Sagsnummer: 14-70-00724

Usikkerhed om, hvad talskvinde har sagt

Magasinetdoxa.dk skrev ”Dansk talskvinde: Vi bør gribe juridisk ind over for den type henvendelser, som kvinde i viralvideo udsættes for”. Klager føler sig fejlciteret. Pressenævnet finder det uheldigt, at rubrikken er formuleret som et citat, når det nu ikke er det, hun har sagt, men finder ikke tilstrækkelig grund til kritik.

 

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

Pressenævnets kompetence
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at artiklen blev offentliggjort den 3. november 2014 og tilrettet den 4. november 2014. DOXA var på daværende tidspunkt ikke tilmeldt Pressenævnet. DOXA var således ikke underlagt medieansvarslovens ansvarsområde på offentliggørelsestidspunktet.
DOXAs tilmelding i umiddelbar forlængelse af [Klager]s opfordring hertil samt DOXAs rettidigt afgivne høringssvar til Pressenævnet kan imidlertid efter Pressenævnets opfattelse sidestilles med et samtykke til at behandle klagen. Pressenævnet realitetsbehandler derfor klagen.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A.6.

Den første rubrik
Pressenævnet er ikke i besiddelse af en lydfil eller en udskrift af interviewet og kan derfor ikke tage stilling til, hvorvidt [Klager]s udtalelse omhandler mænds henvendelser til kvinder på gaden, eller om udtalelsen vedrører sexchikane generelt. Pressenævnet kan derfor ikke vurdere, hvorvidt gengivelsen af [Klager]s budskab er sket loyalt.
På Pressenævnets opfordring har DOXA endvidere oplyst, at der ikke foreligger en udskrift af interviewet, således at DOXA kunne dokumentere, at spørgsmål og svar fremkom, som DOXA har beskrevet.
Pressenævnet har således ikke mulighed for at vurdere, hvilken af parternes forklaring er den rigtige. Nævnet finder på den baggrund ikke grundlag for at fastslå, at DOXA har tilsidesat god presseskik ved at bruge citatet som sket.

Den anden rubrik
Det fremgår af sagsforløbet, at DOXA i tiden efter artiklens offentliggørelse var i dialog med [Klager] om overskriften. Pressenævnet finder det uheldigt, at rubrikken er formuleret som et citat, når det nu ikke er det, hun har sagt. Nævnet finder dog ikke tilstrækkelig grund til at udtale kritik.

Genmæle
Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Pressenævnet finder ikke, at oplysningerne i de to rubrikker er af en sådan karakter, at de er egnede til at påføre [Klager] økonomisk eller anden skade af betydning, hvorfor hun ikke er berettiget til at få bragt et genmæle.

Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 14-70-00724.

Del på sociale medier ved at klikke her: