Sagsnummer: 2020-80-0476

B.T. får ikke kritik for kritisk artikel om bosteder

20-08-2020

B.T. bragte i marts 2020 omtale af en bostedskæde og dennes økonomi og kritiserede, at størstedelen af budgettet gik til vikarer fremfor fast personale. Direktøren for bostedskæden klagede over, at artiklen indeholdt ukorrekte oplysninger, samt at B.T. afviste at bringe et genmæle. Det var bestridt af parterne, om beregningerne i artiklen var faktuelt korrekte, herunder om det er en korrekt oplysning, at under halvdelen af bostedernes personaleomkostninger i 2018 blev brugt til at lønne fast personale. Nævnet udtalte ikke kritik af B.T. og lagde blandt andet vægt på, at omtalen og beregningerne i artiklen fremstod som B.T.s vurdering af de gennemgåede regnskaber, samt at B.T havde citeret Socialtilsynet for, at der ikke var grundlag for bekymringer. Nævnet bemærkede imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, at B.T. havde refereret direktørens kommentar til B.T. om, at han ikke var enig i B.T.s beregninger.

Hele kendelsen i pdf kan hentes her

Del på sociale medier ved at klikke her: