En person klagede til Pressenævnet over en artikel fra juni 2020 bragt på retsrapport.dk med detaljeret omtale af personens straffedom. Personen klagede over, at artiklens omtale samt portrætbillede af ham krænker hans privatliv. Personen klagede desuden over, at artiklen indeholder ukorrekt information, samt at retsrapport.dk ikke har imødekommet hans anmodning om sletning. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af omtalen og lagde i den forbindelse navnlig vægt på straffelovsovertrædelsens karakter og dommens længde. Nævnet fandt heller ikke anledning til at udtale kritik af retsrapport.dk for at have afvist at slette artiklen.
En person klagede over, at Ekstra Bladet havde bragt en artikel med omtale af en straffesag mod ham. Personen mente, at artiklen indeholdte ukorrekte oplysninger. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af Ekstra Bladet for at omtale straffesagen og lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at personen ikke var identificeret ved navn i artiklen, og at oplysningerne i artiklen blev bragt på baggrund af en udskrift fra retsbogen.
En forælder til en 16-årig klagede over, at Fyens Stiftstidende ikke ville anonymisere sønnens navn i en artikel fra januar 2017. Sønnen var i januar 2017 idømt to års ubetinget fængsel for voldtægt. Pressenævnet fandt på baggrund af kriminalitets karakter og sagens aktualitet hverken grund til at kritisere Fyens Stiftstidende for at nævne den 16-årige ved navn i artiklen eller for at afvise at anonymisere den dømte på fyens.dk.
Ekstra Bladet skrev ”Herbergsdronning skal i fængsel”. Senere samme dag blev overskriften ændret til: ”[Klager] idømt fængselsstraf”. Hun klager over at blive beskyldt for ”regnskabsfusk”. Pressenævnet finder, at ordet udtrykker Ekstra Bladets vurdering og finder ikke grund til kritik.