Kendelser

Sagsnummer: 2024-05818

Sjællandske Nyheder får kritik for manglende forelæggelse

I en artikel bragt i marts 2024 omtalte Sjællandske Nyheder to brødres udlejning af deres barndomshjem. Det fremgik af artiklen, at lejerne havde misligholdt ejendommen, og at det tydede på, at lejerne havde dyrket hash i ejendommen. Lejerne havde på tidspunktet for artiklens offentliggørelse navne- og adressebeskyttelse, og Sjællandske Nyheder kunne derfor ikke få kontaktoplysninger på dem via folkeregisteret. De omtalte lejere klagede til Pressenævnet over, at de ikke var blevet forelagt oplysningerne inden offentliggørelsen. Pressenævnet kritiserede Sjællandske Nyheder for den manglende forelæggelse, da Sjællandske Nyheder ikke havde dokumenteret, at mediet foretog sig tilstrækkeligt for at opnå kontakt til lejerne inden offentliggørelsen af artiklen, og at Sjællandske Nyheder på anden vis burde have forelagt oplysningerne for lejerne.

Sagsnummer: 2024-08087

Ikke kritik af Sjællandske Medier for omtale af sigtelse

Sjællandske Medier omtalte i juni måned, at brandvæsenet og politiet var rykket ud til en adresse, som grænsede op til en minigolfbane. Personen, der boede på den omtalte adresse, klagede til Pressenævnet over blandt andet, at omtalen indeholdt ukorrekt information, herunder omtale af en sigtelse, og at han var blevet fejlciteret. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere mediet og lagde vægt på, at oplysningen om sigtelsen kom fra en troværdig kilde, nemlig politiet. Der var mellem parterne uenighed om, hvorvidt klager var citeret korrekt i artiklen, og nævnet kunne ikke tage stilling til, hvilken forklaring der var den rigtige. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at klagers udtalelse ikke var gengivet som direkte citater, ligesom han var kommet til orde.

Sagsnummer: 2024-06371

DR får ikke kritik for omtale af ankesag

DR bragte i maj 2024 en artikel med DRs lytternes og seernes redaktørs resumé om DRs overholdelse af DRs etiske retningslinjer i en konkret sag. Brugeren i den omtalte sag klagede til Pressenævnet over, at DR havde udeladt oplysninger i artiklen om, at han havde klaget til Folketingets Ombudsmand over DRs interne håndtering af klagesagen, og at han havde indsendt krav om ansættelsesretlige sanktioner mod DRs medarbejdere og DRs generaldirektør. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at det i omtalen var korrekt gengivet, at brugeren ikke fik medhold i sin klage, og at DR efter brugerens opfattelse havde udeladt relevante oplysninger i DRs artikel.

Sagsnummer: 2024-03074

Kritik af Berlingske for utilstrækkelig forelæggelse

Berlingske omtalte i februar måned forholdene på en skole i København. En forælder kritiserede i et interview en række forhold på skolen, herunder skolens økonomi, hvor det blev omtalt, at der var ”økonomisk rod” på skolen, og at skolen havde ”millionunderskud”. Forvaltningen og skolelederen klagede til Pressenævnet over blandt andet utilstrækkelig forelæggelse. Nævnet fandt, at forvaltningen ved parternes korrespondance forud for offentliggørelsen havde fået forelagt kernen i kritikken, og at forvaltningen havde accepteret, at forelæggelse alene skulle ske til skolelederen. Nævnet fandt, at den forelæggelse, der havde fundet sted over for skolelederen, var utilstrækkelig, da de konkrete beskyldninger om skolens økonomi ikke var forelagt for ham.

Sagsnummer: 2024-07032

Fredericia Dagblad får ikke kritik for overskrift

I maj bragte Fredericia Dagblad en artikel med omtale af en trafikulykke, hvor en buschauffør havde påkørt en kvinde, som efterfølgende døde af sine kvæstelser. Buschaufføren klagede til Pressenævnet over blandt andet, at artiklens overskrift var ukorrekt og misvisende. Pressenævnet udtalte ikke kritik af Fredericia Dagblad henset til, at overskriften havde dækning i artiklens brødtekst og ikke gav et ukorrekt indtryk af buschaufførens situation.

Sagsnummer: 2024-06810

Ekstra Bladet får ikke kritik for omtale af flytteforretning

Ekstra Bladet bragte i maj en artikel med omtale af en flytteforretnings salg af en kundes ejendele på en ansats Facebook-profil. Ejeren af flytteforretningen og den ansatte klagede til Pressenævnet over blandt andet, at Ekstra Bladet ikke havde kontaktet den ansatte forud for artiklens offentliggørelse. Pressenævnet fandt, at omtalen indeholdt oplysninger, der kunne anses for skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for den ansatte. Nævnet fandt imidlertid, at ejeren, der tillige var den ansattes ægtefælle, var kommet til orde i artiklen og havde forholdt sig til den ansattes salg af kundens ejendele. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.

