Sagsnummer: 12-70-00196

Ikke kritik af Ekstra Bladets omtale af trafikuheld. Svigerfaderen til afdød svigersøn havde retlig interesse/klageberettigelse.

Klager – svigerfaderen til sin afdøde svigersøn – klagede over artiklen ”Dødsofre selv skyld i dødsulykke” på ekstrabladet.dk og artiklen ”Vintersol skyld i vinterulykke” i Ekstra Bladet.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:
Det er en betingelse for, at Pressenævnet kan behandle en klage, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet. I tilfælde, hvor den berørte person var død, da omtalen blev offentliggjort, kan en klage efter nævnets praksis under visse omstændigheder indgives af visse nære pårørende, herunder ægtefælle, forældre, børn, børnebørn og søskende.
Klagen angår artiklens omtale af afdøde [Person A]. Klager, [Klager], er ikke selv nævnt direkte eller indirekte i artiklen. Han er svigerfar til [Person A], og nævnet finder derfor, at han i denne situation, er omfattet af den kreds af nære pårørende, der efter nævnets praksis under visse omstændigheder kan klage over omtale af en anden person. Sagen realitetsbehandles herefter.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, ligesom ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises det størst mulige hensyn. Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede. jf. punkt B.1 og B.3.
Pressenævnet finder, at dødsulykken på offentlig vej kan have almen interesse, og Ekstra Bladet har sløret de afdøde, så det kun er personer, der i forvejen har kendskab til sagen, som kan identificere afdøde. Nævnet udtaler ikke kritik af Ekstra Bladet for at omtale forholdet. Nævnet udtaler heller ikke kritik af avisen for at gengive Midt- og Vestjyllands Politiets vurdering. Det fremgår klart af artiklerne, at der var tale om politiets teori på daværende tidspunkt.
Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.7.
Uanset avisen i overskriften ”Dødsofre selv skyld i dødsulykke” måtte have gengivet de faktiske forhold forkert, finder nævnet, at den rette sammenhæng klart fremgik af artiklen. Da Ekstra Bladet tillige har rettet overskriften til ”Dødsoffer selv skyld i dødsulykke”, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af Ekstra Bladet.
Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 12-70-00196.

Del på sociale medier ved at klikke her: