Pressenævnet finder, at Ugeavisen Øboen ikke overskred redigeringsretten ved at undlade at bringe klagers indlæg nr. 2 som svar på et andet indlæg.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over Ugeavisen Øboens afslag på at bringe hans læserbrev ”Anonyme læserbreve i Øboen” af 10. august 2016 som et svar til et læserbrev 9. august 2016 i ugeavisen nr. 32. [Klager] mener herved, at god presseskik er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
Ugeavisen Øboen nr. 31 bragte den 2. august 2016 [Klager]s læserbrev ”En dyster fremtid” om flygtningesituationen i Danmark.
Den 9. august 2016 bragte ugeavisen i nr. 32 et anonymt læserbrev under overskriften ”Populisme, frygt og nationalromantik”. Af læserbrevet fremgår blandt andet følgende:
”Jeg har med hovedrysten læst [Klager]s indlæg ”En dyster fremtid” i Øboens udgave 2. august. […]
[Klager]s sarkastiske bemærkninger om ”de unge utilpassede fra lande lysår fra vores” og ”tabere, der er henvist til de nederste sociale lag”, får mig til at sammenligne med situationen for de flere hundrede tusinde danskere, der i det 19. og 20. århundrede udvandrede til Nord- og Sydamerika. […] At deres rejse ikke endte i ”guld og grønne skove”, og at kriminaliteten florerede de steder, hvor de fattige og uintegrerede indvandrere samledes, er vel næppe ukendt for [Klager]. […]
[Klager]s ”analyse” af situationen i Tyskland og ikke mindst hans påstande om Angela Merkels politiske bevæggrunde minder om de groteske klicheer, det højrepopulistiske parti Alternative für Deutschland (AfD) fremturer med. Lad os i den forbindelse dog ikke glemme, at fundamentalisme findes inden for alle religioner, og jeg vil foreslå [Klager] at læse det interview, pave Franciscus gav den 31. juli i flyet på vej tilbage til Rom efter Verdensungdomsdagene i Krakow. […]”
Den 10. august 2016 anmodede [Klager] Ugeavisen Øboen om at få optaget sit læserbrev ”Anonyme læserbreve i ØBOEN”, hvoraf følgende fremgår:
”Redaktør [Redaktøren] ([Redaktørens initialer]) har altid haft travlt med at nærlæse mine læserbreve, for han går op i injurier uden at vide ret meget om det juridisk. Men han har ikke set, at ØBOEN den 9. aug. bringer et anonymt læserbrev vendt mod mig. Ud over den anonyme brevskriver giver mig ret i, at den nuværende situation med vold og terror er skrækkelig, vil jeg ikke bruge tid på at svare på hans vås – noget virkeligheden for længst har overhalet.
Om det er [Redaktørens initialer], der er den anonyme forfatter, ved kun han, og det kan han passende svare mig og læserne på næste i næste ØBOEN! ”
I ugeavisen nr. 33 den 16. august 2016 blev læserbrevet ”Populisme, frygt og nationalromantik” genoptrykt med angivelse af skribentens navn samt ugeavisens kommentar:
”Ved en fejl fra redaktionens side manglede afsenderens navn og adresse i dette læserbrev i sidste uges ØBOEN. Derfor bringer vi indlægget igen. ”.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
[Klager] har til støtte for klagen blandt andet anført, at han ønsker sine bemærkninger til det anonyme læserbrev bragt i avisen. Ugeavisen havde ikke behøvet at genoptrykke hele læserbrevet den 16. august 2016, men kunne blot have nævnt skribentens navn og adresse.
2.2 Ugeavisen Øboens synspunkter
Ugeavisen Øboen har ved mail af 10. august 2016 anført, at navnet på læserbrevsskribenten den 9. august 2016 ikke var kommet med på grund af en ombrydningsfejl fra avisens side. Ugeavisen Øboen bringer ellers aldrig anonyme læserbreve. Derfor blev læserbrevet ”Populisme, frygt og nationalromantik” genoptrykt. Ugeavisen Øboen har derfor afvist at bringe [Klager]s læserbrev.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse:
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Christian Jensen, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen.
[Klager] har klaget over, at Ugeavisen Øboen ikke vil bringe hans fremsendte indlæg som svar på et læserbrev i ugeavisen nr. 32. Læserbrevet i nr. 32 kommenterer et læserbrev, som [Klager] fik optaget i ugeavisen nr. 31.
I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren som udgangspunkt berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i avisen.
Under henvisning til, at indholdet af det indlæg af 10. august 2016, som [Klager] ønsker bragt i ugeavisen, navnlig indeholder kommentarer til avisens håndtering i forbindelse med offentliggørelsen af et anonymt læserbrev den 9. august 2016, finder Pressenævnet, at Ugeavisen Øboen ikke har overskredet de vide rammer for redigering af mediet. Pressenævnet udtaler derfor ikke kritik af, at Ugeavisen Øboen ikke vil bringe [Klager]s indlæg. Det bemærkes, at det anonyme læserbrev blev genoptrykt med skribentens navn den 16. august 2016.
Afgjort den 15. september 2016.