TV 2 bragte i maj 2022 en udsendelse og artikel om et ægtepar, som bliver udsat for chikane og stalking. Udsendelsen indeholder blandt andet interviewoptagelser af ægteparret og beboere i området, samt parrets egne videooptagelser. Parret havde inden offentliggørelse af udsendelsen underskrevet en ”medvirkendekontrakt”, hvor der blev aftalt ret til gennemsyn. Det omtalte par klagede til Pressenævnet blandt andet over, at TV 2 ikke havde overholdt aftalen om medvirken med dem, idet de ikke fik udsendelsen til gennemsyn inden offentliggørelsen, og at en kommende principiel retssag skulle indgå i udsendelsen. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at parret havde fået rimelig tid og fornøden mulighed for at deltage i et gennemsyn af udsendelsen forud for offentliggørelsen, og at det ikke var dokumenteret over for nævnet, at parternes aftale om, at parret ville få udsendelsen til gennemsyn, ligeledes indebar en ret for parret til at betinge, at offentliggørelsen af udsendelsen skulle afvente en afgørelse i parrets retssag.