Sagsnummer: 2025-00716

DR får ikke kritik for at afvise sletning og anonymisering

DR bragte i januar 2024 en artikel om, at der havde været uroligheder i forbindelse med demonstration. Af artiklen fremgik også en video fra demonstrationen, som viste noget postyr mellem nogle demonstranter, hvor en person hev et skilt ud af hænderne på en anden demonstrant. Personen, der havde taget skiltet fra den anden person, klagede herefter til Pressenævnet over, at DR havde afvist at anonymisere eller slette artiklen, hvori videoen indgik. Nævnet fandt efter en samlet vurdering ikke grundlag for at kritisere DR for at afvise at slette eller anonymisere artiklen. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at optagelserne var fra en offentlig demonstration, og at det, der blev vist på optagelsen, ikke var af en sådan karakter, at det kunne anses for særligt belastende eller krænkende for klager. Endelig lagde nævnet vægt på, at klager offentligt havde tilkendegivet i et debatindlæg med ham som afsender, at han var den person, der ses tage skiltet fra en anden demonstrant i videooptagelsen.

Hele kendelsen i pdf kan hentes her

Del på sociale medier ved at klikke her: