Frederiksborg Amts Avis bragte i februar måned en artikel om Helsingørs Kommunes køb af en stadion-lounge. Det blev i artiklen omtalt, at embedsmændene i kommunen havde advaret en direktør i kommunen om problemer ved aftalen, og at direktøren havde ignoreret advarsler om ulovligheder fra både embedsværket og Kammeradvokaten. Kommunen klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt ukorrekt information, at avisen ikke havde udvist tilstrækkelig kildekritik, og at kommunen ikke havde fået forelagt beskyldningerne. Frederiksborg Amts Avis havde i forbindelse med sagen erkendt flere af klagepunkterne. Pressenævnet fandt, at avisen havde tilsidesat god presseskik ved omtalen og udtalte kritik.