To klagere – Opholdsstedet Plantagen og dets leder – klagede over tre udsendelser på TV 2 og to artikler på tv2.dk.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse:
Klagens rettidighed
Klage over TV 2’s tilsidesættelse af god presseskik skal rettes til mediet selv inden fire uger efter offentliggørelsen. Fristen for at klage til Pressenævnet er fire uger efter massemediets afgørelse, jf. medieansvarsloven § 34, stk. 3.
[Leder A] klagede den 20. december 2011 til TV 2 over nyhedsudsendelserne og – artiklerne 28.-30. november 2011, og den 22. december 2011 klagede hun til produktionsselskabet Monday Production ApS, der står bag Operation X-udsendelsen, over ”Operation X: De sociale plattenslagere Del 2” af 28. november 2011.
Uanset, at Operation X-udsendelsen isoleret set måtte være påklaget for sent, indgår den i en samlet reportage i en snæver indholds- og tidsmæssig sammenhæng med de nyhedsindslag og -artikler, der er påklaget rettidigt til TV 2 (og herefter til Pressenævnet), og som er offentliggjort umiddelbart efter den for sent påklagede Operation X-udsendelse. Da vurderingen af, om god presseskik er tilsidesat, sker ud fra en helhedsvurdering, og derfor under de anførte omstændigheder også må omfatte Operation X-udsendelsen, finder Pressenævnet, at klagen i sin helhed skal behandles.
God presseskik
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives er korrekt, herunder ved forelæggelsen for den, der kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3.
Under mailkorrespondancen forud for offentliggørelsen af ”Operation X: De sociale plattenslagere Del 2” konkretiseredes det først sent i korrespondancen, hvad den konkrete kritik angik – herunder hvilke unge og hvilke medarbejdere – navnlig ved e-mail af 17. november 2011 og senere.
Nævnet bemærker, at uanset den pågældende person ikke ønsker at deltage i udsendelsen på sædvanlige vilkår, må vedkommende have mulighed for at få et overblik over, hvad spørgsmålene og kritikken vedrører, førend man beslutter, hvorvidt man ønsker at udtale sig. Dette må særligt gælde i tilfælde, hvor dele af kildematerialet hidrører fra tidligere medarbejdere, der kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.
[Leder A] blev imidlertid løbende – og også den 17. november 2011 – opfordret til at medvirke i programmet. Hun afviste at deltage med forskellige begrundelser. Ved e-mail af 21. november 2011 gjorde hun opmærksom på, at regnskaberne ikke havde medført bemærkninger hos tilsynsmyndigheden Guldborgsund Kommune. Da [Leder A] afviste at deltage i programmet under sædvanlige vilkår, og Plantagens regnskaber næppe kan påvise arbejdsindholdet af de opkrævede timer, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere TV 2 for ikke at medtage yderligere kommentarer fra klager i Operation X-udsendelsen.
Pressenævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere TV 2 for offentliggørelsen af beskyldningerne i Operation X-udsendelsen eller den følgende nyhedsudsendelse kl. 22.00.
Pressenævnet finder imidlertid, at [Leder A] burde have været gjort bekendt med beskyldningerne fra [Tidligere beboer I], der blev offentliggjort i Nyhederne den 29. november 2011, så hun kunne vurdere, hvorvidt hun ønskede at kommentere beskyldningerne fra denne tidligere beboer. Under hensyn til [Tidligere beboer I]s ukonkrete beskyldninger af mere vurderende karakter og indslagets – i sammenhæng med de øvrige udsendelsers – mindre væsentlige karakter, finder nævnet imidlertid ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af TV 2 for at undlade at forelægge indholdet af dette nyhedsindslag.
Pressenævnet finder på denne baggrund, at TV 2 ikke har tilsidesat god presse-skik.
Genmæle
I medfør af medieansvarslovens § 36, stk. 1, skal en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Nævnet finder, at spørgsmålet om, hvorvidt [Tidligere beboer B] er handicappet, årsagen til ophøret af [Pædagog E]s ansættelsesforhold og dennes stillingsbetegnelse, ikke i sammenhængen er forhold, der er egnede til at påføre klagerne skade af betydning, hvorfor opholdsstedet Plantagen og [Leder A] ikke er berettigede til at få bragt et genmæle heroverfor.
Pressenævnet finder imidlertid, at de tidligere medarbejderes oplysninger om, at [Leder A] bad dem udføre håndværksmæssige opgaver uden socialpædagogisk formål, har karakter af faktiske oplysninger, der er egnet til at påføre klager skade af betydning. Ved vurderingen af om, klager er berettiget til at få bragt et genmæle, bemærkes det, at TV 2 skal dokumentere rigtigheden af udsagnene i udsendelsen.
Flere ansatte såvel som beboerne [Tidligere beboer I] og [Tidligere beboer B] har forklaret, at pædagogerne udførte håndværksmæssigt og andet forefaldende arbejde for lederen af Plantagen og følgelig ikke i fuldt omfang tilbragte tid med beboerne. [Leder A] har på den anden side anført, at renoveringen af Postholderens Sted er udført af professionelle håndværkere uden dog at dokumentere det.
Nævnet finder, at TV 2’s oplysning i Operation X-udsendelsen giver indtryk af, at [Pædagog E] var eneste medarbejder, der skulle varetage de socialpædagogiske opgaver med [Tidligere beboer B] i henhold til rammebevillingen på 204 timer månedligt. Uanset rammebevillingens timeantal på 204 ligger væsentligt over den almindelige arbejdstid pr. måned, giver udsendelsen indtryk af, at [Pædagog E] var eneste person, der blev ansat til at hjælpe [Tidligere beboer B]. Det sker navnlig ved udsagnene ”en særlig kontaktperson for at få noget ekstra hjælp”, ”Så kom [Pædagog E]” og ordvekslingen: ”Men var der så andre, der så blev sat på ham for den bevilling?”, hvortil der svares: ”Nej, det har der ikke været. Ikke nogen, der har været [der] primært for ham”. Oplysningen om, at [Pædagog E] maksimalt op-holdt sig sammen med beboeren 26 timer om måneden, og at kommunen om-vendt er blevet faktureret 150 timer (af rammebevillingen på 204 timer), er en oplysning, der er egnet til at påføre klagerne skade af betydning.
[Leder A] har bestridt denne oplysning og meddelt, at det socialpædagogiske arbejde med [Tidligere beboer B] blev udført af flere personer i forening. [Leder A] har videre anført, at det alene er sket i enkeltstående tilfælde, at medarbejdere har udført praktisk arbejde, hvor den unge er udeblevet.
TV 2’s oplysninger er ikke dokumenteret som utvivlsomt rigtige, og klagerne er som udgangspunkt berettiget til at få bragt et genmæle heroverfor. Pressenævnet finder imidlertid, at et genmæle over for disse oplysninger blot ville være en gentagelse af de synspunkter, som [Leder A] fremkom med i nyhedsudsendelsen den 28. november 2011. [Leder A] udtaler således i udsendelsen, at der har været op til otte personer, der har ydet støtte til [Tidligere beboer B].
Pressenævnet finder derfor ikke, at klagerne ikke er berettiget til at få bragt et genmæle vedrørende det håndværksmæssige arbejde og det pædagogiske arbejde med [Tidligere beboer B], jf. medieansvarsloven § 39.
Nævnet finder ikke, at [Leder A] og Plantagen har fået bragt deres kommentarer til, at [Tidligere beboer I] i årene 1999 til 2002 ikke fik den påkrævede hjælp på Plantagen, da medarbejderne anvendte tiden på andre ting end det socialpædagogiske arbejde. Da denne oplysning ikke er dokumenteret som utvivlsomt korrekt, er klagerne som udgangspunkt berettiget til at få bragt et genmæle heroverfor.
Klagers generelle bemærkninger til beskyldningerne fra [Tidligere beboer I] ville imidlertid også være en gentagelse af de synspunkter, som [Leder A] fremkom med i nyhedsudsendelsen den 28. november 2011 og bibringer ikke sagen yderligere, og nævnet finder på denne baggrund ikke tilstrækkeligt grundlag for i det konkrete tilfælde at pålægge offentliggørelse efter medieansvarslovens § 49, jf. § 39.
Plantagen og [Leder A] er herefter ikke berettiget til at få bragt et genmæle.
Berigtigelse
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.7.
I relation til artiklen ”Ansatte skulle renovere leders ejendom” af 28. november 2011 på tv2.dk finder nævnet, at klagernes synspunkter ved at indsætte tv-interviewet til artiklen er bragt på en så fremtrædende måde, som klagerne med rimelighed kunne kræve. For så vidt angår kommentaren indsat til artiklen ”Handicappede [Tidligere beboer B] snydes for kontaktperson” af 30. november 2011 finder Pressenævnet, at det af hensyn til nye læsere var hensigtsmæssigt, at tv2.dk indarbejdede kommentaren i den bragte artikel. Læsere af den oprindelige artikel uden klagers kommentarer kan imidlertid ikke forventes på ny at klikke ind på artiklen og på den måde blive gjort bekendt med tilføjelsen. Disse læsere har således ikke fået tilstrækkelig mulighed for at blive opmærksom på kommentaren, som derfor – i tillæg til artiklen med den indarbejdede rettelse – burde have været bragt særskilt på websitet som en nyhed med samme placering som den oprindelige artikel.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af hjemmesiden tv2.dk at offentliggøre et kendelsesresumé.
Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 12-70-00192.