Redox omtalte i februar måned en kunstnerisk happening, der blev gennemført i København. Redox omtalte i den forbindelse personen, der stod bag den omtalte happening, som højreradikal, men oplyste ikke titlen på værket. Den pågældende klagede til Pressenævnet over blandt andet, at det ikke var korrekt, at han er højreradikal, og at Redox ikke omtalt værket ved dets titel. Pressenævnet fandt, at betegnelsen ”højreradikal” fremstod som mediets subjektive vurdering på baggrund af klagers handlinger under den omtalte happening. Nævnet fandt herudover også, at undladelsen af at omtale titlen på værket lå inden for mediets redigeringsret. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.