Sagsnummer: 16-70-01009

Bornholms Tidendes telefoniske forelæggelse giver ikke kritik

Et forstanderpar klagede over en kritisk omtale i Bornholms Tidende. Forud for offentliggørelsen havde avisen ringet til forstanderen og forelagt ham historien, mens han stod i lufthavnen og var i gang med noget andet. Da vinklen var oplyst for ham, og han ikke udbad sig yderligere svartid, fandt nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere avisens forelæggelse. Nævnet udtalte heller ikke kritik af anvendelsen af anonyme kilder.

 [Viceforstanderen] og [Forstanderen] har klaget over artiklen ”Tidligere og nuværende ansatte om skolen indefra: Højskolen har to ansigter” bragt i Bornholms Tidende den 17. juni 2016, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.

Klagerne har klaget over Bornholms Tidendes brug af anonyme kilder, og at artiklen udstiller og nedgør dem.

1 Sagsfremstilling
Bornholms Tidende bragte den 17. juni 2016 øverst på side 26 artiklen ”Bornholms Højskole skal have ny ledelse til nytår: Forstanderparret stopper”. Af artiklen fremgår følgende:
”HØJSKOLE.
Bornholms Højskole får nyt forstanderpar fra 1. januar.
Forstander [Forstanderen] og hans hustru, viceforstander [Viceforstanderen], går af efter at have ledet skolen i næsten ti år.
Skolens personale blev onsdag informeret om det kommende skifte via mail, og [Forstanderen] bekræfter forstanderparrets afgang til nytår.
– Ja, det er rigtigt nok. Aldersmæssigt har jeg været pensionist i tre år, så det har hele tiden ligget i kortene, at det skulle ske inden for en kortere periode, siger han.
– Helbredet fejler ikke noget, men jeg synes, at det passer godt med, at jeg har været på skolen i næsten ti år – og [Viceforstanderen] i over 30, siger [Forstanderen].

Friluftsfag på vej som fag
Bornholms Højskole havde været igennem stor turbulens, havde dårlig økonomi og var truet af lukning, da [Forstanderen] og [Viceforstanderen] trådte til som forstanderpar i august 2007.
– Det vigtigste, jeg opnåede, var at sikre skolens overlevelse, så den begyndte at tjene penge igen. Vi fik sat en del byggerier og renoveringer i gang, der vil blive ved at præge højskolen de næste fem år. Vi fik også løftet de korte kurser om sommeren op på et højere niveau, siger [Forstanderen].
– Mit primære mål var at få skolen på ret kurs igen. Det var ikke så meget at skabe en ny profil. Fokus blev ved at ligge på de kunstneriske fag, der også vil blive ved at præge skolen, siger han.
[…]

Samme dag bragte avisen nederst på side 26 artiklen ”Forstander afviser ansattes kritik”. Af artiklen fremgår følgende:
”HØJSKOLE.
Forstander [Forstanderen] kan ikke genkende flere nuværende og tidligere ansattes billede af, at Bornholms Højskole har to ansigter: Et udadtil og et andet indadtil.
– Det er da ubehageligt, at nogen tænker sådan, men det kender jeg ikke noget til. Det undrer mig også, at de pågældende ikke henvender sig til mig og fortæller om det, siger han.
Flere ansatte har henvendt sig til skolens ledelse, som har fået at vide, at de ansatte oplever et meget dårligt psykisk arbejdsmiljø. Men de ansatte er blevet afvist af en ledelse, der fortæller, at den ikke har tid til at holde møder, fortæller flere kilder.
Det afviser [Forstanderen] imidlertid.
– Det kender jeg ikke noget til. Jeg har ikke hørt nogen rygter i den retning. Jeg synes, at der er en god samtale mellem ledelsen og lærerne, siger han.

Samtaler er fortrolige
Forstanderen kan heller ikke genkende beskrivelser af, at den, der rejser et problem, selv bliver gjort til problemet – og at kritik er blevet mødt med kammeratlige samtaler og enkelte trusler om fyring:
– Det kan jeg slet ikke genkende. Slet ikke. Men det er da ubehageligt, hvis nogen opfatter det sådan, siger [Forstanderen].
– De samtaler, jeg har med folk, er fortrolige. Hvad der kommer frem her er en sag mellem mig og de pågældende. Jeg synes bare ikke, at jeg har nogen viden om, at nogen skulle have henvendt sig. Og hvis jeg havde, ville jeg heller ikke fortælle det, siger han.
[Forstanderen] afviser også, at kritiske medarbejdere skulle være blevet mødt med kommentarer om fyring.
– Jeg har slet ikke mulighed for at fyre folk, for det har kun bestyrelsen. Men der vil da altid være konflikter på en arbejdsplads. Det har bare ikke haft at gøre med fyringstrusler, siger han.
Omkring Arbejdstilsynets besøg i februar hæfter [Forstanderen] sig ved, at Arbejdstilsynet ikke havde nogen kritiske kommentarer efter at have talt med både skolens ledelse og dens sikkerhedsrepræsentant.
Forstanderen afviser tilsvarende, at han ønsker at gå af før generalforsamlingen næste forår, hvor flere ansatte venter, at dramatikken fra årets generalforsamling let kan eskalere.
– Det har ikke spillet ind. Og det kan da næsten tvinge mig til at fortsætte, hvis nogen har tanker i den retning, siger [Forstanderen].”

Endelig bragte avisen samme dag øverst på side 27 artiklen ”Tidligere og nuværende ansatte om skolen indefra: Højskolen har to ansigter”. Af artiklen fremgår følgende:
”HØJSKOLE.
Forstanderparret [Forstanderen] og [Viceforstanderen] har i over ni år været Bornholms Højskoles ansigter over for offentligheden. Men også på en anden måde har højskolen to ansigter.
For Bornholms Højskole er én ting udadtil og noget ganske andet indadtil. Offentlighedens billede af højskolen og dens forstanderpar er et glansbillede, der ikke har noget at gøre med, hvad personalet oplever.
Det fortæller flere nuværende og tidligere ansatte uafhængigt af hinanden til Bornholms Tidende. De beretter, at højskoleånden er død, at det psykiske arbejdsmiljø på skolen er elendigt, at uenighed med ledelsen er blevet mødt med fyringstrusler, og at der ikke er noget reelt samarbejde mellem personalet og forstanderparret.
– Udadtil står de som det hyggelige forstanderpar på en skole, hvor højskoleånden lever. Indadtil styrer de med hård hånd og ufine tricks, siger en af skolens nuværende ansatte.
– Det er vigtigt, at skolen kommer til at blive en højskole igen. Det har den ikke været de seneste ni år. Det har været [Forstanderen]s og [Viceforstanderen]s skole.
– Det var som at få taget tonsvis af tryk af skuldrene, da jeg fik det at vide. Det var en helt enorm lettelse. Jeg håber virkelig, at der kommer et højskolemenneske nu.
– Jeg tror, at alle er lettede over, at de går. For de ansatte har det været et stort pres, at man ikke kan komme i dialog med dem. Beskeden har været: ”Vi vil ikke bruge tid på møder.”

Tre mulige grunde til afgang
De nuværende og tidligere ansatte, som Bornholms Tidende har talt med, fortæller samstemmende, at der i deres øjne er tre grunde til, at forstanderparret nu går.
For det første har forstander [Forstanderen] længe gerne villet stoppe. Men det har viceforstander [Viceforstanderen] ikke villet. Kun derfor blev parrets beslutning først meddelt nu, siger Bornholms Tidendes kilder.
For det andet mener flere kilder, at forstanderparret mærker jorden brænde under sig. Arbejdstilsynet besøgte skolen i februar, hvor omkring 12 ansatte fik lejlighed til at fortælle om deres syn på højskolens psykiske arbejdsmiljø. Selv om højskolen ikke modtog noget påbud, varslede Arbejdstilsynet, at man ville vende tilbage til efteråret.
– Hvis Arbejdstilsynet ikke havde gjort det, ville jeg have anket deres beslutning. Arbejdstilsynets fokus på skolen kunne meget vel være endnu en grund til, at de stopper, fortæller en af skolens nuværende ansatte.
– Flere lærere har henvendt sig til [Forstanderen] med kommentarer som, ”hvordan kan du sige, at der ikke er arbejdsmiljøsager efter hvad du og jeg har talt om?”. Øjensynligt opfatter han, at det kun er ham, der har det samlede billede, og derved kan han over for hver enkelt antyde, at der kun er den ene sag, siger en tidligere ansat.
For det tredje imødeser flere af skolens ansatte, hvad en kilde kalder ”et kæmpe opgør” på næste års generalforsamling.
Optakten hertil kom under årets generalforsamling den 18. april, hvor [Forstanderen] satte sit job som forstander ind på, at [Person A] fra Gudhjem skulle ud af bestyrelsen.
– Det var den samme måde, som forstanderparret har behandlet personalet på de seneste ni år, fortæller denne kilde.
Forstander [Forstanderen] beskrives som på samme tid mild og rund – og optaget af at ville bestemme. Uenighed med ledelsen er flere gange blevet mødt med kammeratlige samtaler, erfarer Bornholms Tidende.

