20 Artikler med emneordet “Almen interesse”

Sagsnummer: 2018-80-0128

Dagbladet Roskilde får ikke kritik for omtale af byggesag

06-09-2018

En person klagede til Pressenævnet over to artikler i Dagbladet Roskilde, der begge omhandlede hans ejendom og byggesag. Klager klagede blandt andet over, at artiklerne var en krænkelse af privatlivets fred samt indeholdt ukorrekte oplysninger. Pressenævnet fandt, at den omtalte byggesag er af en sådan offentlig interesse, at der var belæg for at bringe artiklerne. Nævnet fandt desuden, at omtalen ikke indeholdt oplysninger, der var egnede til at krænke klagers privatliv, selvom Dagbladet Roskilde kunne have bragt artiklerne uden at bringe et billede af hans ejendom og dennes adresse. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af artiklerne, at klager handlede i god tro. Nævnet fandt endvidere, at det på tilstrækkelig vis fremgik af artiklerne, at det er en kilde, der er kritisk overfor byggeriet, der udtalte sig. Samlet set fandt nævnet ikke anledning til at udtale kritik af Dagbladet Roskilde.

Sagsnummer: 2018-80-0109

Ritzaus Bureau får kritik for fejl og mangler i retsreportage

09-08-2018

Ritzaus Bureau udsendte i januar måned et telegram vedrørende en byretssag, hvor en advokat var blevet kendt skyldig i dokumentfalsk, bedrageri og mandatsvig. Advokaten klagede til Pressenævnet, som udtalte kritik af, at telegrammet indeholdt forkerte oplysninger om dommen, og at det ikke fremgik af telegrammet, at advokaten nægtede sig skyldig, og at sagen var anket til landsretten.

Forud for klagen til Pressenævnet havde advokaten rettet henvendelse til Ritzaus Bureau, som havde udsendt et korrigeret telegram og et ”infoflash” til sine kunder, hvor de faktuelle fejl var blevet rettet, og et nyt afsnit vedrørende advokatens stillingtagen til skyldsspørgsmål og anke var blevet tilføjet. Pressenævnet fandt herefter, at Ritzaus Bureau havde gjort tilstrækkeligt for at gøre sine kunder opmærksomme på rettelserne til telegrammet, som herefter fandtes at være i overensstemmelse med god presseskik. Nævnet pålagde derfor ikke Ritzaus Bureau at offentliggøre nævnets kritik.

Sagsnummer: 2018-80-0119

Horsens Posten får ikke kritik for satirisk klumme

22-05-2018

En person klagede over Horsens Postens klumme ”JØRGENS HJØRNE”, hvori redaktøren tilkendegav sin holdning om personens forretningsmodel og den, ifølge redaktøren, mangelfulde lovgivning på området. Personen klagede blandt andet over, at hans privatliv var krænket og over, at klummen overskred de vide rammer for frisprog. Pressenævnet fandt, at personens privatliv ikke var krænket, da personen forud for klummen selv havde udtalt sig til medierne om sin forretningsmodel. Dertil fandt nævnet, at de påklagede udsagn som f.eks. ”selskabstømmeren” klart fremstod satirisk i sammenhængen, selv om de isoleret set var uhensigtsmæssige at anvende, da personen var tiltalt i en straffesag på tidspunktet på omtalen. Pressenævnet fandt efter en samlet vurdering, at de vide rammer for frisprog i en klumme ikke var overskredet.

Sagsnummer: 2017-80-0066

Jysk Fynske Medier får kritik for manglende forelæggelse og fejlcitat

22-05-2018

Jysk Fynske Medier omtalte i september 2017 konkursrytteri og bragte i den forbindelse YouTube-videoen ”Forstå Konkursrytteri –[navn]-modellen”. Forretningsmodellen beskrev, hvordan en person har drevet forretning ved at overtage nødlidende virksomheder, der efterfølgende er gået konkurs. Den omtalte person, der på tidspunktet for omtalen var tiltalt i en straffesag relateret til den beskrevne forretningsmodel, klagede til Pressenævnet.

Pressenævnet fandt, at indholdet af YouTube-videoen var retvisende, men at Jysk Fynske Medier burde have indhentet en kommentar fra personen inden offentliggørelsen, så personens kommentarer kunne have været bragt i sammenhæng med beskyldningerne. Nævnet udtalte derfor kritik. Nævnet gav yderligere klager ret til genmæle i forhold til det konstruerede citat ”I kan ikke røre mig”, da klager ikke havde udtalt sig sådan, samt udtalte kritik af Jysk Fynske Mediers afvisning af at fjerne citatet, der blandt andet var anvendt i en artikeloverskrift. Der var klaget over andre forhold, som nævnet ikke fandt grundlag for at kritisere.

