Fyens Stiftstidende omtalte i en artikel i juni 2025 et cateringsfirmas manglende levering af mad til et bryllup. En af personerne bag cateringfirmaet klagede til Pressenævnet blandt andet over, at han ikke i tilstrækkelig grad eller i rimelig tid var blevet forelagt artiklens oplysninger. Nævnet fandt, at Fyens Stiftstidende i tilstrækkeligt omfang og i rimelig tid havde gjort klageren bekendt med kritikpunkterne i artiklen, og at han havde fået fornøden mulighed for at kommentere disse. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at Fyens Stiftstidendes henvendelse havde en karakter, som det for klageren burde være muligt at besvare uden længere forberedelsestid, og at klageren måtte være vidende om, at mediet havde en snarlig offentliggørelse henset til den forudgående korrespondance.
Sagsnummer: 2025-08130