Sagsnummer: 14-70-00640

TV 2 indhentede ikke fuldmagter

28-08-2014

TV 2 får kritik for omtale af institutionen Lyngbo. TV 2 havde ikke indhentet fuldmagter fra en beboer og en tidligere ansat, så institutionen kunne udtale sig.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at den tidligere beboer på Lyngbo, [Beboeren], efter sit ophold på institutionen er blevet anbragt sammen med andre. Spørgsmålet om, hvorvidt han var visiteret i overensstemmelse med sine behov under opholdet på Lyngbo, henhører under forvaltningen og falder uden for Pressenævnets kompetence. Nævnet tager stilling til, hvorvidt god presseskik er tilsidesat, og hvorvidt Lyngbo er berettiget til at få bragt et genmæle i relation til omtalen i TV 2 og på tv2.dk.

God presseskik
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare. Det følger af punkterne A.1 – A.3.

– Kildekritik og kontrol af oplysninger
En del af TV 2s oplysninger hidrører fra den tidligere medarbejder på Lyngbo, [Medarbejderen]. [Medarbejderen] blev afskediget fra Lyngbo i oktober 2013. Uanset, det blev oplyst i indslaget i TV 2, at der var tale om en afskediget medarbejder, gav forholdet TV 2 anledning til at være kritisk over for hans oplysninger. Det samme gælder, når institutionen Lyngbo ikke kunne udtale sig om de konkrete beboere eller personalemæssige forhold som følge af tavshedspligt.

I artiklen og indslaget den 11. marts 2014 beskyldes Lyngbo for udadtil, her-under over for kommunen at give indtryk af, at beboeren [Beboeren] var mere behandlingskrævende, end hvad beboeren ifølge TV 2s oplysninger var. En opretholdelse af [Beboeren]s plejeniveau indebar blandt andet, at den samme personalebemanding fortsat var nødvendig.
Som eneste konkrete eksempel på den påståede praksis, henvises til et do-kument, TV 2 har fået af [Medarbejderen], og som [Medarbejderen] læser op fra i tv-indslaget. Det oplyses, at dokumentet er en statusrapport for [Beboeren]. TV 2 har imidlertid ikke efterfølgende dokumenteret, at dette dokument fra 15. juni 2011 er anvendt som statusrapport eller som dokumentation over for kommunen. Rapporten er ikke underskrevet, men alene påført [Medarbejderen]s navn. Ifølge Lyngbo underskrives statusrapporter af institutionens leder eller souschef. [Medarbejderen] havde som teamleder ifølge Lyngbo ikke kompetence til at underskrive statusrapporter.

TV 2 har ikke fremvist en fuldmagt fra [Medarbejderen] eller [Beboeren], der gav Lyngbo tilladelse til at udtale sig om deres forhold. TV 2 måtte i hvert fald på baggrund af fuldmagten fra [Beboeren] til Københavns Kommune have været klar over, at forholdene var omfattet af tavshedspligt. TV 2 var også af Lyngbo den 11. marts 2014 kl. 15.01 gjort opmærksom på, at de som privatejet institution ikke var omfattet af fuldmagten til kommunen. Det forhold, at fuldmagterne ikke fremskaffes forværres af, at [Medarbejderen]s dokument er anvendt til at underbygge beskyldningerne, der ikke er dokumenteret på anden vis end gennem unavngivne kilders mundtlige udsagn.
Selvom privatejede institutioners forvaltning af offentlige tilskud har klar almen interesse, finder Pressenævnet, at TV 2 burde have sikret, at de fornødne fuldmagter fra [Medarbejderen] og [Beboeren] forelå, så Lyngbo kunne have udtalt sig om de konkrete forhold inden offentliggørelsen.
På baggrund af oplysningernes potentielt skadelige karakter, og da TV 2 heller ikke har anført årsager til, at oplysningerne skulle have en sådan nyhedsværdi, at offentliggørelsen ikke kunne afvente kontakt til navnlig [Beboeren], så den fornødne fuldmagt kunne indhentes, og TV 2s oplysninger kontrolleres ved forelæggelse for Lyngbo, udtaler nævnet kritik af TV 2s forelæggelse. Det forhold, at TV 2 løbende forsøgte at lave en interviewaftale med Lyngbo inden offentliggørelsen og allerede den 28. februar 2014 gjorde Lyngbo bekendt med den generelle kritik, ænder ikke herved.

I indslaget og artiklen af 11. marts 2014 gengives Lyngbos mailsvar: ”Lyngbo overdriver ikke beboernes problemer bevidst.” Lyngbo havde i mailkorre-spondancen med TV 2 besvaret et spørgsmål på to forskellige måder. Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at TV 2 valgte det ene svar frem for det andet svar. Svarene havde samme mening.
Ifølge parternes oplysninger tog [Beboeren]s moder kontakt til TV 2 for at gøre opmærksom på, at hun ikke var enig i kritikken af Lyngbo. TV 2 undlod at bringe moderens vurdering. Sådan som sagen foreligger oplyst, er det ikke muligt at se, hvor ofte moderen besøgte [Beboeren], og om moderens vurdering derved kunne være relevant. På det foreliggende grundlag finder nævnet derfor ikke grundlag for at fastslå, at redaktøren af TV 2 har overskredet de vide rammer for at redigere mediet ved at udelade moderens vurdering. Det samme gælder en tidligere ansat i [Beboeren]s team, der ifølge Lyngbo var af en anden opfattelse end [Medarbejderen]. Nævnet udtaler ikke kritik.

Ifølge indslaget og artiklen af 11. marts 2014 boede [Beboeren] på en ø. Uanset, at der var tale om en grusgrav (med adgangsvej) – og ikke en ø – finder nævnet ikke, at den upræcise betegnelse, er tilstrækkelig grundlag til at udtale kritik.

– Institutionens ansatte
Pressenævnet bemærker, at personer, der er idømt straf, har en straffeattest med tilførsler (en ikke ren straffeattest). Af en privat straffeattest fremgår tilførsler i op til fem år, afhængig af forseelsens karakter.
TV 2 siger i indslaget og skriver i artiklen af den 12. marts 2014, at en drabsmand og en bankrøver ”fik efter afsoning og uden nogen anden uddannelse job” på Lyngbo. Udsagnet må forstås som en oplysning om, at de kort tid efter endt afsoning blev ansat på Lyngbo. Lyngbo har oplyst, at de inden februar 2013 havde ansat én medarbejder, der ikke havde en ren straffeattest. Institutionen har ikke præciseret, om drabsmanden eller bankrøveren var identisk med medarbejderen, der ikke havde en ren straffeattest. Det er heller ikke oplyst, om Lyngbo var bekendt med de tidligere straffedomme.
Sådan som sagen foreligger oplyst, har nævnet ikke mulighed for at vurdere, hvor tæt på afsoningen drabsmanden og bankrøveren blev ansat. Der foreligger ikke oplysninger om, at de inden ansættelsen havde en relevant socialpædagogisk uddannelse, og nævnet finder på denne baggrund ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af udsagnet. Det forhold, at i hvert fald den ene medarbejder efter ansættelsen modtog pædagogisk uddannelse, kan ikke føre til et andet resultat.

Pressenævnet finder ikke – ud over ovennævnte forhold – i øvrigt grundlag for at fastslå, at god presseskik er tilsidesat ved tv-indslagene eller artiklerne.

Genmæle
Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Under henvisning til det ovenfor anførte under god presseskik finder Pressenævnet, at beskyldningen i artiklen og udsendelsen den 11. marts 2014 om, at Lyngbo i statusrapporter beskrev episoder mere voldsomme, end de var, ikke er dokumenteret som utvivlsomt rigtige. Da de samtidig er egnet til at påføre Lyngbo skade af betydning, er Lyngbo berettiget til et genmæle over for dette forhold. Det forhold, at Lyngbos korte kommentar, at institutionen ”overdriver ikke beboernes problemer bevidst”, er citeret, kan ikke føre til et andet resultat.
De øvrige forhold, som anført i genmæleteksterne af 17. og 18. marts 2014 er derimod enten korrekte eller ikke egnede til at påføre Lyngbo skade af be-tydning, og institutionen er derfor ikke berettiget til et genmæle over for de udsagn.

I medfør af medieansvarslovens § 49, jf. retningslinjerne i lovens § 39, pålægges den ansvarshavende redaktør af TV 2 at offentliggøre følgende:

”Speak:
TV 2 omtalte tilbage i marts forholdene på institutionen Lyngbo som ligger ved Kalundborg. Omtalen har fået kritik af Pressenævnet, som har pålagt os at oplyse følgende:
En tidligere ansat på institutionen Lyngbo oplyste i indslagene, at Lyngbo overfor kommunen gav indtryk af, at en beboer var mere plejekrævende, end han reelt var. Det skulle angiveligt være sket for at kunne beholde ham og dermed indtægten fra kommunen.
Pressenævnet understreger, at påstandene er af en karakter, så de burde have været forelagt Lyngbo til udtalelse. Det har imidlertid ikke været muligt, fordi TV 2 hverken havde indhentet fuldmagter fra beboeren eller den tidligere ansatte. Lyngbo kunne derfor ikke udtale sig om de konkrete forhold på grund af sin tavshedspligt.
Pressenævnet fastslår også, at fordi udtalelserne kom fra en medarbejder, der var blevet fyret, skulle TV 2 have været særligt kritisk overfor hans oplysninger.
I udsendelsen læste den tidligere ansatte op fra et dokument og fortalte, at det var en statusrapport til kommunen. Men det pågældende dokument har efterfølgende vist sig ikke at være underskrevet. Ifølge Lyngbo havde den fyrede medarbejder heller ikke kompetence til at underskrive statusrapporter og sende dem til kommunen.
Lyngbo selv afviser, at beboernes problemer er blevet overdrevet for at forlænge beboeres ophold på institutionen.”

Den ansvarshavende redaktør af tv2.dk pålægges at offentliggøre følgende:
”[Rubrik]
Pressenævnet kritiserer TV 2’s Lyngbo-artikel

[Underrubrik]
Pressenævnet kritiserer TV 2 for ikke at undersøge dokumentationen ordentligt i nogle indslag og artikler vedrørende institutionen Lyngbo.

[Tekst]
TV 2 omtalte tilbage i marts forholdene på institutionen Lyngbo. En tidligere ansat på institutionen Lyngbo oplyste, at Lyngbo overfor kommunen gav ind-tryk af, at en beboer var mere plejekrævende, end han reelt var. Det skulle angiveligt være sket for at kunne beholde ham og dermed indtægten fra kommunen.
Pressenævnet understreger, at påstandene er af en karakter, så de burde have været forelagt Lyngbo til udtalelse. Det har imidlertid ikke været muligt, fordi TV 2 hverken havde indhentet fuldmagter fra beboeren eller den tidligere ansatte. Lyngbo kunne derfor ikke udtale sig om de konkrete forhold på grund af sin tavshedspligt.
Pressenævnet fastslår også, at fordi udtalelserne kom fra en medarbejder, der var blevet fyret, skulle TV 2 have været særligt kritisk overfor hans oplysninger.
I udsendelsen læste den tidligere ansatte op fra et dokument og fortalte, at det var en statusrapport til kommunen. Men det pågældende dokument har efterfølgende vist sig ikke at være underskrevet. Ifølge Lyngbo havde den fyrede medarbejder heller ikke kompetence til at underskrive statusrapporter og sende dem til kommunen.
Lyngbo selv afviser, at beboernes problemer er blevet overdrevet for at forlænge beboeres ophold på institutionen.
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”

Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet. En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt, og der bør oprettes et link til kendelsen fra artiklen, hvis denne fortsat bringes på hjemmesiden.

 

Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 14-70-00640

Del på sociale medier ved at klikke her: