Sagsnummer: 2006-6-0390

Ikke kritik af TV 2 for omtale af private forhold og drabssag. Samfundsmæssig interesse. Retlig interesse.

13-12-2006

Klager klagede over udsendelse i TV 2.

 

Det fremgår af medieansvarsloven § 34, stk. 2, at klager over TV 2’s overtrædelse af god presseskik skal indgives til mediet senest 4 uger efter offentliggørelsen. Klager havde korresponderet med TV 2 før offentliggørelse af udsendelsen, idet klager var bekendt med udsendelsens indhold på klagetidspunktet. TV 2 havde realitetsbehandlet henvendelsen og klagevejledt klageren ved brev af 21. august 2006. Pressenævnet fandt på denne baggrund, at klagen skulle realitetsbehandles.

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. I tilfælde, hvor den berørte person er afgået ved døden, da omtalen blev offentliggjort, kan en klage efter Nævnets praksis under visse omstændigheder indgives af nære pårørende. Klagen angik udsendelsens omtale navnlig af afdøde [A], der var [K]s far.

Pressenævnet fandt, at hun derfor var klageberettiget. Pressenævnet bemærker, at spørgsmålet om, hvorvidt der kan nedlægges forbud mod offentliggørelse af en udsendelse henhører under domstolenes afgørelse, hvorfor Pressenævnet ikke kan tage stilling hertil. I de vejledende regler for god presseskik, pkt. B 3, hedder det, at ofre for forbrydelser og ulykker skal vises det størst mulige hensyn, og det samme gælder pårørende til de implicerede. Ved indsamling og gengivelse af billedmateriale skal der vises hensynsfuldhed og takt. Pressenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at der i research- og produktionsfasen ikke var udvist den fornødne hensynsfuldhed.

Pressenævnet fandt, at der var en samfundsmæssig interesse i at medierne knyttede omtalen af urolighederne på Nørrebro i 1993 og drabet på [B] sammen. Nævnet fandt derfor, at TV 2 var berettiget til at omtale hændelserne, herunder [A]s livsforløb. Parterne havde over for Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt der var anvendt skjult kamera til [A]s begravelse. På grund af de bevismæssige begrænsninger kunne Pressenævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der var den rigtige. Pressenævnet fandt imidlertid, at optagelserne fra begravelsen alene var anvendt som led i beskrivelsen af [A]s livsforløb. Nævnet fandt herefter – da billederne ikke havde et krænkende indhold – at TV 2 var berettiget til at bringe disse, og Nævnet udtalte ikke kritik heraf.

Pressenævnet fandt videre, at psykolog Hanne Hostrups udtalelser fremstod som hendes vurdering af [A] på baggrund af de i udsendelsen offentliggjorte oplysninger, og Nævnet udtalte ikke kritik heraf. Vedrørende omtalen af afdøde [C] fremgik det, at hun havde nulevende børn, der havde givet samtykke til udsendelsens offentliggørelse. Denne del af klagen toges derfor ikke til følge.

Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 2006-6-0390.

Del på sociale medier ved at klikke her: