Frederiksberg LIV bragte i november måned omtale af en pakkeshop på Frederiksberg, der var blevet misbrugt til distribution af narkotika. Indehaveren af pakkeshoppen klagede til Pressenævnet over, at Frederiksberg LIV havde formuleret overskriften, således at læseren kunne efterlades med det indtryk, at de kriminelle handlinger relaterede sig til pakkeshoppens ejere eller ansatte. Pressenævnet udtalte kritik af overskriften og lagde ved afgørelsen vægt på, at det hverken fremgik af artiklens overskrift, underrubrik eller billedtekst, at der var tale om misbrug, hvorved artiklens overskrift i sammenhæng med et billede af pakkeshoppens facade efterlod et misvisende indtryk.