Magt og opmærksomhed
– Det har accelereret i de sidste par år: Den, der tager et problem op, bliver selv gjort til problemet, siger en kilde.
– Der har ikke været tale om ledelse. Forstanderparret har villet bestemme, mens personalet havde ansvaret: Hvis noget gik galt, var det vores skyld.
Højskolens personale er blevet indkaldt til møde med skolens bestyrelse senere i juni. Her vil ønsker for højskolens fremtid kunne komme på bordet, men ikke alle ansatte har den store tiltro til, at personalet reelt vil blive hørt.
– Jeg regner da med, at bestyrelsen gerne vil have input fra personalet. Men jeg kender også [Viceforstanderen] og [Forstanderen] godt nok til at vide, at de vil prøve at sørge for, at personalet bliver hørt så lidt som muligt, siger en kilde.”

2 Parternes synspunkter
2.1 Klagernes synspunkter
Klagerne har anført, at Bornholms Tidende på et udokumenteret grundlag beskriver og nedgør dem.

– Privatlivets fred
Bornholms Tidendes annoncering af klagernes afgang som forstandere på højskolen – før de offentligt havde annonceret deres afgang – er uacceptabel og uforståelig, da klagerne som forstandere for højskolen altid har gjort sig umage for at orientere hele den bornholmske presse samtidig om nyheder på højskolen.
Klagerne forstår ikke formålet med at bringe den påklagede artikel, som har sat højskolens eksistens på spil, og som har ramt klagerne hårdt psykisk. Som følge af artiklen vil det både være svært at finde et nyt forstanderpar og at finde fonde, som vil støtte højskolen økonomisk.

– Anonyme kilder og angreb og svar
Klagerne har klaget over anvendelsen af anonyme kilder i form af nuværende og tidligere ansatte. Alle skolens ansatte gik rundt og mistænkte hinanden for at være de anonyme ansatte. [Forstanderen] fornemmede ved journalistens henvendelse, at hele sagen stammede fra et tidligere bestyrelsesmedlem, [Person A], der som den eneste er nævnt i artiklen, og som på de sociale medier fremstår som tidligere ansat lærer på Bornholms Højskole. Han har imidlertid været tidligere elev og efterfølgende bestyrelsesmedlem. Han har aldrig været ansat som lærer. Der har tidligere været uoverensstemmelser, hvorfor [Person A] ikke blev genvalgt som bestyrelsesmedlem.
Klagerne har anført, at der ikke er foretaget de nødvendige undersøgelser på højskolen for at kunne skrive den pågældende artikel. Journalisten bag artiklen har aldrig været på højskolen og har heller ikke stillet spørgsmål til højskolens arbejdsmiljørepræsentant. Højskolen har ikke modtaget noget påbud fra Arbejdstilsynet, som i øvrigt er kommet på højskolen rutinemæssigt.

– Forelæggelse
Det gøres herudover gældende, at journalistens forelæggelse af beskyldningerne fra de anonyme tidligere og nuværende ansatte på højskolen er kritisabel. [Forstanderen] blev kontaktet, mens han stod i Bornholms Lufthavn i en anden forbindelse. Journalisten læste op af sine notater og bad klager kommentere den ene anonyme påstand efter den anden. Klager undrede sig over, at journalisten var bekendt med, at han et par dage forinden havde meddelt skolens medarbejdere, at klagerne ville stoppe som forstanderpar ved årets udgang. [Forstanderen] ønskede ikke at kommentere journalistens mundtligt og anonymt fremførte påstande.
Det havde været rimeligt, om journalisten havde fremlagt et skriftligt oplæg til artiklen, hvis avisen forventede at få retvisende og uddybende kommentarer fra den anklagede part.
Chefredaktøren mente i en samtale på skolen den 21. juni 2016, at klagerne bare kunne tage til genmæle. Det er imidlertid ikke så enkelt, da de som ledere er bundet af tavshedspligt.

2.2 Bornholms Tidendes synspunkter
– Privatlivets fred
Bornholms Tidende har anført, at historien i artiklen er sandfærdig, velunderbygget og væsentlig. Artiklerne har ikke haft til formål at ødelægge højskolens succes, og Bornholms Tidende har også tidligere skrevet positive historier om højskolen.

