En person klagede over Sjællandske Mediers omtale af en straffesag, hvor han blev dømt for trusler om vold mod to betjente i en parkeringskælder. Personen klagede blandt over, at artiklen indeholdt ukorrekte oplysninger, og at han via artiklens oplysninger kunne identificeres. Sjællandske Medier havde af egen drift berigtiget en række oplysninger i artiklen. Pressenævnet fandt, at artiklens oplysninger ikke kunne tjene til identificering af klager. Nævnet fandt desuden, at det havde været hensigtsmæssigt, såfremt Sjællandske Medier i den oprindelige artikel havde beskrevet forløbet mere præcist, men fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik heraf.
Sagsnummer: 2018-80-0166