Ekstra Bladet bragte i august 2025 et interview med en tidligere ministers mor, som udtalte sig kritisk om ham i forbindelse med en straffesag mod ham og blandt andet kaldte hans forklaring for ”opdigtet”. I artiklerne havde Ekstra Bladet gengivet et forkortet skriftligt svar fra den tidligere minister og hans søstre. Den omtalte tidligere minister klagede til Pressenævnet blandt andet over, at Ekstra Bladet ikke havde bragt hans skriftlige svar i sin helhed. Pressenævnet kritiserede Ekstra Bladet for udeladelsen af væsentlige oplysninger fra svaret og lagde blandt andet vægt på, at artiklen var bragt kort inden retsmødet i straffesagen, hvilket i den konkrete situation udgjorde en skærpende omstændighed. Nævnet udtalte ikke kritik af de øvrige klagepunkter.
Sagsnummer: 2025-10228