Sagsnummer: 2005-6-0150

Kritik af Ekstra Bladet for bl.a. at bringe præsts navn i artikelserie om dæmonuddrivelse

Klager – en præst – klagede over en række artikler bragt i Ekstra Bladet.

Pressenævnet havde ikke mulighed for at foretage en bevismæssig bedømmelse af faktiske forhold, som parterne var uenige om. Nævnet kunne derfor ikke tage stilling til, om klager havde fortalt journalisten, at han uddrev dæmoner.

Pressenævnet fandt, at læseren af artikelserien bibringes den opfattelse, at klager uddriver dæmoner, idet overskriften på avisens forside gav dette indtryk, når den blev sammenholdt med, at klagers navn fremgik af opremsningen af præster, der kunne hjælpe besatte personer.

Uanset at det muligvis kunne have en samfundsmæssig interesse at finde ud af, om der er præster i den danske folkekirke, der uddriver dæmoner, fandt Pressenævnet det kritisabelt, at Ekstra Bladet ikke forud for offentliggørelsen havde kontaktet klager for at få hans eventuelle kommentarer til det indhentede materiale.

Pressenævnet fandt det endvidere unødvendigt for reportagens formål og indhold at nævne klager ved navn. Det havde været tilstrækkeligt for artiklens budskab at oplyse antallet af præster, som havde de angivne holdninger. Pressenævnet fandt på den baggrund, at Ekstra Bladet havde tilsidesat god presseskik og udtalte sin kritik heraf.

Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 2005-6-0150.

Del på sociale medier ved at klikke her: