DR bragte i januar 2022 et indslag i TV Avisen om et tysk vandinitiativ og grundvandsbeskyttelse i Danmark, hvor der blev foretaget en sammenkobling af dansk og tysk drikkevand, herunder i forhold til vandkvaliteten og regelgrundlaget herfor. Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer klagede til Pressenævnet og henviste blandt andet til, at indslaget indeholdt ukorrekte oplysninger, og at DR ikke havde foretaget en tilstrækkelig berigtigelse. Landbrug & Fødevarer var ikke omtalt i indslaget og havde derfor ikke retlig interesse. Pressenævnet fandt, henset til omtalens indhold og karakter, at Landbrug & Fødevarer ikke havde en sådan interesse i sagen, at der var grundlag for at behandle klagen i forhold til Landbrug & Fødevarer, uanset den manglende retlige interesse.