Sagsnummer: 2017-80-0071

Jysk Fynske Medier får ikke kritik for at omtale en person ”stråmand”

22-05-2018

En politiassistent klagede over, at Jysk Fynske Medier i september 2017 i relation til omtale om konkursrytteri betegnede ham som ”stråmand” for sin brors virksomhed. Broren var på tidspunktet for omtalen blandt andet tiltalt i en straffesag for forhold i en forretningsmodel, som broren havde anvendt til at drive forretning på at overtage nødlidende virksomheder, der efterfølgende gik konkurs. Politiassistenten klagede blandt andet over, at omtalen krænkede hans privatliv. Han anmodede derudover blandt andet om at få fjernet de private oplysninger. På baggrund af politiassistentens funktion i sin brors virksomhed, fandt Pressenævnet, at omtalen ikke krænkede hans privatliv. Selv om oplysningerne i artiklen var til skade for politiassistenten, fandt nævnet heller ikke grundlag for at kritisere Jysk Fynske Mediers afvisning af at fjerne oplysninger fra artiklen.

Sagsnummer: 2017-80-0057

TV 2 får ikke kritik for udsendelse om anbringelser af unge

22-05-2018

En person klagede over TV 2s omtale af hans rolle i forbindelse med anbringelser af unge i udsendelserne ”Anbragt – efter helvedet” og ”Anbragt – med vold og magt i vildmarken”. I udsendelserne blev anbringelserne af en række unge omtalt, blandt andet hvordan de blev anbragt i udlandet i forbindelse med ”Vildmarksprojektet”, som klager var leder af. De fire unge forklarede, hvordan klager havde været voldelig mod dem under anbringelsestransporten, og de konfronterede klager i den sidste af udsendelserne. Klager har blandt andet klaget over trailerne for udsendelserne, og at han blev fremstillet som ”voldspsykopat” i udsendelserne. Klager har desuden klaget over, at TV 2 ikke på tilstrækkelig vis har berigtiget oplysninger om, at politiet stoppede efterforskningen mod ham i en sag, hvor den ene af de fire unge havde anmeldt ham for vold.

Nævnet udtalte ikke kritik af TV 2 og lagde blandt andet vægt på, at klager havde haft tilstrækkelig mulighed for at udtale sig i udsendelserne og havde indvilliget i at medvirke i udsendelserne. Nævnet fandt desuden, at trailerne ikke gav anledning til forveksling mellem klager og den plejefar, der tidligere har misbrugt tre af de anbragte unge, samt at TV 2 på tilstrækkelig vis havde givet et referat af, at efterforskningen mod klager blev standset, fordi forholdet var forældet.

Sagsnummer: 2017-80-0074

Redox får ikke kritik for artikel om navnesag

22-05-2018

En person klagede over, at redox.dk havde omtalt en 14 år gammel retssag mellem ham og en anden person om brugen af klagerens efternavn. Klageren mente, at indholdet af artiklen krænkede hans privatliv, og at den i øvrigt indeholdt ukorrekte oplysninger. Klageren ønskede derfor også artiklen slettet fra redox.dk. Da Pressenævnet ikke fandt, at oplysningerne i artiklen kunne anses for at være krænkende for klageren, fandt nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Redox.

Sagsnummer: 2017-80-0054

SE og HØR får ikke kritik for omtale med private billeder af kendt indsat

16-03-2018

En offentlig kendt indsat klagede over SE og HØRs omtale af blandt andet hans samværssag og navneændring samt brug af en række private billeder af ham. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at offentlige personer må tåle en mere nærgående omtale end andre, samt at klager tidligere selv har offentliggjort oplysninger om sit liv som indsat og private forhold.

Nævnet fandt herefter, at oplysningerne om samværssagen og klager, der afsoner en livstidsdom, har offentlig interesse og fandt ikke grundlag for at udtale kritik af hverken omtalen eller offentliggørelsen af de private billeder af klager. Klager klagede desuden over forelæggelsen, der var sket for hans advokater. Nævnet udtalte ikke kritik heraf, da klager er indsat i et lukket fængsel.

Sagsnummer: 2017-80-0034

Ikke kritik af DR for at bringe kritisk Kontant-udsendelse om byggefirma

16-03-2018

DR omtalte i udsendelsen ”Kontant: Fra boligdrøm til byggemareridt” i september 2017 risici for købere til projektbyggerier. Udsendelsen fokuserede særligt på fejl og mangler ved boliger opført af det konkursramte byggeselskab Casa Futura A/S samt andre unavngivne konkursramte byggeselskaber, som DR samlet set betegnede som Casa Futura-koncernen. Den tidligere ejer klagede blandt andet over, at udsendelsen var ensidig, at DRs forelæggelse ikke var tilstrækkelig og i den forbindelse, at DR ikke under et interview havde holdt sig til spørgerammen. Derudover klagede han over DRs omtale af hans nuværende rolle i et andet byggeselskab.

Pressenævnet fandt samlet set, at klager fik tilstrækkelig mulighed for at udtale sig om den overordnede kritik vedrørende fejl og mangler ved boligbyggerier, han havde ansvaret for forud for byggeselskabernes konkurs. Pressenævnet fandt også, at det var af almen interesse at omtale klagers nuværende rolle i et andet byggeselskab. Pressenævnet udtalte ikke kritik af DR.

Sagsnummer: 2017-80-0006

DR får ikke kritik for udsendelse om nazisten Søren Kam

20-11-2017

DR bragte i april måned udsendelsen ”Søren Kam. Nazisten der aldrig fortrød”, hvor mordet på redaktøren Carl Henrik Clemmensen bl.a. blev omtalt. Carl Henrik Clemmensens barnebarn klagede til Pressenævnet over, at udsendelsen var mangelfuld, indeholdt ukorrekte oplysninger om mordet på Carl Henrik Clemmensen og var ubalanceret til fordel for nazisten Søren Kam. Barnebarnet klagede også over DRs kildevalg, samt at DR ikke oplyste identiteten på kilden bag de private optagelser af Søren Kam, som DR anvendte i udsendelsen. Pressenævnet fandt, at portrættet af Søren Kam var af almen interesse og nævnet udtalte ikke kritik af DRs kildevalg eller brug af anonym kilde. Pressenævnet havde ikke mulighed for at tage stilling om de konkrete omstændigheder omkring mordet og fandt i øvrigt, at DR ikke havde overskredet rammerne for redaktørens redigeringsret. Pressenævnet udtalte ikke kritik af DR.

Sagsnummer: 2017-80-0011

Newsbreak.dk får ikke kritik for omtale af politiaktion

31-10-2017

Newsbreak.dk omtalte en politiaktion på en privat ejendom. Beboeren på ejendommen blev anholdt og senere løsladt efter afhøring. Beboeren klagede til Pressenævnet og an-førte, at han kunne identificeres ud fra newsbreak.dks oplysninger. Af artiklen fremgik bynavnet og et billede af en husmur. Pressenævnet fandt, at politiets arbejde havde al-men interesse, og at klager ikke kunne identificeres ud fra oplysningerne i artiklen, medmindre man i forvejen havde kendskab til, at klager var den afhørte person. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.

Klagen er behandlet sammen med sag nr. 2017-80-0009.

Sagsnummer: 2017-80-0009

Sjællandske Medier får ikke kritik for omtale af politiaktion

31-10-2017

Sn.dk omtalte en politiaktion på en privat ejendom. Beboeren på ejendommen blev anholdt og senere løsladt efter afhøring. Beboeren klagede til Pressenævnet og anførte, at han kunne identificeres ud fra sn.dks oplysninger. Af artiklen fremgik bynavnet, beboerens alder og et (forkert) vejnavn. Pressenævnet fandt, at politiets arbejde havde almen interesse, og at klager ikke kunne identificeres ud fra oplysningerne i artiklen, medmindre man i forvejen havde kendskab til, at klager var den afhørte person. Nævnet udtalte derfor ikke kritik. Avisen havde selv rettet ordet ”konfiskeret” til ”beslaglagt”.

Klagen er behandlet sammen med sag nr. 2017-80-0011.

Sagsnummer: 2017-80-0012

TV 2 Lorry skal ikke slette omtale om boligudlejning

28-09-2017

En person havde lejet en lejlighed på Frederiksberg og fremlejet lejligheden til forskellige personer. TV 2 Lorry bragte en kritisk omtale af klagers fremlejevirksomhed, hvorefter fremlejeren klagede til Pressenævnet. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at TV 2 Lorry havde identificeret klager i omtalen. Efter en samlet vurdering udtalte nævnet heller ikke kritik af TV 2 Lorry for at henvende sig til klager på gaden og efterfølgende offentliggøre optagelsen. Et medie bør dog sædvanligvis acceptere, hvis en person afviser at medvirke ved en tv-optagelse. Nævnet udtalte heller ikke kritik af TV 2 Lorry for ikke at slette omtalen på tv2lorry.dk.

Sagsnummer: 17-70-01126

TV 2 manglede gyldigt samtykke og burde have afindekseret omtale

08-08-2017

Pressenævnet kritiserer TV 2 for at bringe en krænkende og meget skadelig omtale af et håndværkerfirma i udsendelsen ”Danmark mod Østeuropa”. Firmaet klagede til Pressenævnet over omtalen.

Firmaet havde indvilliget i at lade sig optage til kamera til brug for en udsendelse, men var ikke tilstrækkeligt oplyst om udsendelsens fokus. Håndværksfirmaet kunne herefter ikke anses for at have givet samtykke til offentliggørelse af optagelserne, og optagelserne havde heller ikke en sådan almen interesse, at de kunne bringes uden samtykke. Nævnet udtalte kritik af TV 2 for offentliggørelsen af optagelserne. Nævnet udtalte videre kritik af TV 2 for ikke at afindeksere omtalen på TV 2s digitale platforme.

Sagsnummer: 17-70-01075

Forsker får ikke slettet artikel om politiske tilhørsforhold efter lov om massemediers informationsdatabaser

22-03-2017

En forsker ved Aarhus Universitet havde af redox.dk fået afslag på at få slettet information om hans formodede politiske overbevisning efter lov om massemediers informationsdatabaser. Ifølge denne lov skal information om enkeltpersoners politiske forhold som udgangspunkt slettes, når der er forløbet tre år fra den begivenhed, der gav anledning til optagelsen i databasen. Under henvisning til, at klager var tilknyttet Aarhus Universitet og havde udtalt sig offentligt om højrefløjen, pålagde Pressenævnet ikke redox.dk at efterkomme anmodningen om sletning.

Sagsnummer: 15-70-00776

Alvorlig kritik for omtale af dødsbrand (2. sag)

22-05-2015

Ekstra Bladet tog ikke tilstrækkeligt hensyn til de efterladte, da avisen tidligt bragte navne på og billeder af de omkomne børn ved en brand i Nakskov. Billederne var uden tilladelse hentet fra forældrenes Facebook-profiler. Pressenævnet finder, at Ekstra Bladet groft har tilsidesat den hensynsfuldhed og takt, der fremgår af de presseetiske regler, og som man bør kunne forvente i situationen.

Sagsnummer: 15-70-00774

Alvorlig kritik for omtale af dødsbrand (1. sag)

22-05-2015

Ekstra Bladet tog ikke tilstrækkeligt hensyn til de efterladte, da avisen tidligt bragte navne på og billeder af de omkomne børn ved en brand i Nakskov. Billederne var uden tilladelse hentet fra forældrenes Facebook-profiler. Pressenævnet finder, at Ekstra Bladet groft har tilsidesat den hensynsfuldhed og takt, der fremgår af de presseetiske regler, og som man bør kunne forvente i situationen.

Sagsnummer: 13-70-00576

To piger undersøgte en selvmorder

01-02-2014

Hillerød Posten skrev ”Politi afviste nødopkald om selvmord” og oplyste, at politiet troede, det var en dukke. Derfor gav politiet pigerne besked på at undersøge liget. Artiklen beskriver, hvordan pigerne undersøgte den afdøde. Pressenævnet mener, at politiets arbejde har almen interesse, men at det kunne være sket mere nænsomt, og at avisen burde have omtalt dødsfaldet som formodet selvmord. Hillerød Posten får dog ikke kritik.

Sagsnummer: 12-70-00296

Delvis kritik af Ekstra Bladet for offentliggørelse af navn og usløret billede af dødfunden mand. Mand fundet død hos tigre i zoologisk have havde almen interesse. Billede hentet fra åben Facebook-profil.

18-09-2012

Klager – afdødes søster – klagede bl.a. over forsiden ”[Afdøde] blev dræbt af tigre. DE LEGEDE MED LIGET” i Ekstra Bladet og artiklerne ”Dræbt af tigre: Han så sin var blive slået ihjel” og ”Zoo dagen derpå: Alt er normalt” på ekstrabladet.dk.