Sagsnummer: 2025-07492

DR får ikke kritik for omtale af forlag

I marts 2025 bragte DR en udsendelse med omtale af blandt andet en række forfattere og fotografers utilfredshed med et forlag. Forlaget og en medejer klagede til Pressenævnet over blandt andet DRs brug af en kilde, og at mediet ikke i tilstrækkelig grad havde efterprøvet kildernes udtalelser.
Pressenævnet fandt, at DR havde givet lytterne tilstrækkelig mulighed for at forholde sig til kildens troværdighed, og at DR ikke i den konkrete sammenhæng havde overskredet rammerne for mediets redigering ved at anvende kilden. Nævnet fandt endvidere, at DR i tilstrækkeligt omfang og i rimelig tid havde gjort forlaget bekendt med kritikken, og at forlaget fik fornøden mulighed for at kommentere denne. Nævnet udtalte ikke kritik.

Sagsnummer: 2025-08562

Fyens Stiftstidende får kritik for betegnelsen ”cateringssvindler”

Fyens Stiftstidende bragte i juli 2025 en artikel med omtale af en navngiven person, der var tiltalt for bedrageri, og hvordan politiet håndterer sådanne sager. Personen klagede til Pressenævnet blandt andet over, at han i artiklens overskrift var omtalt som ”cateringsvindler”, selv om han aldrig var blevet tiltalt eller dømt for bedrageri i forbindelse med hans cateringvirksomhed. Pressenævnet fandt, at Fyens Stiftstidendes anvendelse af betegnelsen ”cateringsvindler”, som det var bragt i sammenhæng med citatet ”det er ikke slaraffenland for kriminelle”, ikke havde tilstrækkelig dækning i de faktiske forhold og udtalte på denne baggrund kritik.

Sagsnummer: 2025-08493

Fyens Stiftstidende får ikke kritik for omtale af tiltale

I juli 2025 bragte Fyens Stiftstidende en artikel med omtale af en tiltale mod en navngiven person. Den tiltalte klagede til Pressenævnet blandt andet over, at han ikke i tilstrækkelig grad og i rimelig tid var blevet forelagt artiklens oplysninger, og at overskriften var misvisende. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af Fyens Stiftstidende. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at mediets henvendelse havde en karakter, der var mulig for ham at besvare uden længere forberedelsestid, at han ikke havde besvaret henvendelsen, og at den påklagede overskrift havde dækning i de faktiske forhold.

Sagsnummer: 2025-08189

Fyens Stiftstidende får ikke kritik for omtale af et cateringfirma

Fyens Stiftstidende omtalte i en artikel i juni 2025 et cateringfirmas manglende levering af mad til flere kunder. En af personerne bag cateringfirmaet klagede til Pressenævnet over blandt andet, at artiklen var misvisende og indeholdt oplysninger, som han ikke i tilstrækkelig grad eller i rimelig tid var blevet forelagt. Nævnet fandt, at Fyens Stiftstidende i tilstrækkeligt omfang og i rimelig tid havde gjort klageren bekendt med kritikpunkterne i artiklen, og at Fyens Stiftstidendes valg og fravalg af informationer lå inden for mediets redigeringsret. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at artiklen var baseret på kundernes udtalelser, som mediet havde efterprøvet ved forelæggelse for klageren. Nævnet udtalte ikke kritik.

Sagsnummer: 2025-08130

Fyens Stiftstidende får ikke kritik for omtale af cateringfirma

Fyens Stiftstidende omtalte i en artikel i juni 2025 et cateringsfirmas manglende levering af mad til et bryllup. En af personerne bag cateringfirmaet klagede til Pressenævnet blandt andet over, at han ikke i tilstrækkelig grad eller i rimelig tid var blevet forelagt artiklens oplysninger. Nævnet fandt, at Fyens Stiftstidende i tilstrækkeligt omfang og i rimelig tid havde gjort klageren bekendt med kritikpunkterne i artiklen, og at han havde fået fornøden mulighed for at kommentere disse. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at Fyens Stiftstidendes henvendelse havde en karakter, som det for klageren burde være muligt at besvare uden længere forberedelsestid, og at klageren måtte være vidende om, at mediet havde en snarlig offentliggørelse henset til den forudgående korrespondance.

Sagsnummer: 2025-06267

PROSAbladet får kritik for manglende forelæggelse og redigering af citat

PROSAbladet bragte i april 2025 en artikel med kritisk omtale af en virksomheds arbejdsmiljø. Virksomheden klagede til Pressenævnet over blandt andet, at artiklen indeholdt krænkende oplysninger, som virksomheden ikke var blevet forelagt og dermed ikke havde fået mulighed for at kommentere, og at mediet havde bragt et citat ude af kontekst. Pressenævnet fandt, at omtalen havde en sådan faktisk og krænkende karakter, at virksomheden burde være forelagt omtalen, så de havde haft mulighed for at besvare denne i den sammenhæng, den blev bragt. Nævnet fandt endvidere, at der ved PROSAbladets redigering var sket en forvanskning af citatet. Nævnet udtalte derfor kritik.

Sagsnummer: 2025-04452

Jyllands-Posten får ikke kritik for omtale af skønhedsklinik

Jyllands-Posten bragte i marts 2025 to artikler med omtale af en skønhedskliniks genbrug af kosmetiske sprøjter og konsekvensen heraf. I begge artikler udtalte tidligere medarbejdere sig anonymt og to eksperter forholdte sig konkret og generelt til genbrugen af kosmetiske sprøjter. Skønhedsklinikken klagede til Pressenævnet over navnlig Jyllands-Postens brug af kilder. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik og lagde i den forbindelse vægt på, at Jyllands-Posten havde forelagt de anonyme kilder og ekspertkildernes udtalelser, at mediet i tilstrækkelig grad havde gjort det muligt for læserne at vurdere deres troværdighed, samt at skønhedsklinikkens afvisning på kritikken var gengivet i artiklerne.