Redigering af debatindlæg – uddrag af årsberetning 1993

Redigering af debatindlæg

Nævnets kendelse af 12. november 1993 i sag nr. 72/1993, der er refereret s. 48, giver nævnet anledning til nogle supplerende bemærkninger af generel karakter vedrørende redaktioners ændringer i læserbreves og debatindlægs indhold.
Nævnet er enig med bladets redaktør i, at et massemedie har ret til som led i den redaktionelle proces at forkorte manuskripter til læserbreve og debatindlæg, såfremt skribentens opfattelse trods sådanne forkortelser fortsat fremstår som uforvansket.
Nævnet finder, at klager af denne art ofte vil kunne afgøres forligsmæssigt mellem parterne, og har intet imod, at en sådan ordning søges gennemført på massemediets initiativ, før sagen tilbagesendes til Pressenævnet. Nævnet vil herefter ikke have anledning til at udtale kritik i sagen, jf. medieansvarslovens § 48.

Del på sociale medier ved at klikke her: