Kendelser

Pressenævnets kendelser drejer sig om afgørelser af de sager, der er anmeldt til Pressenævnet. På denne side kan du se alle kendelser arrangeret efter dato med de seneste øverst. Ved hver kendelse står et unikt sagsnummer, der kan bruges hvis du skal referere til en kendelse.

Sagsnummer: 2020-80-0499

2770 Tårnby får kritik for omtalen af en ældre straffedom

18-08-2020

I en omtale af en mærkedag bragt i april 2020 omtalte 2770 Tårnby en fødselars tidligere straffedom. Fødselaren klagede til Pressenævnet over, at 2770 Tårnby i omtalen af mærkedagen beskrev straffedommen. Nævnet fandt, at omtalen af den ældre straffedom ikke havde en relevant sammenhæng med den aktuelle omtale af personens fødselsdag. Pressenævnet udtalte derfor kritik af 2770 Tårnby for at omtale den ældre straffedom.

Sagsnummer: 2020-80-0498

Amager Bladet får kritik for omtalen af en ældre straffedom

18-08-2020

I en omtale af en mærkedag bragt i maj 2020 omtalte Amager Bladet en fødselars tidligere straffedom. Fødselaren klagede til Pressenævnet over, at Amager Bladet i omtalen af mærkedagen beskrev straffedommen. Nævnet fandt, at omtalen af den ældre straffedom ikke havde en relevant sammenhæng med den aktuelle omtale af personens fødselsdag. Pressenævnet udtalte derfor kritik af Amager Bladet for at omtale den ældre straffedom.

Sagsnummer: 2020-80-0456

Ikke kritik af Redox for at omtale en person ”aktivist”

17-08-2020

En person klagede over, at Redox i januar 2020 i forbindelse med deres omtale af hans straffesag betegnede ham som en aktivist. Personen henviste blandt andet til, at artiklen indeholdt ukorrekt information, og at der var udelagt væsentlige oplysninger om den omtalte straffesag imod ham. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af Redox og lagde blandt andet vægt på, at Redox forud for artiklens offentliggørelse havde henvendt sig til personen med en række spørgsmål vedrørende dennes politiske tilhørsforhold, som vedkommende imidlertid ikke havde forholdt sig til.

Sagsnummer: 2020-80-0442

Redox skal ikke slette artikel om nazistbevægelsen

17-08-2020

En person klagede til Pressenævnet over, at Redox har afvist at slette en artikel fra januar 2020. Artiklen indeholder oplysninger om personens virke i nazistbevægelsen, hans fulde navn samt et billede af ham, hvilket han ikke har givet samtykke til. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af Redox for at have afvist personens anmodning om sletning og lagde i den forbindelse navnlig vægt på, at personen har haft en aktiv rolle i nazistbevægelsen.

Sagsnummer: 2020-80-0458

Person får ikke slettet artikel fra 2017

14-08-2020

I en artikel bragt i marts 2017 omtalte Ekstra Bladet en persons rolle i forbindelse med svindelnumre, hvor en række kendte personer blev misbrugt på en hjemmeside. Den omtalte person klagede til Pressenævnet over, at Ekstra Bladet havde afvist at slette, anonymisere eller afindeksere artiklen. Nævnet fandt, at artiklen indeholdt oplysninger, som måtte anses for særligt belastende for personen, men fandt ikke anledning til at udtale kritik af Ekstra Bladet for ikke at hindre tilgængeligheden af artiklen. Nævnet lagde vægt på, at det fremgår af omtalen på hvilket grundlag, avisen har forbundet personen til hjemmesiden, og at personens svar på beskyldningerne fremgår af omtalen.

Sagsnummer: 2020-80-0462

Information får ikke kritik for at bringe rejsereportage

14-08-2020

Information bragte i januar 2020 en rejsereportage fra Sierra Leone. En person, der indgik i forfatterens beskrivelser af rejsen, klagede til Pressenævnet blandt andet over, at hans privatliv var blevet krænket, idet han ikke havde givet samtykke til omtalen om ham. Nævnet fandt, at oplysningerne i rejsereportagen fremstod som forfatterens subjektive oplevelse og ikke var egnede til at være skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for personen, idet han ikke var identificeret ved navn i rejsereportagen. Nævnet udtalte ikke kritik af Information.

Sagsnummer: 2019-80-0404

Person får ikke slettet artikler fra 2019

14-08-2020

I artikler bragt i marts 2019 omtalte Newsbreak.dk en række kunders negative erfaringer med køb af varer hos et firma, herunder firmaets tilknytning til et andet firma. Personen, som ejer firmaet, klagede til Pressenævnet over, at Newsbreak.dk havde afvist at slette artiklerne. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at personens afvisning af beskyldningerne og sammenhængen mellem firmaerne fremgår af omtalen, og at artiklerne ikke indeholdt oplysninger af en sådan karakter, at det i sig selv talte for sletning.

