Sagsnummer: 2025-08839

B.T. får ikke kritik for at afvise at slette og anonymisere artikel

En person klagede til Pressenævnet over, at B.T. havde afvist at slette og anonymisere en artikel fra 2022, hvor 21 kvinder havde anklaget blandt andre klager for svindel i forbindelse med salg af designertasker gennem hendes tidligere virksomhed. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik og lagde vægt på, at omtalen angik hendes tidligere erhvervsmæssige forhold, at hun fremgik med hendes tidligere navn, og at omtalen havde almen interesse. Nævnet bemærkede dog, at det var beklageligt, at B.T., der havde tilbudt afindeksering, endnu ikke havde gennemført dette.

Sagsnummer: 2025-08110

Horsens Folkeblad får ikke kritik for at afvise at afindeksere artikel

Horsens Folkeblad bragte i juni 2021 en artikel med omtale af overtagelsen af en café. Den tidligere caféejer klagede til Pressenævnet over, at Horsens Folkeblad havde afvist at afindeksere artiklen. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik og lagde i den forbindelse vægt på, at artiklen ikke indeholdt følsomme eller private oplysninger, der var særligt belastende for caféejeren.

Sagsnummer: 2025-04707

Horsens Folkeblad får ikke kritik for at afvise afindeksering af artikel

En person klagede til Pressenævnet over, at Horsens Folkeblad ikke ville afindeksere en artikel bragt i 2024, som omhandlede personens straffedom på et år og tre måneder for grov vold, blufærdighedskrænkelser, tyveri og besiddelse af seksuelt overgrebsmateriale med børn. Nævnet fandt, at artiklen indeholdt oplysninger, som måtte anses for særligt belastende for personen, men fandt på baggrund af sagens karakter og alvor sammenholdt med den tid, der er gået, ikke anledning til at udtale kritik af Horsens Folkeblad for at afvise anmodningen om afindeksering.

Sagsnummer: 2025-02932 og 2025-03360

Medier fik ikke kritik for at afvise anonymisering

En person i en tidligere ledende stilling i et offentligt ejet selskab klagede til Pressenævnet over, at Dagbladet Holstebro-Struer og TVMIDTVEST havde afvist at anonymisere en række artikler, som navnlig omhandlede hans relation til en straffesag, hvor han blev idømt seks måneders betinget fængsel samt 120 timers samfundstjeneste for mandatsvig og dokumentfalsk under hans stilling i et offentligt ejet selskab. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere mediet for at have afvist klagers anmodning om anonymisering eller afindeksering af artiklerne og lagde i den forbindelse vægt på sagens karakter og alvor sammenholdt med den tid, der var gået. Nævnet lagde endvidere vægt på, at klager havde indtaget en fremtrædende rolle som chef for et kommunalt ejet selskab, og at omtalen i artiklerne fortsat kunne anses for at have offentlig interesse.

Sagsnummer: 2024-16714

DR får ikke kritik for at afvise sletning, anonymisering og afindeksering

Et selskab klagede til Pressenævnet blandt andet over, at DR ikke ville slette, anonymisere eller afindeksere en artikel bragt i oktober 2019 med omtale af selskabets involvering i byggeprojekter udført af et andet selskab. Nævnet fandt, at omtalen indeholdt oplysninger, der kunne anses for belastende for selskabet, men at der ikke var tale om private oplysninger eller oplysninger af en sådan karakter, at de i sig selv kunne tale for at hindre tilgængeligheden artiklen. Nævnet udtalte ikke kritik.

Sagsnummer: 2024-10025

TV 2 Kosmopol skal ikke hindre tilgængeligheden af omtale om boligudlejning

En person klagede over, at TV 2 Kosmopol havde afvist at hindre tilgængeligheden af oplysninger om ham bragt i en kritisk omtale om hans fremlejevirksomhed. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik, idet der ikke var tale om private eller følsomme oplysninger, der i sig selv talte for at hindre tilgængeligheden.

Sagsnummer: 2024-08551

Horsens Folkeblad får ikke kritik for at afvise at slette navn og billede

En person klagede til Pressenævnet over, at Horsens Folkeblad havde afvist at slette eller afindeksere hans navn og billede i en artikel bragt i 2023 med omtale af embedsværket i en loge. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af Horsens Folkeblad. Nævnet lagde vægt på, at logen til Horsens Folkeblad havde indsendt billedet og en pressemeddelelse, hvor hans navn og logetitel fremgik, samt offentliggjort dette på logens hjemmeside.

Sagsnummer: 2024-10174

Fyens Stiftstidende får ikke kritik for at afvise sletning af artikel

En person klagede til Pressenævnet over, at Fyens Stiftstidende havde afvist at slette eller afindeksere en artikel bragt i 2013. Artiklen indeholdt omtale af personens dom for smugling af narkotika. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af Fyens Stiftstidende. Nævnet lagde vægt på sagens karakter og alvor sammenholdt med den tid, der var gået.