Klager – en kommunes socialforvaltning og et bocenters beboere og personale – klagede over en udsendelse på Danmarks Radio.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse:
Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, som der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt, blot at have interesse i det emne, der er behandlet.
Klagen angår Danmarks Radios omtale af Bocenteret Ringbo. [K] har et ansvar for forholdene og for de psykisk syge beboere på stedet. Forvaltningen er derved indirekte nævnt i sammenhængen og har derfor retlig interesse i, at klagen realitetsbehandles både for så vidt angår kommunen og beboerne.
Pressenævnet anser ikke arbejdsgivere for at have en generel retlig interesse, der medfører, at kommunen er klageberettiget på vegne af sine ansatte. Da [K] ikke har dokumenteret at have fuldmagt til tillige at indgive klagen på vegne af bocentrets ansatte, afvises denne del af klagen.
Pressenævnet bemærker, at spørgsmålet om, hvorvidt straffelovens bestemmelser er overtrådt, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Spørgsmålet behandles derfor ikke.
Pressenævnet finder det som udgangspunkt betænkeligt at bringe optagelser indhentet med skjult kamera, uden at efterfølgende samtykke er tilvejebragt. En sådan fremgangsmåde kan endvidere kun være berettiget efter en nøje afvejning af den samfundsmæssige interesse i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse i hvert tilfælde.
[K] tilkendegav i sit brev af 8. februar 2008 til Danmarks Radio – forud for udsendelsen den 10. februar 2008 – at man ikke gav samtykke til, at optagelserne foretaget med skjult kamera blev bragt. Der foreligger således – uanset at repræsentanter for socialforvaltningen og medarbejdere havde lejlighed til at se optagelserne og kommentere disse – ikke et efterfølgende samtykke til, at optagelserne blev offentliggjort.
Pressenævnet bemærker i øvrigt, at nævnet på sit plenarmøde den 24. juni 2008 har vedtaget at præcisere sin praksis vedrørende optagelser med skjult kamera således, at det forhold, at en optaget person efterfølgende vælger at kommentere optagelserne, ikke i sig selv anses for at være et indirekte samtykke til offentliggørelse.
Såfremt der ikke er indhentet et efterfølgende samtykke til offentliggørelse af optagelserne følger det af nævnets praksis vedrørende skjult kamera, at offentliggørelsen skal tjene en samfundsmæssig interesse, der klart overstiger hensynet til den eller de personer, der er optaget med skjult kamera, og den nødvendige journalistiske dokumentation ikke eller kun meget vanskeligt kan skaffes på anden måde.
I den foreliggende sag finder Pressenævnet, at uanset om det måtte være af almen interesse at afdække forholdene for psykisk syges medicinering, har brugen af optagelser foretaget med skjult kamera ikke været nødvendig for udsendelsens formål, og nævnet udtaler sin kritik heraf. Nævnet har herved lagt vægt på, at der er der er et særligt hensyn at tage til de psykisk syge beboeres privatliv, og at det af embedslægeinstitutionens tilsynsrapporter og [C]s udtalelser fremgik, at der var problemer med medicinering på bostedet.
Udsendelsen indeholder oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for kommunen. Disse oplysninger har derfor skullet efterprøves i særlig grad, inden de blev bragt, først og fremmest ved forelæggelse for klager. Repræsentanter for [K] fik den 8. februar 2008 lejlighed til at se optagelserne (uden speak) og den 10. februar 2008 den færdige udsendelse. Såvel forstander Anni Jørgensen som socialborgmester Mikkel Varming kommenterede optagelserne i udsendelsen. Af Anni Jørgensens udtalelser fremgik det, at det var lægerne, der ordinerede medicinen.
Det ligger uden for nævnets kompetence at vurdere den lægefaglige rigtighed i omfanget af medicineringen, herunder om den udleverede medicin var nødvendig for beboerne, selvom Sundhedsstyrelsens vejledning anbefaler kortere perioder. Pressenævnet finder imidlertid, at oplysninger om, at en systematisk overmedicinering finder sted, giver indtryk af, at beboerne på Ringbo medicineres langt mere end det lægefagligt er nødvendigt, hvilket der ikke er dokumentation for. Nævnet udtaler kritik af Danmarks Radio for ikke at kontrollere, hvorvidt oplysningerne er korrekte.
Pressenævnet finder, at Danmarks Radio ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.
Det fremgår af medieansvarsloven § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Pressenævnet finder, at oplysninger om, at der systematisk sker overmedicinering i strid med Sundhedsstyrelsens vejledning kan give indtryk af, at beboerne medicineres langt mere end det lægefagligt er nødvendigt, hvilket ikke er dokumenteret som utvivlsomt rigtigt. Da oplysningerne er egnet til at påføre forvaltningen som ansvarlig myndighed skade af betydning, er klager berettiget til at få bragt et genmæle.
I medfør af medieansvarsloven § 39 og § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Danmarks Radio at offentliggøre et kendelsesresume. Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 2008-6-0676.