Sagsnummer: 2020-80-0489

Ikke kritik af Berlingske for boganmeldelse

14-08-2020

En person klagede til Pressenævnet over en boganmeldelse, der blev bragt i Berlingske i april 2020. Personen henviste til, at boganmeldelsen indeholdt skadelig information om hende.
Nævnet udtalte ikke kritik af Berlingske for at bringe boganmeldelsen og lagde i den forbindelse særligt vægt på, at en boganmeldelse er et udtryk for en subjektiv vurdering, og at det derfor er naturligt, at der kan være omtale i anmeldelsen, der trækker i en negativ retning.

Sagsnummer: 2020-80-0518

Anmodning om genoptagelse afvist

11-08-2020

Pressenævnet udtalte ikke kritik af Fyens Stiftstidende i en sag, hvor en person havde klaget over omtale i en artikel vedrørende forurening hos et vandværk.
Personen anmodede efterfølgende om genoptagelse og uddybede sine synspunkter. Pressenævnet afviste anmodningen.

Sagsnummer: 2020-80-0520

Klage afvises på grund af manglende retlig interesse

07-07-2020

DR bragte på dr.dk en artikel med omtale af de svingende medicinprisers konsekvenser for borgerne. En person klagede til Pressenævnet og henviste til, at omtalen som usand bidrager negativt til den demokratiske proces, og at han som licensbetaler har retlig interesse. Pressenævnet afviste at behandle klagen, da personen, der klagede, ikke var omtalt eller afbildet i artiklen, og derfor ikke har retlig interesse.

Sagsnummer: 2019-80-0414

DR får ikke kritik for kritisk omtale af skønhedskonkurrence

02-07-2020

I en podcastserie og artikler bragt i maj 2019 omtalte DR en række unge kvinders individuelle oplevelser som deltagere i en skønhedskonkurrence, herunder kritik af deltagerkontrakten, organisationen bag skønhedskonkurrencen og dennes direktør. Den omtalte direktør klagede til Pressenævnet blandt andet over, at podcastserien og artiklerne indeholdt ukorrekte og skadelige oplysninger, som ikke blev efterprøvet tilstrækkeligt inden offentliggørelsen, samt at hun ikke fik rimelig tid til at besvare DRs spørgsmål. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at direktøren har fået lejlighed til at forholde sig til beskyldningerne, ligesom direktørens afvisning af beskyldningerne tydeligt fremgår af podcastserien og artiklerne. Nævnet fandt endvidere, at direktøren under de konkrete omstændigheder fik rimelig tid til at reagere i forhold til DRs forelæggelse.

Sagsnummer: 2020-80-0511

Sjællandske var berettiget til at afvise læserbrev

29-06-2020

Pressenævnet afviste at behandle en persons klage over, at Sjællandske havde afvist at bringe hans læserbrev ”Næstved kommunes 17 synder”. Personen anmodede efterfølgende om genoptagelse. Personen mente, at nævnet ikke fuldt ud havde taget stilling til hans klage ved ikke at forholde sig til læserbrevet ”Myndighedernes vennetjenester”, idet ”Næstved kommunes 17 synder” blot var vedlagt til orientering. Da læserbrevet ”Myndighedernes vennetjenester” ikke var indgået i nævnets behandling af personens klage, imødekom Pressenævnet anmodningen om genoptagelse. Under den fornyede behandling afviste Pressenævnet at behandle klagen med henvisning til, at redaktøren som udgangspunkt er berettiget til at redigere mediet og beslutte, hvad der bringes i avisen.

Sagsnummer: 2020-80-0444

Fyens Stiftstidende får ikke kritik for artikler om vandværk

25-06-2020

Fyens Stiftstidende bragte i december 2019 en række artikler vedrørende forurening hos et vandværk.
Formanden for vandværkets bestyrelse klagede til Pressenævnet over, at artiklerne indeholdt ukorrekt information, og over manglende forelæggelse af den aktindsigt hos kommunen, der blev inddraget i artiklen. Formanden klagede desuden over brugen af anonyme kilder og det billede, der var indsat af ham i artiklen. Nævnet udtalte ikke kritik og lagde blandt andet vægt på, at formanden selv havde valgt at stille op til interview og i den forbindelse også havde samtykket til, at der blev taget billeder af ham til artiklen. Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at kritisere for manglende forelæggelse og inddragelsen af anonyme kilder.

