et presseetisk grænse-land og var enig i hovedlinjerne i udtalelsen – men fandt alligevel, at udformningen ikke in-debar et åbenbart brud på god presseskik.

Frem til 2004 blev initiativretten i langt højere grad anvendt ved sager om:

Pressens integritet, uafhængighed og troværdighed (spørgsmål om lovprisning af et produkt) PFU-sak 168/99:

Programbladet bragte to temabilag "Livsglede – for helse og velvære" og "Kjøkkenet er husets hjerte". PFU udtalte bl.a., at Programbladet havde gengivet flere af virk-somhedernes egne vurderinger og fremstillet disse som redaktionelle vurderinger samt ladet nogle af virksomhedernes egne billeder fremstå som redaktionelle illustrationer sammen med pris og adresser. En sådan fremgangsmåde var uforenelig med god presseskik.

 

Fotos af uslørede, døde mennesker, PFU-sak 91-104:

I 1991 bragte Dagbladet en stor artikel med titlen "Drapsalarm i Os-lo:/SPARKET TIL DØDE" med to billeder fra åstedet. Et billede viste den dræbte bagfra, liggende på marken. Et andet billede viste afdøde pakket ind, da han blev båret væk. Dagen efter bragte avisen et billede, som viste den dræbte forfra, og et portræt af afdøde.
PFU udtalte: Norske medier har valgt at undlade at bruge billeder af mennesker, som er om-kommet eller dræbt, medmindre den døde er tildækket. Det er en tradition, som har været fulgt så at sige uden undtagelse. PFU udtalte kritik med følgende begrundelse: Efter PFUs opfattelse er man her inde på et område, hvor der skal være særlig tungtvejende grunde for, at hovedreglen skal kunne fraviges. Efter udvalgets opfattelse foreligger ingen sådanne grunde i det aktuelle tilfælde. Publikum har intet specielt krav på at få liget at se, og der foreligger hel-ler ingen andre stærke almene hensyn som legitimerer billedbrugen. At politiet eventuelt har et ønske om at få et billede ud til publikum, kan ikke være afgørende for den presseetiske vurdering.

Nedsættende betegnelser på minoriteter, PFU-sak 91-148:

I 1991 omtalte Dagbladet efterforskningen i en drabsdag. Titlen var: "Han forsøkte å sjekke oss"/SPARKET HOMSEN I HJEL". (”Sjekke oss” betyder at charme-re/indbyde til selskab og ”Homse” svarer til det danske ”svans”.) Klager var en gruppe perso-ner, som ikke var part i sagen, og som klagede med den begrundelse, at "ordet "homse" er usmageligt og respektløst, og at pressen skal ikke bør legitimere nedsættende betegnelser på minoriteter. Klagerne anførte også, at hensynet til den dræbte og hans familie var tilsidesat.
PFU udtalte: Det presseetiske spørgsmål, klagen rejser, er knyttet til brugen af ordet "homse", og om afdøde og den gruppe personer som ordet sigter på, er krænket igennem Dagbladets opslag. Ordet "homse" er fortsat i manges bevidsthed et nedsættende begreb for personer med homoseksuel orientering. Derfor har man også oplevet stærke reaktioner på Dagbladets artikel. På den anden side ønsker de åbne homofile miljøer at bruge ordet aktivt, sådan som Dag-bladet selv har påvist i sit tilsvar. Dette tyder på, at ordet "homse" nu accepteres i så tilpas vide kredse, at det ville være urimeligt at påtale brugen af ordet. Det er desuden journalistik-kens væsen at bruge et sprog, som ligger tæt op ad dagligtalens tale. Dagbladet havde ikke brudt god presseskik.

