Ekstra Bladet skrev artiklen ”DR-profil snydt af tiltalt storfallent”. Af manchetten fremgik det dog, at der var tale om, at hun blev ”snydt” af et anpartsselskab med tilknytning til ”storfallenten”. Artiklen handler om en rådgiver, som aldrig fik honorar for sit arbejde og endte med at trække arbejdsgiveren i retten. Pressenævnet finder det uheldigt, at overskriften må læses som om, det var klager personligt, som ”snød” hende, men udtaler ikke kritik, fordi den rette sammenhæng fremgik af manchetten, sammenholdt med at en misforståelse af overskriften blev imødegået i selve artiklen.