20 Artikler med emneordet “Billedbrug”

Sagsnummer: 2018-80-0213

Ekstra Bladet får ikke kritik for overskrift og brug af billede

24-05-2019

Ekstra Bladet bragte i september 2018 omtale af en demonstration arrangeret af et politisk parti. En person klagede til Pressenævnet over, at overskriften indeholdt ukorrekte oplysninger fra et interview, samt at Ekstra Bladet bragte et krænkende billede af ham. Nævnet fandt efter en samlet vurdering ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde vægt på, at overskriften må anses for en overskrift, der sammenfatter Ekstra Bladets opfattelse af klagerens udtalelser, og at der også i interviewet med ham var indholdsmæssig dækning for denne sammenfatning, samt at billedet var taget på en offentligt tilgængelig vej, og at det i sammenhæng med den beskrevne omtale ikke kan anses for at indebære en krænkelse af klagerens privatliv.

Sagsnummer: 2018-80-0233

Fyns Amts Avis får ikke kritik for at anvende arkivbillede uden samtykke

22-05-2019

Fyns Amts Avis bragte i november 2018 et interview med en person, som udtalte sig om sin ansøgning om at få offentlig støtte til et erhvervsprojekt. Personen klagede til Pressenævnet over, at Fyns Amts Avis i interviewet havde indsat et billede af hende, uden at hun var blevet orienteret herom på forhånd. Personen klagede også over, at Fyns Amts Avis efterfølgende havde afvist at slette billedet fra artiklen på fyens.dk. Det påklagede billede var et arkivbillede taget i forbindelse med en artikel bragt i 2013, hvor personen også havde udtalt sig om sin erhvervsvirksomhed. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af Fyns Amts Avis for at have bragt billedet uden at have indhentet samtykke fra klageren, ligesom Fyns Amts Avis ikke fik kritik for efterfølgende at have afvist at slette billedet. Nævnet lagde vægt på, at billedet viste klager som led i sit erhvervsmæssige virke, og at billedet ikke kunne anses for krænkende, følsomt eller privat.

Sagsnummer: 2018-80-0182

Ekstra Bladet får ikke kritik for interview med søster til drabsdømt

15-04-2019

Ekstra Bladet bragte i september 2018 et interview med søsteren til en person, som i 2016 blev dømt for drab i en sag, der fik massiv omtale i medierne. I artiklen blev der gengivet oplysninger om drabssagen.

Den drabsdømte klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt ukorrekte oplysninger, og at Ekstra Bladet ikke havde indhentet vedkommendes kommentarer hertil inden offentliggørelsen. Den drabsdømte klagede også over, at der i artiklen var bragt fire billeder af vedkommende, herunder to småbørnsbilleder. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at artiklens oplysninger vedrørende drabssagen ikke var forelagt for den drabsdømte inden offentliggørelsen, ligesom nævnet ikke fandt, at Ekstra Bladet havde krænket den drabsdømtes privatliv ved at bringe billeder af vedkommende uden dennes samtykke.

Sagsnummer: 2018-80-0169

Politiken får ikke kritik for interviews med unge om alkoholvaner

13-03-2019

Tre unge klagede over Politikens fremstilling af dem i forbindelse med interviews om alkoholvaner. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af den måde, Politiken fremstillede de unges udtalelser på eller af manglende forelæggelse, og lagde blandt andet vægt på, at de unge frivilligt havde stillet op til interview og fotografering. Den ene af de unge var under 18 år på tidspunktet for interviewet. Nævnet fandt ikke, at den mindreårige klagers udtalelser var af en sådan belastende karakter, at forældremyndighedsindehaverens tilladelse burde have været indhentet.

Sagsnummer: 2018-80-0160

DR får kritik for omtale af to 14-åriges video på Musical.ly

06-03-2019

DR bragte i maj 2018 kritisk omtale, hvor et stort pladeselskab blev beskyldt for at bruge mindreårige influencers på musik-appen Musical.ly til at lave skjult reklame rettet mod børn i strid med markedsføringsloven. Forældrene til to 14-årige klagede til Pressenævnet over, at DR på trods af, at der var tale om mindreårige, og forældrene ikke havde givet samtykke, i forbindelse med omtalen viste en video fra de to 14-åriges profil på Musical.ly som et konkret eksempel på skjult reklame. Den anvendte video var offentlig tilgængelig på en åben platform, og de to 14-årige havde på offentliggørelsestidspunktet et kommercielt samarbejde med et professionelt managementbureau.

Pressenævnet (flertallet) fandt, at den bragte omtale var krænkende grundet de fremsatte beskyldninger om lovovertrædelser sammen med oplysninger om pigernes identitet. Pressenævnet udtalte derfor kritik af DR for at anvende videoen uden nærmere anonymisering af de to 14-årige på trods af deres og forældrenes indsigelse mod offentliggørelse af videoen. Et mindretal var uenig i vurderingen og mente, at DR ikke kunne kritiseres for at have bragt et kort videoklip fra en af pigernes i forvejen mange offentlig tilgængelige videoer.

Sagsnummer: 2018-80-0144

Weekendavisen får kritik for artikel om journalists folkeskoletid

21-12-2018

Weekendavisen bragte i juni måned en artikel om en journalists skolegang og byudviklingen på Vesterbro. I artiklen blev der gengivet et møde, som journalisten havde haft med sine klassekammerater fra folkeskoletiden. I artiklen var indsat et klassebillede fra den omtalte folkeskoleklasse. En person, som var med til det omtalte møde, og som fremgik af artiklen og klassebilledet, klagede til Pressenævnet. Nævnet kritiserede Weekendavisen for ikke at have indhentet samtykke forud for brugen af klassebilledet samt for manglende forelæggelse af artiklens oplysninger vedrørende klageren.

Sagsnummer: 2018-80-0122, 2018-80-0123, 2018-80-0125 og 2018-80-0148

Ikke kritik af artikler og nyhedsindslag om nazistisk fortid på skole

20-12-2018

Politiken, Berlingske og Kristeligt Dagblad omtalte i artikler, og DR 2 i et nyhedsindslag, bragt i januar og februar måned, at en bog vedrørende det tyske parti NSDAPs virksomhed i Danmark før og under 2. verdenskrig havde anført, at der i denne periode var nazistisk aktivitet på en skole i København. Det blev i omtalen kritiseret, at skolen, blandt andet i et festskrift udgivet i 1975, havde undladt at omtale denne aktivitet. Festskriftets beskrivelse af skolens forhold i tiden omkring 2. verdenskrig var skrevet af en tidligere, nu afdød skoleinspektør på skolen.

Den tidligere skoleinspektørs datter klagede til Pressenævnet over omtalen, som ifølge hende var ukorrekt og krænkende. Pressenævnet fandt, at omtalen havde almen interesse. Nævnet havde ikke mulighed for at tage stilling til de konkrete omstændigheder vedrørende omfanget af nazistisk aktivitet på skolen og fandt i øvrigt, at de indklagede medier ikke havde overskredet rammerne for redaktørens redigeringsret. Samtidig fandt nævnet, at medierne på tilstrækkelig vis havde angivet kilden til de omtalte historiske oplysninger. Pressenævnet udtalte ikke kritik.

Sagsnummer: 2018-80-0095

Sjællandske får ikke kritik for kritisk omtale af klagers erhvervsliv

10-08-2018

En erhvervsdrivende klagede over Sjællandskes omtale af hans erhvervsmæssige aktiviteter, herunder konkursen af hans seneste virksomhed. Klager klagede blandt andet over, at artiklen var en krænkelse af privatlivets fred samt over Sjællandskes forelæggelse. Nævnet fandt, at omtalen var i offentlighedens interesse. I forhold til Sjællandskes forelæggelse, der ifølge klager alene vedrørte konkursen af hans seneste virksomhed, fandt nævnet, at det havde været hensigtsmæssigt, hvis samtlige af de skadelige og krænkende oplysninger var blevet forelagt for klager. Efter en samlet vurdering, herunder oplysningernes karakter, fandt nævnet imidlertid, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af forelæggelsen.

