Sagsnummer: 2022-80-0880

Kritik af Frihedens Stemme for omtale af straffesag

Frihedens Stemme bragte i juli måned tre artikler, der indeholdt en række beskyldninger mod Redox. Artiklerne henviste blandt andet til en artikel fra 2011 fra et andet medie, der omtalte en straffesag, hvor Redox var sigtet for overtrædelse af terrorlovgivningen. Redox klagede til Pressenævnet over, at artiklerne indeholdt krænkende beskyldninger, der ikke var blevet forelagt, og at Frihedens Stemme ikke havde oplyst i artiklerne, at der i den omtalte straffesag ikke blev rejst tiltale for overtrædelse af terrorlovgivningen. Pressenævnet fandt, at beskyldningerne skulle have været forelagt for Redox, og at den manglende omtale af straffesagens afslutning var en tilsidesættelse af god presseskik. Nævnet udtalte kritik.

Sagsnummer: 2022-80-0860

Fyens Stiftstidende får kritik for at offentliggøre navnet på en dømt person

I artikler bragt i april 2022 omtalte Fyens Stiftstidende en straffesag, hvor en person blev idømt en fængselsstraf for at have påført sit nyfødte barn alvorlige skader. I omtalen nævnte Fyens Stiftstidende den dømte persons navn. Personen klagede til Pressenævnet over, at Fyens Stiftstidende havde nævnt hans navn i artiklerne i strid med kravet om en klar saglig linje i forbindelse med retsreportage. Pressenævnet udtalte kritik af Fyens Stiftstidende og lagde vægt på, at avisen i den konkrete sag ikke havde fulgt mediets faste praksis om ikke at nævne navn på den dømte i sager om alvorlige overgreb på børn, hvis den dømtes navn kan tjene til identificering af ofret, som var tilfældet i den omtale straffesag.

Sagsnummer: 2021-80-0680

Redox får kritik for ukorrekt oplysning og grov beskyldning

I en artikel bragt i juni 2021 omtalte Redox en straffesag, hvor en person i byretten blev dømt for hærværk mod en jødisk gravplads. Personen klagede til Pressenævnet blandt andet over, at artiklen indeholdt ukorrekte og krænkende oplysninger om, at han i en tidligere straffesag blev dømt for æreskrænkelser, og at han har stået bag chikane og trolling. Nævnet udtalte kritik af Redox for at have bragt den ukorrekte oplysning og den grove beskyldning, men fandt ikke anledning til at udtale kritik af de øvrige klagepunkter.

Sagsnummer: 2021-80-0603

Berlingske får ikke kritik for artikel med omtale af civil retssag

Berlingske bragte i januar måned et portræt af en kendt musiker og iværksætter. Artiklen indeholdt bl.a. omtale af en tvist, som iværksætteren havde haft med en tidligere ansat. Det fremgik, at iværksætteren havde meldt sin tidligere medarbejder til politiet for underslæb, men at politiet havde afvist at rejse sigtelse eller tiltale. I artiklen fremgik endvidere omtale af byrettens dom i den civile retssag, som iværksætteren efterfølgende havde rejst mod sin tidligere ansatte.
Den tidligere ansatte klagede til Pressenævnet over artiklen, som efter hans opfattelse fremstillede retssagen som en straffesag. Pressenævnet fandt, at Berlingskes omtale af retssagen var retvisende, og nævnet udtalte ikke kritik.

Sagsnummer: 2020-80-0532

Ej kritik af retsrapport.dk for at bringe detaljeret omtale af straffedom

En person klagede til Pressenævnet over en artikel fra juni 2020 bragt på retsrapport.dk med detaljeret omtale af personens straffedom. Personen klagede over, at artiklens omtale samt portrætbillede af ham krænker hans privatliv. Personen klagede desuden over, at artiklen indeholder ukorrekt information, samt at retsrapport.dk ikke har imødekommet hans anmodning om sletning. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af omtalen og lagde i den forbindelse navnlig vægt på straffelovsovertrædelsens karakter og dommens længde. Nævnet fandt heller ikke anledning til at udtale kritik af retsrapport.dk for at have afvist at slette artiklen.

Sagsnummer: 2019-80-0286

Dagbladet Ringkøbing-Skjern får ikke kritik for omtale af dømt i straffesag

En person klagede over Dagbladet Ringkøbing-Skjerns omtale af en straffesag, hvor hun blev dømt for medvirken til bedrageri. Personen klagede blandt andet over, at hun via artiklens oplysninger kunne identificeres, og at omtalen krænkende hendes privatliv. Pressenævnet fandt, at artiklens oplysninger ikke kunne tjene til identificering af klager, og nævnet udtalte derfor ikke kritik.

Sagsnummer: 2018-80-0197

Ikke kritik af Ekstra Bladet for omtale af straffesag

En person klagede over, at Ekstra Bladet havde bragt en artikel med omtale af en straffesag mod ham. Personen mente, at artiklen indeholdte ukorrekte oplysninger. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af Ekstra Bladet for at omtale straffesagen og lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at personen ikke var identificeret ved navn i artiklen, og at oplysningerne i artiklen blev bragt på baggrund af en udskrift fra retsbogen.

