Vejle Amts Folkeblad omtalte i april måned i to artikler uoverensstemmelser i en lokal handelsforening. Avisen bragte i den forbindelse en overskrift om, at formanden for foreningen var blevet truet, og at et medlem af foreningen havde fået et rødt kort. Et af de omtalte medlemmer af foreningen klagede til Pressenævnet over, at overskriften var misvisende, og at avisen havde redigeret i en pressemeddelelse, som hun havde sendt til avisen. Pressenævnet fandt, at der var dækning for overskriften, og at mediets redigering af pressemeddelelsen lå inden for redigeringsretten, og udtalte ikke kritik.