Sagsnummer: 2018-80-0089

Ritzaus Bureau får ikke kritik for at nævne navn ved omtale af retssag

21-06-2018

Ritzaus Bureau udsendte et telegram, som omhandlede en retssag, hvor en person ved byretten var blevet kendt skyldig i blandt andet mandatsvig og forsøg på bedrageri. Personen, som blev idømt 60 dages betinget fængsel, og som havde udbedt sig betænkningstid med hensyn til spørgsmålet om anke, klagede til Pressenævnet over, at han var blevet nævnt ved navn i telegrammet. Pressenævnet udtalte ikke kritik af Ritzaus Bureau for at have nævnt personens navn. Nævnet lagde blandt andet vægt på karakteren af de forhold, klageren var blevet dømt for, samt at de blev begået, mens han var i tjeneste i en højtstående stilling i Forsvaret.

Sagsnummer: 2017-80-0075

Artikel om boligsalg på Bornholm.nu kritiseres ikke

22-05-2018

En ejendomsmægler klagede over artiklen ”Små lokale mæglere sælger færre boliger”, der omhandlede salget af privatboliger på Bornholm i 2017. Artiklen var ledsaget af et billede af ejendomsmæglerens butiksfacade. Ejendomsmægleren, som også sælger erhvervsejendomme, klagede over, at det fremgik af billedteksten, at virksomheden var gået tilbage, selvom virksomheden havde oplevet økonomisk fremgang i 2017. Mægleren klagede også over, at Bornholm.nu havde bragt billedet af deres butiksfacade uden først at få samtykke hertil.

Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik, da det fremgik tilstrækkeligt tydeligt af artiklen, at den omhandlede salg af privatboliger. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at kritisere, at Bornholm.nu havde bragt billedet af ejendomsmægleren uden samtykke, da billedet ikke var krænkende for mægleren.

Sagsnummer: 2017-80-0054

SE og HØR får ikke kritik for omtale med private billeder af kendt indsat

16-03-2018

En offentlig kendt indsat klagede over SE og HØRs omtale af blandt andet hans samværssag og navneændring samt brug af en række private billeder af ham. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at offentlige personer må tåle en mere nærgående omtale end andre, samt at klager tidligere selv har offentliggjort oplysninger om sit liv som indsat og private forhold.

Nævnet fandt herefter, at oplysningerne om samværssagen og klager, der afsoner en livstidsdom, har offentlig interesse og fandt ikke grundlag for at udtale kritik af hverken omtalen eller offentliggørelsen af de private billeder af klager. Klager klagede desuden over forelæggelsen, der var sket for hans advokater. Nævnet udtalte ikke kritik heraf, da klager er indsat i et lukket fængsel.

Sagsnummer: 2017-80-0018

TV MIDTVEST får kritik for at give forkert indtryk af Hjemmeplejen Limfjorden

21-11-2017

TV MIDTVEST bragte i indslaget ”Regeringen forlanger nødplan ved konkurs” billeder af indehaveren af virksomheden Hjemmeplejen Limfjorden. Billederne var optaget i anden sammenhæng og havde ingen forbindelse til omtalen af konkurstruede eller konkursramte virksomheder. Hjemmeplejen Limfjorden er hverken truet af konkurs eller gået konkurs, som indslaget kunne give indtryk af. Pressenævnet udtalte kritik af TV MIDTVEST for at give et forkert indtryk og indehaveren var berettiget til et genmæle.

Sagsnummer: 2017-80-0003

Afgørelse vedrørende journalisters inhabilitet

05-10-2017

Dagbladet Holstebro-Struer omtalte koncerten ”Struer Går Live”. Den journalist, der dækkede koncerten, var selv medarrangør af en anden koncert samme dag. Arrangøren af ”Struer Går Live” klagede.