Kongehusets ret til privatliv, PFU-sak 148/98:

Norsk Se og Hør havde i 1998 som hovedopslag på forsiden: ”HAAKON FALT FOR NY FOTOMODELL – Flotte Mona er Kronprinsens nye venninne". Som illustra-tion var portrætbilleder af de to sat sammen, under en "bombe" med teksten ”Hemmelige stevnemøter". Inde i bladet var bragt et foto af kronprinsen og modellen. Fotoet var manipule-ret, så det så ud som om de to var fotograferet sammen. Det var ikke oplyst, at fotoet var ma-nipuleret. PFU udtalte kritik med blandt andet følgende begrundelse: Det manipulerede bille-de skulle have været markeret som et sådan. Udvalget understregede, at en sådan markering ikke ophæver kravet om at undgå billedmanipulationer, som ved første øjekast er egnet til at skabe falske indtryk.

 

Identifikation af personer i rets- og kriminalreportager, PFU-sak 92-085:

Verdens Gang havde i 1992 et billede over hele forsiden af en sigtet plejer, som overfor politiet havde tilstået at have dræbt to patienter på plejehjemmet, hvor han arbej-dede, og som havde forklaret, at han også var ansvarlig for ti tilfælde af sexmisbrug. Titlen lød: "Pleierens grufulle hemmelighet -Druknet senile på dødsleiet". Plejeren var navngivet. PFU udtalte kritik med følgende begrundelse: Det centrale presseetiske spørgsmål, klagen rejser, er, om identifikation er "nødvendig for at tilfredsstille berettigede informationskrav". I det aktuelle tilfælde drejer det sig om en person, som har tilstået meget alvorlige forbrydelser, men hvor politiet har holdt muligheden åben for, at de påståede ugerninger aldrig har fundet sted. Usikkerheden sammen med hensynet til sigtede og hans nærmeste burde tilsige, at avisen ikke identificerede omtalte. Udvalget finder heller ikke, at faren for forveksling med uskyldige plejere tilsiger, at plejeren måtte identificeres. Det drejer sig om en så stor gruppe, at avisen kunne undgå at kaste mistanke på uskyldige personer uden at identificere den aktuelle person. At politiet udleverede billedet – som en handling efter offentlighedsloven – kan ikke have nogen indvirkning på den presseetiske vurdering, avisen er pligtig at foretage. PFU me-ner, at hensynet til almenheden ikke tilsagde, at identifikation var nødvendig. Udvalget kan ikke finde tungtvejende grunde til, at læserne skulle have kendskab til, hvem den omtalte person var.

Principielle spørgsmål om saglighed og omtanke, PFU-sak 92-094:

Verdens Gang havde i juni 1992 en forside med titlen "Statsadvokat ar-restert full og naken". Af teksten inde i avisen fremgik, at statsadvokaten var delvis påklædt, da han blev pågrebet, men avisen oplyste, at han nogen minutter tidligere havde været helt nøgen. Det oplystes også, at statsadvokaten var så fuld, at han muligvis ikke var klar over, at han havde været nøgen. Avisen skrev videre, at statsadvokaten flere gange tidligere skulle have fået advarsler fra sine overordnede efter henvendelser i beruset tilstand. Der var også artikler om, at statsadvokaten var blevet sigtet for at blotte sig. PFU (flertallet) udtalte kritik: PFU vil slå fast, at Verdens Gang var i sin fulde ret til at omtale arrestationen og sigtelsen af en statsadvokat for at gøre sine læsere kendt med mistanken mod en central ansat i landets anklagemyndighed. PFU indser, at man her står over for en sag, som har flere sider, og at det drejer sig om vanskelige afvejninger. På den ene side vejer hensynet til anklagemyndighedens troværdighed, som forudsætter størst mulig åbenhed, tungt. På den anden side vejer hensynet til privatlivets fred. Men når spørgsmålet om, hvorvidt der skal ske identifikation af enkelt-personer, skal afgøres, må det i dette tilfælde være afgørende, at de omtalte lovovertrædelser var af mindre alvorlig karakter og ikke var direkte knyttet til embedsførelsen. PFU henviser i den forbindelse til punkt 4.6 i ”Vær varsom plakaten”, hvor det hedder: ”Vis særlig omtanke ved omtale af sager, som er under efterforskning.” Verdens Gang pegede i sit svar på, at der var kastet mistanke mod statsadvokatens 11 kolleger, og at der desuden var rygter om, at det drejede sig om en anden navngivet statsadvokat. PFU mener ikke, at en kreds på 12 personer som i dette tilfælde er så lille, at faren for forveksling tilsiger identifikation. Under alle om-stændigheder kan det ikke tillægges navneværdig vægt, at man tror, at falske rygter er i om-løb. Mindretallet udtalte ikke kritik: Navnet vil være kendt af personer i miljøet, og dette vil kunne påvirke deres fremtidige forhold til statsadvokaten. Derfor bør også offentligheden vide, hvem den omtalte person er.

Personer, som ikke er klar over virkningen af egne udtalelser, PFU-sak 92-104: Øvre Smaalenene havde i 1992 en forside med titlen "Senile NN (80) gror inne i møkk". I artiklen var indsat et portræt af en senil mand, der bl.a. ikke udførte intimhy-giejne. Artiklen var baseret på hans egne og hans tidligere ægtefælles udtalelser.
PFU udtalte kritik med følgende begrundelse: PFU mener, at Øvre Smaalenene var i sin fulde ret til at tage den situation op, som den omtalte mand var kommet i, fordi han ikke fik hjælp af det offentlige. Udvalget lægger vægt på, at reportagen er begrundet i ønsket om at gøre offentligheden opmærksom på kritisable forhold inden for social- og ældreplejen. Men avisen gengiver så mange negative oplysninger om mandens livssituation og uimodsagte påstande fra hans tidligere ægtefælle, at artiklen ikke fremstår som en samfundskritisk reportage, men som en krænkende omtale af manden. Udvalget mener, at avisen ikke har udvist den nødvendige saglighed og omtanke. At manden har fået en bedre livssituation kan ikke føre til et andet resultat.

 

4.2. PON – Sverige
Den svenske model adskiller sig særligt fra den danske model ved, at der er en presseom-budsmand (”Allmänhetens Pressombudsman”, PO), der behandler sager vedrørende trykte periodiske skrifter og deres offentliggørelser på websider, hvis den virksomhed, som udgiver websitet, er repræsenteret i ””Pressens Samarbetsnämnd”. Fra 2011 kan PO også behandle klager over andre netaviser eller lignende, som aktivt har tilsluttet sig det presseetiske regel-sæt. Klager over radio- og tvudsendelser behandles i ”Myndigheten för Radio och Tv” og omtales ikke nærmere her.

PO’s behandling af en klage forudsætter, at klageren er personligt berørt via navn, billede eller på anden måde kan identificeres i artiklen, og at der er tale om krænkende eller på anden måde skadende oplysninger.

Herudover følger af § 1 i instruktion för Allmänhetens Pressombudsman, at PO har hjemmel til på eget initiativ at undersøge afvigelser fra god presseskik og eventuelt anmode Pressens Opinionsnämnd (PON) om at træffe en afgørelse:

”§ 1: Allmänhetens Pressombudsman (PO) har till uppgift att råda och bistå enskilda som känner sig förfördelade av publicitet rörande material som omfattas av utgiva-ransvaret enligt TF och YGL i periodisk skrift och Internetpubliceringar, på eget initiativ eller efter anmälan undersöka avvikelser från god publicistisk sed, eventuellt hänskjuta sådana ärenden till Pressens Opinionsnämnd (PON) för avgörande samt genom opinionsbildning verka för god publicistisk sed.
Ifråga om Internetpubliceringar har PO:s uppgift följande begränsningar:
a) Granskningen skall avse Internetpubliceringar från företag som är representerade i Pressens Samarbetsnämnd och från företag som till PO/PON anmält att man ansluter sig till det pressetiska systemet.
b) Granskningen skall omfatta sådana Internetpubliceringar som avses i 1 kap. 9 § första stycket, 1p. yttrandefrihetsgrundlagen, YGL, och motsvarande internetpubliceringar för vilka det finns utgivningsbevis enligt 1 kap. 9 § andra stycket YGL.
c) Granskningen omfattar även anmälningar mot publiceringar på konton i sociala medier om kontot tillhör företaget eller, i tillämpliga fall, annan som omfattas av punkten a) ovan.
d) Granskningen gäller endast sådana Internetpubliceringar som utgivaren kan kontrollera.”

Det er oplyst, at denne adgang for PO til på eget initiativ at indbringe en sag for PON er sjæl-dent anvendt, hvilket bl.a. skyldes en væsentlig stigning i antallet af klager til PO i de senere år.

 

Fra hjemmesiden kan nævnes følgende tre sager, der alle vedrører privatlivets fred, og som har ført til en afgørelse fra PON med kritik af mediet (søgeord: ”Fällningar”):

Exp nr 17/2004:

Anna Lindh-offentliggørelse kritiseret. I sammenhæng med en omfattende artikel om knivattentatet på udenrigsminister Anna Lind offentliggjorde avisen et stort antal billeder af udenrigsministeren, da hun skadet blev ført bort på en båre. På trods af den meget store almene interesse var offentliggørelsen af billederne, som var meget iøjnefaldende og nærgående, ikke i overensstemmelse med de presseetiske krav om hensyntagen til ofre for forbrydelser og deres pårørende.

Exp nr 32/2004:

I en artikel om en mand, som blev dømt for mishandling og seksuelle over-greb på sin datter, beskrev avisen detaljeret, hvad manden havde udsat datteren for. Også andre særligt følsomme personlige oplysninger om datteren blev offentliggjort. Nævnet fandt, at datteren ved offentliggørelsen blev udsat for en helt uacceptabel offentlig opmærksomhed.

Exp nr 6/2009:

På et tidligt tidspunkt i en efterforskning blev offentliggjort billede og fornavn på en mistænkt, tidligere ustraffet, ung mand. Uanset at manden tilstod en grov straffelovs-overtrædelse, og at han tidligere var trådt frem i en anden avis, forårsagede offentliggørelsen en uforsvarlig offentlig opmærksomhed.

5. Overvejelser om Pressenævnets behandling af sager af egen drift
5.1. Generelle hensyn

Det følger af medieansvarslovens § 44, stk. 2, at Pressenævnet kan behandle sager af egen drift, hvis sagen er af væsentlig eller principiel betydning. Dette krav skal således være op-fyldt, før nævnet træffer afgørelse om at behandle en sag på eget initiativ. Det nævnte krav må antages at indebære, at adgangen til at tage sager op af egen drift kun benyttes forholdsvis sjældent, og kun hvis der er særlige grunde til det.

 

Det er herudover ifølge forarbejderne til bestemmelsen og nævnets forretningsorden § 7, stk. 2, et krav, at nævnet i sager, som nævnet vil behandle af egen drift, og hvor der er en forurettet person, skal indhente en udtalelse fra den pågældende. Tilsvarende må antages at gælde, hvis den forurettede er f.eks. en virksomhed, en forening eller lignende. Det fremgår ikke af forarbejderne, om nævnet skal undlade at behandle en sag, hvis den pågældende udtaler sig imod dette, men det må antages, at formålet med at indhente en sådan udtalelse er, at den forurettedes holdning til, at nævnet behandler sagen, skal tillægges væsentlig betydning, og at nævnet som udgangspunkt ikke bør behandle sager, hvor forurettede ikke ønsker dette. Er der ikke en forurettet person, er der ikke fastsat krav om, at nævnet skal indhente en udtalelse. Det må på denne baggrund antages, at sager, der vedrører en ubestemt personkreds, f.eks. en minoritetsgruppe eller personer af en bestemt overbevisning, kan behandles af nævnet uden forudgående henvendelse til eventuelle repræsentanter for personkredsen.

 

De hensyn, der kan tale for, at nævnet i videre omfang end hidtil optager sager til behandling af egen drift, er efter arbejdsgruppens opfattelse følgende:

 

Pressenævnet vil kunne få en øget betydning for fastlæggelsen af indholdet af de presseetiske regler.

 

Hvis nævnet behandler sager af egen drift, kan det medføre, at nævnet fremstår mere offensivt og mere synligt i offentligheden og dermed bidrager til at kvalificere den offentlige debat om medieetik.