Sagsnummer: 2019-80-0420

Person får ikke slettet artikler om straffedom fra 2013

25-06-2020

En person klagede til Pressenævnet over Århus Stiftstidendes afvisning af at slette artikler fra februar 2014. Af artiklerne fremgik, at personen i januar 2013 blev idømt 30 dages betinget fængsel for bedrageri, som efterfølgende blev stadfæstet af landsretten. Personen havde forud for og efter domfældelsen fået foretaget navneændring. Pressenævnet fandt, at artiklerne indeholdt oplysninger af personfølsom karakter. Da artiklerne ikke indeholdt oplysninger om personens nuværende eller eventuelle tidligere navne, og da artiklerne var afindekseret, fandt nævnet dog ikke anledning til at kritisere Århus Stiftstidende for at have afvist at slette artiklerne.

Sagsnummer: 2020-80-0464

Fyens Stiftstidende får kritik for artikel om svømmeklub

25-06-2020

Fyens Stiftstidende bragte i januar 2020 en artikel om forholdene i en svømmeklub, herunder kritik af svømmeklubbens formand. Formanden klagede til Pressenævnet blandt andet over, at han ikke var blevet forelagt den kritik, som var rettet mod ham i artiklen, og at han ikke havde fået mulighed for at udtale sig i sammenhængen. Nævnet fandt, at oplysningerne i artiklen var egnede til at være skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for formanden og udtalte kritik af den manglende forelæggelse. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at Fyens Stiftstidende to dage efter havde bragt et interview med formanden, idet han skulle have haft mulighed for at besvare kritikken i sammenhæng med, at den blev fremsat.

Sagsnummer: 2020-80-0446

Ikke kritik for omtale af offentligt ansattes ytringsfrihed

23-06-2020

JydskeVestkysten bragte i januar 2020 en artikel vedrørende en kommunal medarbejders aktivitet på Facebook.
Personen havde ”liket” en kritisk kommentar fra en anden kommunal medarbejder. Personen klagede til Pressenævnet over, at hun ikke var blevet forelagt oplysningerne i artiklen, samt over at JydskeVestkysten havde afvist at slette artiklen.
Nævnet fandt ikke, at oplysningerne i artiklen var egnede til at være skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for personen, og lagde i den forbindelse vægt på, at hun ikke var identificeret i artiklen.
Af samme grund fandt nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af JydskeVestkysten for ikke at imødekomme anmodningen om sletning.

Sagsnummer: 2020-80-0445

Fyens Stiftstidende får ikke kritik for artikel om færdselsuheld

23-06-2020

Fyens Stiftstidende bragte i januar 2020 en artikel vedrørende et færdselsuheld. En person, der var impliceret i ulykken, klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt ukorrekte oplysninger, idet der blandt andet stod, at føreren af bilen muligvis havde været påvirket af alkohol. Fyens Stiftstidende rettede artiklen, da de blev bekendt med de ukorrekte oplysninger. Nævnet udtalte ikke kritik og lagde blandt andet vægt på,
at klageren ikke kunne identificeres ud fra artiklen, og at det fremgik, at oplysningerne stammede fra politiet.

Sagsnummer: 2020-80-0463

Randers Amtsavis får kritik for at bryde løfte om anonymitet

23-06-2020

I en artikel bragt i januar 2020 omtalte Randers Amtsavis lejlighedsbyggeriet Kongens Ege. I den forbindelse blev en af køberne af en af de omtalte lejligheder citeret. Køberen klagede til Pressenævnet over, at Randers Amtsavis havde offentliggjort udtalelser fra ham uden – som aftalt – at sløre hans identitet. Pressenævnet fandt, at klager havde haft en berettiget forventning om, at der var indgået en aftale om anonymitet, og udtalte derfor kritik.

Sagsnummer: 2020-80-0485

En person får ikke slettet kronik fra 2018.

22-06-2020

Jyllands-Posten bragte i november 2018 en persons kronik om forbehold ved at spise kød for kulinarisk nydelse. Personen klagede til Pressenævnet over, at Jyllands-Posten havde afvist at hindre tilgængeligheden af kronikken, og henviste til, at hun ikke længere ønsker at være forbundet med den. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af Jyllands-Posten for ikke at hindre tilgængeligheden af kronikken. Nævnet lagde i den forbindelse navnlig vægt på, at personen på eget initiativ havde indsendt kronikken til publicering, og at der ikke var tale om følsomme eller private oplysninger af en sådan karakter, at de i sig selv talte for at hindre kronikkens tilgængelighed.

Sagsnummer: 2020-80-0454

DR skal ikke slette artikel om chikane på sociale medier

22-06-2020

DR bragte i november 2016 en artikel om en kunde hos et firma, som fortalte om en sag, hvor hun var blevet chikaneret af en medarbejder i firmaet. Medarbejderen klagede til Pressenævnet over, at DR havde afvist at anonymisere artiklen. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde vægt på, at artiklen ikke indeholdt oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for klager.