Sagsnummer: 2024-06441

Solidaritet får ikke kritik for omtale af besøg ved teltlejr

I en artikel bragt i maj 2024 omtalte Solidaritet en protest ved Københavns Universitet, hvor en bevægelse havde slået en teltlejr op. Artiklen indeholdt et interview med talspersonen for bevægelsen, og det fremgik blandt andet af omtalen, at en person, som besøgte teltlejren, gik rundt og filmede og prøvede at provokere. Den omtalte person klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt ukorrekte og agtelsesforringende oplysninger, som han ikke blev forelagt. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at udsagnene klart fremstod som talspersonens subjektive vurdering, der udtalte sig om sin oplevelse af personens handlinger under besøget ved den omtalte teltlejr.

Sagsnummer: 2024-10174

Fyens Stiftstidende får ikke kritik for at afvise sletning af artikel

En person klagede til Pressenævnet over, at Fyens Stiftstidende havde afvist at slette eller afindeksere en artikel bragt i 2013. Artiklen indeholdt omtale af personens dom for smugling af narkotika. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af Fyens Stiftstidende. Nævnet lagde vægt på sagens karakter og alvor sammenholdt med den tid, der var gået.

Sagsnummer: 2024-02405

Ikke kritik af Børsen for omtale af danskers involvering i sundhedsklinik

Børsen omtalte i en artikelserie i november 2023, at en navngiven dansker, som tidligere havde varetaget offentlige hverv i Danmark, havde været involveret i en sundhedsklinik på Cypern. Artikelserien omtalte blandt andet, at sundhedsklinikken havde behandlet patienter med stamceller uden at have de fornødne tilladelser til dette. Den omtalte person klagede til Pressenævnet over blandt andet, at artiklerne indeholdt ukorrekt information, at overskrifterne var misvisende, at angreb og svar ikke var bragt i sammenhæng, at avisen ikke havde udvist tilstrækkelig kildekritik samt over den stregtegning, avisen havde bragt som illustration. Pressenævnet fandt, at formuleringen af overskriften lå inden for mediets redigeringsret og fandt i øvrigt ikke anledning til at kritisere omtalen. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at den omtalte person havde haft en ikke ubetydelig rolle i den omtalte klinik, og at han var kommet tilstrækkeligt til orde i sammenhængen. Nævnet fandt endvidere, at brugen af stregtegningen lå inden for mediets redigeringsret.

Sagsnummer: 2024-03238

TV 2 får ikke kritik for brug af skjulte optagelser

TV 2 bragte i september 2023 en udsendelse i programserien ”Den bitre smag af Michelin”, som omhandlede arbejdsmiljøet på en række anerkendte restauranter i Danmark. I udsendelsen afdækkede TV 2 problematiske arbejdsforhold for de ansatte, arbejdsvilkårene for udenlandske ansatte og tonen på arbejdspladsen, og der indgik skjulte optagelser inde fra en af restauranterne foretaget af TV 2s muldvarp, som var ansat som tjener hos restauranten. Restauranten klagede til Pressenævnet blandt andet over TV 2s brug af skjulte optagelser. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at det har klar samfundsmæssig interesse at belyse arbejdsmiljøet i restaurationsbranchen, at optagelserne belyste arbejdsforholdene og arbejdskulturen hos restauranten, herunder ejernes adfærd og håndtering i deres erhvervsmæssige virke, og at ejerne af restauranten alene optrådte på optagelserne i arbejdsmæssige situationer.

Sagsnummer: 2024-05334

Avisen.nu får kritik for manglende forelæggelse

Avisen.nu bragte i februar en artikel om en forening og dennes stifter, herunder med oplysning om, at foreningens stifter var blevet anmeldt til diverse myndigheder af hans ekskærester, og med udtalelser fra stifteren herom. Ekskæresterne klagede til Pressenævnet over blandt andet, at de ikke havde fået mulighed for at kommentere omtalen. Pressenævnet fandt, at omtalen havde en sådan faktisk og krænkende karakter, at ekskæresterne burde være forelagt omtalen, så de havde haft mulighed for at besvare omtalen i den sammenhæng, den blev bragt. Nævnet udtalte herefter kritik.

Sagsnummer: 2024-05566

Ikke kritik af Sjællandske Medier for omtale og vinkling

Sjællandske Medier omtalte i marts måned sæsonåbningen af en minigolfbane. Omstændighederne omkring etableringen af minigolfbanen, herunder naboens reaktioner herpå, havde tidligere været omtalt i mediet. I artiklen var det omtalt, at naboen havde anmeldt en demonstration mod minigolfbanen på dagen for sæsonåbningen, og naboens utilfredshed med minigolfbanen var gentaget. Den i artiklen omtalte nabo klagede til Pressenævnet over blandt andet vinklingen, og at mediet ikke ville bringe hans side af historien. Nævnet fandt, at naboen ved sine handlinger selv havde forhindret, at mediet kunne efterprøve de bragte oplysninger ved forelæggelse for ham. Nævnet udtalte ikke kritik.