 

Der vil være en mulighed for at tage sager op til behandling, selv om der er tale om en over-skridelse af klagefristen, selv om denne overskridelse efter nævnets hidtidige opfattelse må antages at skulle være mindre betydelig. Det vil forhindre, at klager afskæres, selv om der måtte være gået længere tid end de 12 uger, som er fastsat som klagefrist.

 

Der vil tillige være mulighed for, at nævnet kan tage sag op til behandling i tilfælde, hvor in-gen kan anses for at have en retlig interesse, sådan som dette begreb hidtil er blevet fortolket af nævnet. Nævnets praksis er, at klageberettigelse forudsætter at klageren er omtalt eller af-billedet eller på anden måde konkret berørt af indholdet af artiklen eller tv- eller radioudsen-delsen. Nævnet vil i sådanne tilfælde kunne behandle f.eks. sager, hvor en ubestemt gruppe af personer, f.eks. minoriteter, må anses for krænkede ved omtalen.

 

Hertil kommer, at medierne vil kunne få sværere ved at tilsidesætte god presseskik i sager, hvor folk ikke har overskud til at indbringe sagen for Pressenævnet, f.eks. syge personer, ofre for ulykker, personer i sorg og fængslede personer, eller hvor de pågældende ikke er i stand til at klage til nævnet, f.eks. børn, mentalt syge eller handicappede personer. Det samme gælder i sager om afdøde personer.

 

Herudover vil der være mulighed for at behandle sager, hvor de berørte personer ikke har kendskab til omtalen af dem, f.eks. udenlandske personer, der kan være omtalt eller afbilledet i forbindelse med katastrofer eller lignende.

 

De hensyn, der kan tale imod, at nævnet i videre omfang end hidtil optager sager til behand-ling af egen drift, er efter arbejdsgruppens opfattelse følgende:

 

Mere overordnet kan det anføres, at klageadgangen ved medieansvarsloven blev fastsat såle-des, at klage skulle indgives til et uafhængigt nævn med deltagelse af både dommere og ad-vokater og med repræsentation af pressen og offentligheden. Det blev i betænkningen om medieansvar overvejet, om der i stedet skulle oprettes en offentlig ombudsmandsinstitution på linje med Forbrugerombudsmanden med en videregående kompetence til at kontrollere, om massemedierne i det hele holder sig inden for lovgivningens rammer. Udvalget afstod fra at foreslå dette bl.a. med den begrundelse, at en sådan institution ikke indeholdt klare elementer af selvjustits for pressen, og desuden rejste principielle problemer. Det var således ikke ved medieansvarsloven hensigten, at Pressenævnet skulle have rolle som et egentligt overvågningsorgan.

I den forbindelse bemærkes også, at nævnet vil kunne få en dobbeltrolle som både ”anklager” og ”dommer”, hvis nævnet i videre omfang både udpeger de sager, som nævnet ønsker at be-handle af egen drift, og derefter vurderer, om de presseetiske regler er overskredet. Hvis næv-net i meget vidt omfang tager sager op til behandling af egen drift, kan dette være med til at rejse spørgsmål om nævnets objektivitet og upartiskhed. Det bemærkes dog, at en adgang til at tage sager op af egen drift også kendes fra andre retsområder. F.eks. har ombudsmanden adgang hertil.

 

Herudover kan der være en risiko for vilkårlighed med hensyn til, hvilke sager nævnet tager op af egen drift. Nævnet skal ikke – og har ikke ressourcer – til at overvåge hele området un-der medieansvarsloven. Desuden vil det formentlig typisk være meget omtalte eller særligt spektakulære sager, der fører til overvejelser om at tage sagen op af egen drift, mens mindre omtalte sager, f.eks. i lokalpressen, der kan være ligeså krænkende for de berørte personer, muligt ville blive overset.

 

Det forhold, at der ikke er indgivet en klage af en person, der er berørt af omtalen i medierne, kan også gøre det vanskeligt at udpege de forhold, der er krænkende, ligesom det ikke vil kunne udelukkes, at en omtale, som nævnet finder kan indebære en krænkelse, ikke opfattes sådan af den person, som omtalen angår. Baggrunden for den manglende klage til Pressenæv-net kan dog også være, at den berørte person vil undgå at ”puste sagen op” eller undgå yderli-gere omtale i forbindelse med nævnets behandling – eller i sager med alvorligere krænkelser, at den klageberettigede i stedet vil anlægge en civil retssag mod mediet eller indgive politi-anmeldelse. Disse forhold, der kan tale imod at behandle en sag af egen drift, må dog forven-tes at kunne belyses ved den udtalelse, som nævnet skal indhente fra den berørte, når nævnet har besluttet at tage en sag op af egen drift og bør tillægges betydelig vægt i forbindelse med nævnets videre behandling.

 

Herudover kan den manglende klage medføre vanskeligheder med hensyn til oplysning af sagen, hvis der er behov for yderligere oplysninger om f.eks. faktum i sagen fra den berørte person. Endelig bemærkes, at kravet om, at der skal indhentes en udtalelse fra den forurettede person i nogle tilfælde vil kunne give anledning til praktiske vanskeligheder, f.eks. hvis der er tale om en person, der ikke er i stand til at afgive en udtalelse herom, eller hvis en udtalelse skal indhentes fra en persons pårørende, som nævnet ikke umiddelbart kan identificere, hvil-ket kan være aktuelt, f.eks. hvis den forurettede er afgået ved døden, er bevidstløs eller lignende.

 

5.2. Overvejelser om nævnets fremtidige praksis
Som det fremgår ovenfor, kan der anføres en række gode grunde for, at nævnet i videre om-fang end hidtil tager sager op til behandling af egen drift. Således kan Pressenævnet få en øget betydning ved fastlæggelsen af indholdet af de presseetiske regler. Nævnet vil endvidere kunne behandle sager om en mindre betydelig overskridelse af klagefristen, ligesom nævnet vil kunne behandle sager, hvor der ikke er klageberettigede personer, f.eks. sager om krænkelse af en ubestemt gruppe af personer. Endelig vil nævnet kunne benytte muligheden for at behandle en sag af egen drift i de tilfælde, hvor den forurettede ikke selv har indgivet en klage, f.eks. fordi den pågældende ikke har overskud hertil eller er stand til det.

 

Der er imidlertid også en række vægtige grunde, der kan tale imod, at nævnet i videre omfang end hidtil benytter adgangen til at tage en sag op af egen drift. Nævnet vil således komme til at fungere som både ”anklager” og ”dommer” i en sådan sag, ligesom der kan blive tale om vilkårlighed med hensyn til, hvilke sager nævnet beslutter at tage op af egen drift. Hertil kommer, at nævnet i sager, der behandles efter nævnets egen bestemmelse herom, kan få van-skeligt ved at afgøre, hvilke forhold i en omtale, den forurettede finder krænkende, ligesom den forurettede kan have et ønske om, at nævnet ikke tager sagen og eller foretrækker at lade sagen behandle som en civil sag ved domstolene eller at indgive politianmeldelse. Endelig kan nævnets afgørelse om at tage en sag op af egen drift støde på praktiske vanskeligheder, f.eks. med hensyn til at få oplysninger i sagen og med hensyn til at indhente en udtalelse fra den forurettede.

 

Arbejdsgruppen finder, at der navnlig på grundlag af de sidstnævnte hensyn er god grund til, at nævnet fortsat udviser betydelig tilbageholdenhed med hensyn til at træffe bestemmelse om, at nævnet skal behandle en sag af egen drift.

 

Det er dog samtidig arbejdsgruppens opfattelse, at nævnet bør udvise en større imødekom-menhed over for muligheden for at behandle sager af egen drift. Arbejdsgruppen lægger her-ved vægt på, at der kan være sager, der har en sådan særlig principiel og væsentlig karakter, at Pressenævnet bør skride ind, selv om der ikke foreligger en klage fra en person, der er klage-berettiget. Arbejdsgruppen lægger endvidere vægt på, at medieansvarsloven indeholder en udtrykkelig regel om adgangen hertil, der kun har været benyttet en eneste gang siden medie-ansvarslovens ikrafttræden i 1992.

 

Arbejdsgruppen finder på den anførte baggrund, at der bør udvises større imødekommenhed over for af egen drift at behandle sager, der må anses at være af væsentlig og principiel betyd-ning, hvis der er tale om en betydelig krænkelse af personer, der konkret er omtalt, eller en betydelig krænkelse af en gruppe af personer, der ikke er klageberettigede, fordi ingen kon-krete personer er omtalt. Behandlig af sager af egen drift bør således som udgangspunkt ikke besluttes i sager om krænkelser af mindre betydning.

 

Det bør efter arbejdsgruppens opfattelse yderligere være en forudsætning, at den forurettede person ikke udtaler sig imod, at Pressenævnet tager sagen op til behandling af egen drift. Ar-bejdsgruppen finder på den baggrund, at det som et led i nævnets behandling af en afgørelse om, hvorvidt en sag skal behandles på nævnets eget initiativ, bør overvejes at indhente en udtalelse fra den forurettede allerede forud for nævnets afgørelse af spørgsmålet om egen drift, og ikke først efter nævnet har truffet afgørelse herom.

 

Yderligere bør det tillægges vægt, hvis der foreligger oplysninger om, at forurettede har ind-givet politianmeldelse i sagen eller har anlagt en civil sag. I sådanne tilfælde, hvor der kan forventes en vurdering af sagen ved domstolene, vil der i nogle tilfælde ikke være grundlag for, at nævnet tillige behandler sagen, hvis den forurettede ikke på eget initiativ har indgivet klage til nævnet.

 

Herudover bør det efter arbejdsgruppens opfattelse indgå med betydelig vægt i en afgørelse om egen drift, om sagen er oplyst i en sådan grad, at der ikke er grundlag for tvivl om de fak-tiske forhold i sagen. Nævnet bør således ikke af egen drift behandle sager, hvor der er en sådan tvivl om faktum i sagen, at det er vanskeligt at vurdere omstændighederne i forbindelse med en eventuel krænkelse.

 

Er disse forudsætninger opfyldt, er det arbejdsgruppens opfattelse, at nævnet kan overveje i videre omfang end hidtil at tage sager op til behandling af egen drift, idet det samtdig forud-sættes, at der er tale om sager, hvor der et behov for, at nævnet skrider ind på trods af, at der ikke foreligger en klage fra en klageberettiget person. Dette vil efter arbejdsgruppens opfattel-se især kunne være tilfældet i følgende typer af sager:

 

Sager om krænkelse af børn, hvor der kan være modsætning mellem forældrenes og barnets interesser.

 

Sager om krænkelse af personer, der midlertidigt eller mere varigt ikke er stand til at varetage deres interesser, f.eks. på grund af sorg, sygdom, mentalt handicap eller svækkelse eller lig-nende, eller hvor de pågældende ikke er i stand til at overskue rækkevidden af udtalelser til pressen.

 

Sager om krænkelse af afdøde personer.

 

Sager om krænkelse af ofre i straffesager eller personer, der er mistænkte, sigtede, tiltalte eller dømte i straffesager, og hvor den pågældende kan være i en sådan belastet situation, at han eller hun ikke har overskud til at klage til Pressenævnet.

I sådanne tilfælde kan der dog være grundlag for at indhente en udtalelse fra de pågældende eller eventuelt disses værge eller pårørende, inden nævnet tager endelig stilling til, om sagen skal behandles.

 

Sager, hvor der er sket krænkelse af minoriteter eller en anden ubestemt kreds af personer, og hvor der ikke er omtale af konkrete personer, der kan klage til nævnet.

 

Sager om skjult reklame.

 

Arbejdsgruppen foreslår således, at Pressenævnet i sager af den art, der er beskrevet ovenfor, fremover overvejer grundigt og med en åben indstilling hertil, om der kan være behov for at tage sagen op til behandling af egen drift.

