B.T. bragte i efteråret 2025 en artikel om en debat mellem blandt andet B.T.s debatredaktør og en tidligere imam. Emnet for debatten var, at en U12-fodboldkamp mellem en jødisk fodboldklub og en anden københavnsk fodboldklub var blevet aflyst på grund af frygt for uro og demonstrationer.
Den tidligere imam klagede til Pressenævnet over, at B.T. bragte en ukorrekt henvisning på forsiden af bt.dk samt et opslag på B.T.s Facebook-side og over, at B.T. ikke havde berigtiget dette tilstrækkeligt. Af forsidehenvisningen på bt.dk fremgik: ”[TIDLIGERE] IMAM RASENDE I STUDIET: ’Jeg gider f*cking ikke!’ på bt.dk, mens Facebook-opslaget med henvisning til artiklen indeholdt et portrætbillede af den tidligere imam og teksten ”Bliver vred i heftig debat: ”Jeg gider det fucking ik’!”. Det fremgik af artiklen, at det var B.T.s debatredaktør, der havde fremsat den citerede udtalelse. Pressenævnet fandt, at forsidehenvisningen på bt.dk samt Facebook-opslaget klart efterlod læseren med et indtryk af, at det var den tidligere imam, der var fremkommet med den citerede udtalelse, og nævnet udtalte på denne baggrund kritik af disse forhold. Nævnet fandt efter en konkret vurdering ikke grundlag for at kritisere B.T. for utilstrækkelig berigtigelse.
Sagsnummer: 2025-11689