20 Artikler med emneordet “Jyllands-Posten”

Sagsnummer: 2020-80-0539

Jyllands-Posten får kritik for misvisende overskrift og brug af citat

11-02-2021

Jyllands-Posten bragte i august 2020 omtale af en families beslutning i forhold til overvejelser om flytning af en ældre dement plejehjemsbeboer på plejehjem forud for, at familien havde aftalt med en tv-station, at der skulle gennemføres skjulte optagelser på plejehjemmet for at kunne dokumentere forholdene på plejehjemmet. Det familiemedlem, der var udvalgt som værge for den ældre plejehjemsbeboer, blev interviewet af Jyllands-Posten forud for omtalen, og værgens citater indgik et vidt omfang i omtalen. Værgen og sønnen til plejehjemsbeboeren klagede til Pressenævnet over blandt andet tendentiøs og misvisende omtale. Eftersom der var udpeget en værge, der kunne klage på vegne af plejehjemsbeboeren, fandt Pressenævnet, at sønnen ikke kunne anses for at være klageberettiget på sin mors vegne.
Pressenævnet udtalte kritik af Jyllands-Posten for at bringe en misvisende overskrift og for at anvende et af værgens citater på en måde, så det ukorrekt giver indtryk af, at familien afviste et konkret tilbud fra kommunen om at flytte plejehjemsbeboeren forud for de skjulte tv-optagelser.

Sagsnummer: 2020-80-0551

Jyllands-Posten får ikke kritik for redigering af læserbrev

10-02-2021

En læserbrevsskribent klagede til Pressenævnet over Jyllands-Postens redigering af hans læserbrev, og at læserbrevet blev bragt med Jyllands-Postens ændringer uden hans godkendelse. Nævnet fandt, at de vide rammer for redigering ikke var overskredet. Nævnet lagde vægt på, at budskabet i læserbrevet ikke fremstod forvansket på grund af Jyllands-Postens opsætning og redigering, og at der ikke var indgået en aftale mellem Jyllands-Posten og læserbrevsskribenten om, at læserbrevsskribenten skulle godkende den redigerede udgave af læserbrevet forud for offentliggørelsen. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.

Sagsnummer: 2020-80-0524

Jyllands-Posten skal ikke slette artikel om straffedom fra 2006

17-12-2020

En person klagede til Pressenævnet over Jyllands-Postens afvisning af at slette eller anonymisere en artikel fra december 2006. Af artiklen fremgik, at personen i december 2006 som 24-årig blev idømt tre års fængsel for vidnetrusler. Nævnet fandt, at artiklen indeholdt oplysninger, som måtte anses for særligt belastende for personen, men fandt på baggrund af sagens karakter og alvor ikke anledning til at udtale kritik af Jyllands-Posten for at afvise anmodningen om sletning eller anonymisering.

Sagsnummer: 2020-80-0513

Jyllands-Posten skal ikke slette en persons navn

20-11-2020

I en artikel bragt i 2001 omtalte Jyllands-Posten et konsulentfirma, som tilbød gratis kontorer og rådgivning til iværksættere, herunder at konsulentfirmaets direktør havde købt sig ind med en fjerdedel i et nyt firma. En person, som var medejer af det omtalte nye firma, klagede til Pressenævnet over, at Jyllands-Posten havde afvist at slette hans navn fra artiklen. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde vægt på, at artiklen ikke indeholdt oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for personen.

Sagsnummer: 2020-80-0485

En person får ikke slettet kronik fra 2018.

22-06-2020

Jyllands-Posten bragte i november 2018 en persons kronik om forbehold ved at spise kød for kulinarisk nydelse. Personen klagede til Pressenævnet over, at Jyllands-Posten havde afvist at hindre tilgængeligheden af kronikken, og henviste til, at hun ikke længere ønsker at være forbundet med den. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af Jyllands-Posten for ikke at hindre tilgængeligheden af kronikken. Nævnet lagde i den forbindelse navnlig vægt på, at personen på eget initiativ havde indsendt kronikken til publicering, og at der ikke var tale om følsomme eller private oplysninger af en sådan karakter, at de i sig selv talte for at hindre kronikkens tilgængelighed.

Sagsnummer: 2020-80-0443

Ej kritik af Jyllands-Posten for omtale af injuriesag

22-06-2020

En person, der havde anlagt injuriesag mod sine to brødre, klagede til Pressenævnet over Jyllands-Postens omtale af sagen. Personen klagede blandt andet over, at Jyllands-Posten blot har angivet, at personens ene bror blev frifundet for injurier, men ikke har anført på hvilken baggrund broren blev frifundet. Pressenævnet fandt – blandt andet med henvisning til mediets redigeringsret – ikke anledning til at udtale kritik af Jyllands-Posten.

Sagsnummer: 2020-80-0470

Kritik af Jyllands-Posten for at afvise anonymisering af artikel fra 2007

27-04-2020

En person klagede til Pressenævnet over Jyllands-Postens afvisning af at afindeksere, anonymisere eller slette en artikel fra 2007. Af artiklen fremgik, at klager som 18-årig blev idømt 3 års fængsel for narkotikakriminalitet, efter han som en tjeneste havde forsøgt at smugle narkotika mod at få en rejse med alt betalt til Sunny Beach. Personen henviste i klagen navnlig til, at artiklen påvirkede hans mulighed for at få et arbejde og starte egen virksomhed, ligesom hans nærmeste var påvirkede af, at artiklen fortsat var tilgængelig. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af Jyllands-Posten for at afvise anmodningen om sletning. Nævnet fandt imidlertid efter en samlet vurdering, at det ville have været rimeligt at hindre tilgængeligheden ved at foretage anonymisering af klagers navn i artiklen. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på klagers unge alder, da han i 2007 blev dømt for et forhold, der efter de foreliggende oplysninger måtte anses for enkeltstående, at der var gået mere end 12 år, siden der faldt dom i sagen, samt at klager ikke indtog en betroet eller fremtrædende stilling i samfundet. Nævnet udtalte på den baggrund kritik af Jyllands-Posten.

Sagsnummer: 2019-80-0349

Jyllands-Posten får ikke kritik for omtale af personer bag ny fodboldklub

19-12-2019

En person klagede over en artikel i Jyllands-Posten, hvor han blev omtalt som en af personerne bag en ny fodboldklub. Personen klagede over, at han ikke havde fået oplysningerne om ham forelagt, inden artiklen blev offentliggjort. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af artiklen og lagde i den forbindelse vægt på, at bestyrelsesformanden for den omtalte klub havde fået forelagt oplysningerne og havde oplyst, at hans udtalelse til avisen var ”clearet” med de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

Sagsnummer: 2018-80-0217

Artikel om retssag vedrørende færdselslovsovertrædelser får ikke kritik

24-05-2019

En person klagede over en artikel i Jyllands-Posten i september 2018, der omtalte en retssag, hvor han var tiltalt for adskillige overtrædelser af færdselsloven. Personen klagede over, at omtalen indeholdt krænkende udsagn fra en politiassistent og fra anklageren i sagen, og at gengivelsen af retssagen ikke var objektiv. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af artiklen, idet nævnet navnlig lagde vægt på, at personen var anonymiseret i artiklen.

Sagsnummer: 2018-80-0177

Jyllands-Posten får ikke kritik af omtale på temaside

23-05-2019

Jyllands-Posten havde fra 2014 til 2018 bragt over 100 artikler vedrørende regnskabsmæssige problemer i en større dansk virksomhed. Virksomhedens stifter klagede til Pressenævnet over en artikel vedrørende virksomheden bragt i juli 2018, som han mente var i strid med god presseskik, og som han ønskede genmæle over for. Stifteren klagede også over en tekstboks på en temaside på jyllands-posten.dk, hvor Jyllands-Posten havde samlet sine artikler om virksomheden. Stifteren ønskede, at Pressenævnet vurderede klagen i lyset af Jyllands-Postens samlede omtale af virksomheden, som stifteren mente udgjorde en pressehetz.

Pressenævnet fandt ikke grundlag for at foretage en vurdering af Jyllands-Postens samlede omtale af sagen, som stifteren ikke tidligere havde klaget over. Nævnet fandt samtidig ikke grundlag for at udtale kritik for overtrædelse af god presseskik, ligesom der ikke var grundlag for genmæle.

Sagsnummer: 2018-80-0234

Artikel om virksomheds utilfredshed med SKAT skal ikke anonymiseres

22-05-2019

En person klagede til Pressenævnet over, at Jyllands-Posten havde afvist at anonymisere en artikel fra 2013, som omhandlede skattemyndighedernes håndtering af personens familievirksomhed. I artiklen medvirkede personen og personens ægtefælle, der udtalte sig om, hvordan virksomheden følte sig uretfærdigt behandlet af SKAT. Pressenævnet fandt, at der ikke forelå tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at anonymisere artiklen. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at ægteparret selv havde medvirket i artiklen, og at omtalen fortsat havde almen interesse.

Sagsnummer: 2018-80-0203

Klager får ikke genoptaget sag om genmæle vedr. anklagers udsagn

15-01-2019

En person anmodede Pressenævnet om at få genoptaget behandlingen af en sag, hvor Jyllands-Posten havde omtalt et retsmøde i Københavns Byret i en straffesag, hvor personen blev straffet med fængsel og udvisning. Personen anmodede nævnet om at genoptage sagen på baggrund af uddybende oplysninger, der underbyggede personens oplysning om, at anklagerens udsagn i retten ikke var korrekt. Pressenævnet bemærkede, at Jyllands-Posten i omtalen gengav, hvad anklageren havde sagt i retten, og at Jyllands-Postens gengivelse ikke var bestridt. Dertil anførte nævnet, at nævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, om anklagerens udsagn i retten var korrekt. Nævnet afslog derfor at genoptage sagen, da personen hverken havde påvist væsentlige sagsbehandlingsfejl eller var fremkommet med nye faktiske oplysninger af betydning for sagens afgørelse.

Sagsnummer: 2018-80-0151

Jyllands-Posten får ikke kritik for at afvise anonymisering

22-11-2018

En person klagede over Jyllands-Postens afvisning af anonymisering af en artikel fra 2013 vedrørende sikkerhedsvagtsuddannelsen. Det var efter Pressenævnets opfattelse ikke godtgjort, at artiklen skulle indeholde oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for personen. Nævnet udtalte derfor ikke kritik af Jyllands-Posten for at afvise anmodningen om anonymisering.

Sagsnummer: 2018-80-0100

En persons anmodning om genoptagelse afvist

12-04-2018

Pressenævnet afviste at behandle en persons klage over Jyllands-Postens afvisning af at bringe hans kronik ”Dokumentet, der sendte Danmark i krig”, da redaktøren måtte anses for berettiget til at beslutte ikke at bringe kronikken. Personen anmodede efterfølgende om genoptagelse, da personen mente, at nævnet ikke havde taget stilling til hans egentlige spørgsmål til nævnet. Spørgsmålet gik på, om et dokument, der omtales i kronikken, kan klassificeres blandt ”informationer af væsentlig betydning for offentligheden”. Pressenævnet afviste anmodningen, da personen hverken havde påvist væsentlige sagsbehandlingsfejl eller var fremkommet med nye faktiske oplysninger af betydning for sagens afgørelse.

Sagsnummer: 2018-80-0094

Redigeringsret. Jyllands-Posten var berettiget til at afvise kronik

20-02-2018

En person klagede over, at Jyllands-Posten ikke bragte hans kronik ”Dokumentet, der sendte Danmark i krig”, der ifølge personen indeholder oplysninger af væsentlig betydning for offentligheden. Da redaktøren som udgangspunkt er berettiget til at redigere mediet og beslutte, hvad man vil bringe, afviste Pressenævnets formand at behandle klagen.

Sagsnummer: 2017-80-0053

En læser var ikke klageberettiget

14-11-2017

En person klagede over artiklen ”DF-spidskandidat vil forbyde læger med ’stort skæg’”. Personen var ikke selv omtalt i artiklen og var derfor ikke klageberettiget. Pressenævnets formand afviste derfor klagen uden nærmere behandling.

Sagsnummer: 17-70-01115

KLAGEFRIST. En person får behandlet klage over en artikel fra 2016

09-08-2017

En indsat i fængslet havde indleveret en klage over en artikel (et brev) til fængselspersonalet. Kvitteringen fra fængselspersonalet var dateret fire dage, inden klagefristen efter medieansvarsloven udløb. Brevet nåede imidlertid ikke frem, så klageren genfremsendte brevet efter, at klagefristen var udløbet. Under hensyn til fremsendelsesproceduren behandlede nævnet klagen. En anden klage var indleveret til personalet efter klagefristens udløb og blev ikke behandlet af Pressenævnet.

Sagsnummer: 17-70-01101

Jyllands-Posten omtalte forkert ejer af konkursramt selskab og kritiseres

04-08-2017

En person klagede blandt andet over, at Jyllands-Posten havde skrevet, at han var gået konkurs med et selskab i 2013. Personen havde været med til at stifte selskabet i 2007 under et andet navn, men var i 2008 trådt ud af selskabet. I 2013 gik firmaet konkurs. Pressenævnet kritiserer avisen for ikke at kontrollere oplysningen tilstrækkeligt inden offentliggørelsen og for ikke at rette fejlen, da klager efterfølgende gjorde avisen opmærksom på fejlen. Herudover havde personen klaget over en række andre forhold vedrørende ham og de virksomheder, han var involveret i, herunder avisens vinkling af artiklerne. De øvrige klagepunkter fik klager ikke medhold i.

Sagsnummer: 17-70-01152

Pressenævnet genoptager ikke afvisningssag om au pair

23-06-2017

Pressenævnet afviste at behandle en klage, hvor en person klagede over Jyllands-Postens omtale. Klagen blev afvist pga. klagers manglende retlige interesse. Klager anmodede efterfølgende om at få sagen genoptaget, da han anså sig klageberettiget. Anmodningen om genoptagelse afvises.

Sagsnummer: 17-70-01147

En læser kunne ikke klage over Jyllands-Postens omtale af au pair

09-06-2017

En person klagede over Jyllands-Posten omtale af, at en au pair angiveligt levede ”illegalt”. Klager havde selv haft en lignende situation og mente derfor ikke, at forholdet kunne omtales som ”illegalt”. Da klager ikke selv var omtalt i artiklen, var han imidlertid ikke omfattet af den kreds af personer, der kunne klage over omtalen. Nævnet afviste derfor at behandle klagen.