– Anonyme kilder og angreb og svar
Bornholms Tidende har afvist, at brugen af anonyme kilder i sig selv er et brud på de vejledende regler for god presseskik. Selvom brug af anonyme kilder ikke er en ideel metode, er det i nogle tilfælde nødvendigt for at bringe informationer frem om væsentlige forhold, der er af offentlighedens interesse. Det er tilfældet i den sag, som de påklagede artikler omhandler.
Avisen har bestridt, at journalisten ikke har foretaget de nødvendige undersøgelser som grundlag for at skrive artiklen. Den pågældende journalist har talt med fire uafhængige kilder, der har et nært og årelangt kendskab til højskolens forhold.

– Forelæggelse
Det afvises, at artiklen er sat op på en krænkende måde i forhold til klagerne. Dækningen af sagen er opdelt i tre artikler, hvoraf hovedhistorien er en nøgtern gennemgang af klagernes beslutning om at stoppe som forstanderpar på højskolen. Klagerne får i den forbindelse rig adgang til at opregne de ydre resultater, som de har stået i spidsen for, herunder at sikre højskolen en bedre økonomi.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse:
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.

God presseskik
– Privatlivets fred
[Viceforstanderen] og [Forstanderen] har klaget over, at deres afgang er omtalt, før de selv har haft lejlighed til at fortælle det.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1.
På baggrund af, at skolens personale onsdag den 15. juni 2016 modtog en mail, hvoraf det fremgik, at forstanderparret stoppede på skolen ved årets udgang, finder Pressenævnet ikke, at der er et sådan hensyn til klagernes privatliv, at Bornholms Tidende ikke kunne offentliggøre oplysningen. Nævnet udtaler ikke kritik heraf.

– Anonyme kritik og angreb og svar
Forstanderparret [Viceforstanderen] og [Forstanderen] har klaget over, at der i Bornholms Tidende er bragt en række citater fra anonyme tidligere og nuværende ansatte på højskolen samt citater fra et tidligere navngivent bestyrelsesmedlem, ligesom artiklen udstiller dem på et udokumenteret grundlag.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde. Dette gælder i særlig grad krænkende eller skadelige udsagn, jf. punkterne A.1, A.2 og A.4.
Pressenævnet finder som udgangspunkt ikke grundlag for at kritisere anvendelsen af anonyme kilder generelt. Kildernes ønske om ikke at ville lægge navn til udtalelserne gav imidlertid Bornholms Tidende anledning til at være særlig opmærksom på at kontrollere grundlaget og rigtigheden af deres oplysninger.
Pressenævnet finder videre, at Bornholms Tidende burde være særlig opmærksom på at kontrollere oplysningerne fra det tidligere bestyrelsesmedlem på skolen, [Person A], der på generalforsamlingen 18. april 2016 ikke blev genvalgt, da [Forstanderen] så ville opsige sin stilling. Det fremgår imidlertid klart af Bornholms Tidendes artikler, at [Person A]s udtalelser kan være farvet af personlig interesse.
Det fremgår af artiklen, at [Forstanderen] havde nogen opbakning på generalforsamlingen, og at der er forskellige meninger om navnlig forstanderen.
Det fremgår videre af omtalen, at [Forstanderen] tilbageviser angrebene om et dårligt arbejdsmiljø, blandt andet er han citeret for at sige, at ”jeg synes, at der er en god samtale mellem ledelsen og lærerne”.
Pressenævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at Bornholms Tidende har undladt at udvise den fornødne kildekritik over for de anonyme kilder eller [Person A], ligesom forstanderens svar på angrebene om arbejdsmiljøet fremgår af artiklen. Nævnet udtaler ikke kritik.

– Forelæggelse
Forstanderparret har klaget over avisens forelæggelse, herunder navnlig at [Forstanderen] blev ringet op og stillet spørgsmål, mens han var i lufthavnen i færd med andre ting.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare, jf. punkt A.3.
Pressenævnet finder, at artiklerne indeholder oplysninger om klagernes ledelse af skolen og dens ansatte, der kan være krænkende og skadelige. Oplysningerne skulle derfor forelægges for klagerne inden offentliggørelsen med en rimelig svarfrist.
På baggrund af det til sagen oplyste, lægger Pressenævnet til grund, at [Forstanderen] ved Bornholms Tidendes telefoniske forelæggelse må have været klar over vinklen i Bornholms Tidendes artikler. Efter det oplyste udbad [Forstanderen] sig heller ikke yderligere svartid, selvom han var i gang med andre aktiviteter på tidspunktet for forelæggelsen. Pressenævnet finder herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere forelæggelsen for klagerne. Pressenævnet bemærker, at klagernes synspunkter og svar på kritikken er afspejlet i artiklen ”Forstander afviser ansattes kritik”.

Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik af Bornholms Tidende.
Afgjort den 24. oktober 2016

Del på sociale medier ved at klikke her: