TV 2/Bornholm bragte i marts 2020 et nyhedsindslag og et Facebook-opslag, hvori en person, der var fremstillet med navn, billede og stillingsbetegnelse, blev beskyldt for at have forhindret, at ansatte i kommunen kunne udtale sig til TV 2/Bornholm i et spørgeprogram om corona-virus. Personen og dennes arbejdsgiver klagede til Pressenævnet. Pressenævnet fandt, at omtalen, hvor personen drages til ansvar for og personligt kritiseres for øverste ledelses kommunikationsstrategi, og i sammenhængen blev fremstillet med brug af navn og billede var en krænkelse af personens privatliv. Pressenævnet udtalte kritik heraf og kritiserede også TV 2/Bornholm for manglende forelæggelse for personen.
En person klagede over, at TV 2/Bornholm ikke ville slette en artikel fra 2016, hvor han havde udtalt sig om generne ved at være nabo til tre store vindmøller. Personen havde i artiklen oplyst, at han som konsekvens af vindmøllerne havde sat sit hus til salg. Personen ønskede artiklen slettet, da han på tidspunktet for klagens indgivelse fortsat ikke havde fået solgt sit hus. Pressenævnet fandt, at der ikke forelå tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at slette artiklen. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at personen selv havde medvirket i artiklen, og at omtalen fortsat havde almen interesse.
Virksomheden bag en mobil salgsvogn klagede over udsagnet ”For lige som nexøboerne gik og troede, at de måtte gå en sommer i møde, uden donutvognens søde sager på havnen, så dukkede der en ny rullende cafévogn op med søde sager.” Virksomheden mente, at udsagnet gav indtryk af, at vognen var lukket og ikke blot fraflyttet havnen. Nævnet udtalte ikke kritik.
TV 2/Bornholm havde foretaget optagelser under et besøg på Psykiatrisk Center Bornholm. En læge, der fremgik af optagelserne, klagede til Pressenævnet. Nævnet fandt ikke optagelserne krænkende for lægen, og udtalte ikke kritik.
En politimand anmodede TV 2/Bornholm om at anonymisere hans navn i et indslag og en artikel fra 2010 på hjemmesiden. TV 2/Bornholm afviste anmodningen. Klager havde selv stillet op til interviewet i 2010. Pressenævnet udtaler ikke kritik.
Klager – fasteren til den dræbte – klagede over fire nyhedsindslag på TV 2/Bornholm og artiklerne ”Bilist dræbt ved alvorlig trafikulykke”, ”Mand dræbt i trafikulykke” og ”Vidner til ulykke efterlyses” på tv2bornholm.dk.