Pressenævnet finder, at journalisten, der også arrangerede koncerter, kunne have en interesse i, hvordan klager og arrangementet ”Struer Går Live” blev omtalt.

Under hensyn til oplysningerne i sagen var der dog ikke et sikkert grundlag for at fastslå, at journalisten var inhabil. På den baggrund og da Pressenævnets behandling af klagen ikke gav anledning til kritik, fandt nævnet imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at journalistens interesse var afgørende for indholdet af artiklen. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.

Sagsnummer: 17-70-01097

Frederiksborg Amts Avis får ikke kritik for at omtale personfølsomme oplysninger

24-05-2017

En person klagede over avisens vinkling i en artikel om kommunens sagsbehandling og nogle politianmeldelser. Personen havde givet avisens journalist tilladelse til at indhente sagens akter hos kommunen. Pressenævnet fandt hverken grundlag for at kritisere avisen for at omtale indholdet af sagsakterne eller, at avisen ikke havde sikret en effektiv sløring af klager på billederne til artiklen.

Sagsnummer: 17-70-01117

Ikke kritik af tv-optagelser af læge på psykiatrisk hospital

24-05-2017

TV 2/Bornholm havde foretaget optagelser under et besøg på Psykiatrisk Center Bornholm. En læge, der fremgik af optagelserne, klagede til Pressenævnet. Nævnet fandt ikke optagelserne krænkende for lægen, og udtalte ikke kritik.

Sagsnummer: 17-70-01110 og 17-70-01113

Friedanskere.net kritiseres for omtale af plakat på baggrund af anonym mail

20-04-2017

Pressenævnet kritiserer Frie Danskere for at omtale en plakat, hvor en redaktør var afbildet til teksten ”Skal dine børn udsættes for venstreradikal indoktrinering?” og en fotograf var afbildet “Kend din lokale FASCIST”. Frie Danskere gengav plakaten uden at kontrollere indholdet og uden at give klagerne rimelig tid til at svare.

Sagsnummer: 17-70-01108

Klage over Villabyernes billedbrug behandles ikke

23-03-2017

En person klagede over, at to tilfældige personer af anden etnisk herkomst var indsat til et kritisk læserbrev om au pair-piger. Klager var ikke selv omtalt eller afbildet i artiklen og var derfor ikke klageberettiget. Klagen blev derfor afvist uden nærmere behandling.

Sagsnummer: 17-70-01085

14-årig skoleelev kunne udtale sig offentligt uden forældresamtykke

21-03-2017

Faderen til en 14-årig skoleelev klagede over, at datteren var omtalt og afbildet i Dagbladet Struer, selvom han tidligere over for skolen havde gjort opmærksom på, at han generelt ikke ønskede, at hans børn fremgik af offentlige billeder. Pressenævnet udtalte ikke kritik af avisen for at bringe datterens udtalelse. Nævnet tog ikke stilling til, hvorvidt skolen burde have grebet ind på baggrund af faderens tilkendegivelse.

Sagsnummer: 16-70-01014

Kendelse i Aller Media mod Radio24syv vedrørende Radio24syvs omtale af SE og HØRs billedmateriale

30-11-2016

Radio24syv stillede spørgsmålstegn ved lovligheden af SE og HØRs billeder. Aller Media klagede som ejer af ugebladet SE og HØR over de fremsatte beskyldninger om ulovlige paparazzibilleder, Radio24syvs vinkling og forelæggelse for SE og HØRs redaktør. Nævnet udtalte ikke kritik af Radio24syv, ligesom Aller Media ikke fik ret til at få bragt et genmæle. Det bemærkes, at nævnet ikke tog stilling til lovligheden af billederne.

Sagsnummer: 16-70-01006

Arkivbillede indsat i krænkende sammenhæng

17-09-2016

Berlingske kritiseres for at anvende et arkivbillede af en tilfældig kvinde af mexicansk oprindelse som illustration til en artikel om Dansk Folkepartis udlændingepolitik.