Sagsnummer: 2024-05513

Sjællandske Nyheder får kritik for at offentliggøre navnet på en dømt person

I en artikel bragt i februar 2024 omtalte Sjællandske Nyheder en straffesag, hvor en person blev idømt en behandlingsdom. I omtalen nævnte Sjællandske Nyheder den dømte persons navn. Personen klagede til Pressenævnet blandt andet over, at Sjællandske Nyheder havde nævnt hans navn i artiklen i strid med kravet om en klar saglig linje i forbindelse med retsreportage. Pressenævnet kritiserede Sjællandske Nyheder for at offentliggøre navnet på personen, da Sjællandske Nyheder i den konkrete sag ikke havde fulgt egen fast praksis om ikke at nævne navne på personer, som idømmes behandlingsdomme. Nævnet udtalte ikke kritik af de øvrige klagepunkter.

Sagsnummer: 2024-01828

Ikke kritik af DR for indslag om knæoperationer i TV avisen

DR omtalte i oktober 2023 et forsøg med fysioterapi af personer, der var henvist til vurdering af behov for en knæoperation. Tre læger med speciale inden for det omtalte område klagede til Pressenævnet over, at de bragte overskrifter var misvisende, og at indslaget indeholdt ukorrekt information og gav et misvisende indtryk af, at operationer kunne undgås, hvis man i stedet valgte fysioterapi. Pressenævnet fandt, at det havde været hensigtsmæssigt, hvis overskrifterne have været formuleret mere præcist, således at de gav et mere retvisende billede af resultaterne af det omtalte forskningsforsøg, men fandt efter en samlet vurdering, at formuleringen af overskrifterne – som de blev vist samtidig med nyhedsværtens udtalelser – ikke overskred mediets redigeringsret. Nævnet fandt herudover, at DRs valg og fravalg af informationer lå inden for mediets redigeringsret og udtalte ikke kritik.

Sagsnummer: 2024-05570

Local Eyes får ikke kritik for manglende sløring

I april bragte Local Eyes en video med optagelser fra et trafikuheld, herunder af den implicerede og hans nummerplade. Den implicerede klagede til Pressenævnet over, at Local Eyes havde bragt en usløret optagelse af ham og hans nummerplade. Nævnet fandt, at optagelsen ikke kunne anses for at indebære en krænkelse af hans privatliv, og lagde blandt andet vægt på, at optagelsen ikke viste forhold, der i sig selv kunne anses for krænkende for ham, herunder uheldets karakter, og at der ikke fremgik andet, der kunne tjene til identifikation af ham. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.

Sagsnummer: 2024-04617

Lokalavisen får ikke kritik for ukorrekt information og forelæggelse

Lokalavisen bragte i marts en artikel om en persons oplevelse af at bo ved siden af et nabohus. KL Ejendom Invest ApS, der er ejer af nabohuset, klagede til Pressenævnet over blandt andet, at artiklen indeholdt ukorrekt information om, at nabohuset var i dårlig stand. Pressenævnet fandt, at omtalen af nabohuset og dets stand fremstod som naboens vurdering, der havde dækning i de faktiske forhold. Nævnet udtalte ikke kritik.

Sagsnummer: 2024-04079

NORDJYSKE får ikke kritik for at afvise at berigtige artikel fra 2022

I en artikel bragt i september 2022 omtalte NORDJYSKE en straffesag, hvor blandt andet en person ved en ankedom blev dømt for grov uagtsomhed i forbindelse med indberetningen af moms. Den omtalte person anmodede i marts 2024 NORDJYSKE om at berigtige artiklen, som hun mente indeholdt ukorrekte oplysninger. NORDJYSKE afviste anmodningen og havde i svaret til den omtalte person ikke taget forbehold for fristoverskridelsen, hvor mediet også vejledte om klageadgang til Pressenævnet. Personen klagede herefter til Pressenævnet over, at NORDJYSKE havde afvist hendes anmodning om berigtigelse. Pressenævnet anså NORDJYSKEs behandling af anmodningen om berigtigelse som udtryk for, at mediet havde valgt at give afkald på klagefristen, og nævnet realitetsbehandlede derfor klagen. Nævnet fandt imidlertid ikke grundlag for at udtale kritik af NORDJYSKE. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at NORDJYSKE korrekt havde gengivet straffesagens forløb med angivelse af sagens parter og rettens resultat, at det fremgik af omtalen, at personen under straffesagen havde nægtet sig skyldig, og at momsangivelsen efter hendes opfattelse havde været korrekt.

Sagsnummer: 2024-04540

Ærø Dagblad får ikke kritik for ukorrekt information

I marts bragte Ærø Dagblad en artikel med omtale af anmeldelser af borgere på Ærø, herunder med angivelse af de tre mest aktive anmeldere og en oplistning af indholdet af en række anmeldelser. En af de angivne personer klagede til Pressenævnet over blandt andet, at det fejlagtigt fremstod som om, at han stod bag alle de oplistede anmeldelser. Pressenævnet fandt ikke, at omtalen kunne efterlade læserne med et indtryk af, at han stod bag alle anmeldelserne og lagde blandt andet vægt på, at det fremgik af artiklen, at de tre angivne personer ikke alene stod bag anmeldelserne til Ærø Kommune. Nævnet udtalte ikke kritik.