 

Spørgsmålet kan opstå på baggrund af klager til nævnet fra udenforstående personer. Det er imidlertid tanken, at nævnets medlemmer løbende kan overveje spørgsmålet og foreslå drøf-telse af, om nævnet bør tage en sag op til behandling af egen drift, således at nævnet løbende har fokus på dette og overvejer spørgsmålet på eget initiativ i videre omfang end hidtil. Det er ikke hensigten, at nævnets sekretariat skal foretage en overvågning af mediebilledet med hen-blik på at finde sager, som nævnet bør behandle af egen drift, men sekretariatet kan naturligvis henlede opmærksomheden på sager, hvor spørgsmålet om egen drift kan være aktuelt.

 

Spørgsmålet om at tage sager op tilbehandling af egen drift bør ikke afvente udløbet af klage-fristen, men rejses snarest muligt efter offentliggørelsen af de relevante artikel eller udsendel-se. Hvis nævnet beslutter at tage en sag op til behandling af egen drift, og der efterfølgende indgives en rettidig klage fra en klageberettiget person, skal sagen dog som udgangspunkt fra dette tidspunkt behandles som en sædvanlig klagesag.

 

6. Andre initiativer
Arbejdsgruppen har overvejet, om der er grundlag for at iværksætte andre initiativer med henblik på, at nævnet i videre omfang af egen drift behandler konkrete sager eller afgiver ge-nerelle udtalelser om presseetiske spørgsmål.

Pressenævnet har allerede i dag adgang til – og benytter i et vist omfang – muligheden for at afgive generelle udtalelser om presseetiske spørgsmål i forbindelse med afgørelsen af de kon-krete sager, som nævnet behandler, hvis der efter nævnets opfattelse er grundlag for det.

 

Det kan dog overvejes, om nævnet også mere generelt – dv.s uden at det sker i tilknytning til en konkret klagesag – bør tage presseetiske spørgsmål op til en generel behandling. Det kunne f.eks. være aktuelt, hvis nævnet ønsker at tage afstand fra en praksis, der anvendes af nogle medier, eller hvis der mere generelt opstår debat om presseetiske spørgsmål, hvor nævnet øn-sker at have en holdning, der tilkendegives udadtil. Eksempler kunne være spørgsmål i til-knytning til børn, der udtaler sig i pressen, og omtale og fotografier af ofre og pårørende i forbindelse med ulykker og grov kriminalitet. En anden mulighed kunne være, at nævnet på baggrund af en række konkrete klagesager vedrørende bestemte forhold mere generelt tilken-degiver sin holdning til en problemstilling, f.eks. ved offentliggørelse af en sammenskrivning af de retningslinjer, der kan udledes af de konkrete sager.

 

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at nævnet kan anvende denne fremgangsmåde, hvis der findes at være et særligt behov for det. I givet fald bør sådanne helt generelle tilkendegivelser fra nævnet forudsætte, at samtlige faste medlemmer deltager i behandlingen af den pågælden-de problemstilling, og at der er overvejende tilslutning til en generel tilkendegivelse.

 

Arbejdsgruppen har ikke fundet grundlag for herudover at fremsætte forslag om ændringer med hensyn til nævnets praksis vedrørende behandlingen af sager af egen drift.

 

Sluttelig bemærkes, at dette notat skal drøftes på det kommende plenarmøde i Pressenævnet. Såfremt der er tilslutning til en ændring på området, bør det efter arbejdsgruppens opfattelse yderligere overvejes at orientere Folketingets Kulturudvalg, jf. udvalgets beretning af 17. de-cember 2014 beskrevet under afsnit 2.2. ovenfor, og at offentliggøre en sammenfatning af nævnets overvejelser på nævnets hjemmeside.

 

7. Plenarmøde
Arbejdsgruppens notat blev drøftet på Pressenævnets plenarmøde den 14. august 2015.

Der var på plenarmødet enighed om, at nævnet fremover skal følge den praksis vedrørende behandling af sager om egen drift, der er foreslået af arbejdsgruppen ovenfor.

 

Del på sociale medier ved at klikke her: