Tre klagere – en domfældt person og vedkommendes forældre – klagede over artiklerne ”Dømt for overgreb mod steddatter” og ”Sex-dømt stedfar ville lokke misbrugt datter i chat-fælde” i Frederiksborg Amts Avis, på frederiksborgamtsavis.dk og på dagbladetonline.dk.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse:
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt et nedlagt navneforbud er tilsidesat, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at der i videst muligt omfang skal følges en klar saglig linje ved afgørelsen af hvilke sager, der omtales, og i hvilke tilfælde navne på de implicerede nævnes. En tiltalts navn eller anden identificering udelades, når ingen almen interesse taler for at offentliggørelse, jf. punkt C.6. Det følger videre, at det bør undgås at nævne personers slægtsforhold, medmindre dette direkte har med sagen at gøre, jf. punkt C.4.
Pressenævnet finder, at retssagen, der i overensstemmelse med retsplejeloven blev behandlet i offentlighed, har almen interesse, og at der ikke er grundlag for at kritisere avisen for at identificere klager og slægtskabsforholdene i artiklen. Nævnet har herved lagt vægt på [K3]s stilling og sagens karakter.
Pressenævnet finder, at Frederiksborg Amts Avis i fornødent omfang har inddraget forsvarets synspunkter i artiklerne, og nævnet udtaler heller ikke i øvrigt kritik af avisen. Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 2009-6-0810.