Sagsnummer: 2018-80-0166

Sjællandske Medier får ikke kritik for omtale af dømt i straffesag

En person klagede over Sjællandske Mediers omtale af en straffesag, hvor han blev dømt for trusler om vold mod to betjente i en parkeringskælder. Personen klagede blandt over, at artiklen indeholdt ukorrekte oplysninger, og at han via artiklens oplysninger kunne identificeres. Sjællandske Medier havde af egen drift berigtiget en række oplysninger i artiklen. Pressenævnet fandt, at artiklens oplysninger ikke kunne tjene til identificering af klager. Nævnet fandt desuden, at det havde været hensigtsmæssigt, såfremt Sjællandske Medier i den oprindelige artikel havde beskrevet forløbet mere præcist, men fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik heraf.

Sagsnummer: 2018-80-0109

Ritzaus Bureau får kritik for fejl og mangler i retsreportage

Ritzaus Bureau udsendte i januar måned et telegram vedrørende en byretssag, hvor en advokat var blevet kendt skyldig i dokumentfalsk, bedrageri og mandatsvig. Advokaten klagede til Pressenævnet, som udtalte kritik af, at telegrammet indeholdt forkerte oplysninger om dommen, og at det ikke fremgik af telegrammet, at advokaten nægtede sig skyldig, og at sagen var anket til landsretten.

Forud for klagen til Pressenævnet havde advokaten rettet henvendelse til Ritzaus Bureau, som havde udsendt et korrigeret telegram og et ”infoflash” til sine kunder, hvor de faktuelle fejl var blevet rettet, og et nyt afsnit vedrørende advokatens stillingtagen til skyldsspørgsmål og anke var blevet tilføjet. Pressenævnet fandt herefter, at Ritzaus Bureau havde gjort tilstrækkeligt for at gøre sine kunder opmærksomme på rettelserne til telegrammet, som herefter fandtes at være i overensstemmelse med god presseskik. Nævnet pålagde derfor ikke Ritzaus Bureau at offentliggøre nævnets kritik.

Sagsnummer: 2018-80-0089

Ritzaus Bureau får ikke kritik for at nævne navn ved omtale af retssag

Ritzaus Bureau udsendte et telegram, som omhandlede en retssag, hvor en person ved byretten var blevet kendt skyldig i blandt andet mandatsvig og forsøg på bedrageri. Personen, som blev idømt 60 dages betinget fængsel, og som havde udbedt sig betænkningstid med hensyn til spørgsmålet om anke, klagede til Pressenævnet over, at han var blevet nævnt ved navn i telegrammet. Pressenævnet udtalte ikke kritik af Ritzaus Bureau for at have nævnt personens navn. Nævnet lagde blandt andet vægt på karakteren af de forhold, klageren var blevet dømt for, samt at de blev begået, mens han var i tjeneste i en højtstående stilling i Forsvaret.

Sagsnummer: 2018-80-0084

Fredericia Avisen får ikke kritik for at omtale frifundet person ved navn

En person klagede over, at Fredericia Avisen bragte oplysninger om en straffesag, hvor han blev frifundet, og i den forbindelse nævnte hans fulde navn. En fældende dom mod klager fra 2009 blev desuden nævnt, ligesom der blev bragt ukorrekte oplysninger om hans tidligere ansættelse.

Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af Fredericia Avisen for at omtale hverken straffesagen eller klagers tidligere dom og lagde blandt andet vægt på, at straffesagen havde almen interesse, idet den omhandlede overtrædelse af et forbud mod at beskæftige sig med børn og unge, ligesom der var klar sammenhæng med klagers tidligere dom. Nævnet fandt heller ikke anledning til at udtale kritik af Fredericia Avisen for at have bragt oplysninger om klagers navn og arbejdsplads, da det klart fremgik af artiklen, at klager blev frikendt, ligesom artiklen citerede et offentligt byrådsmøde, hvor klagers fulde navn og straffesagen blev nævnt.

Sagsnummer: 17-70-01115

KLAGEFRIST. En person får behandlet klage over en artikel fra 2016

En indsat i fængslet havde indleveret en klage over en artikel (et brev) til fængselspersonalet. Kvitteringen fra fængselspersonalet var dateret fire dage, inden klagefristen efter medieansvarsloven udløb. Brevet nåede imidlertid ikke frem, så klageren genfremsendte brevet efter, at klagefristen var udløbet. Under hensyn til fremsendelsesproceduren behandlede nævnet klagen. En anden klage var indleveret til personalet efter klagefristens udløb og blev ikke behandlet af Pressenævnet.

Sagsnummer: 17-70-01141

FORSKERforum får delvis kritik af omtale af forskers forskning

En forsker klagede over, at FORSKERforum havde omtalt hans forskning kritisk. Det fremgik blandt andet af artiklen, at Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) i en afgørelse havde fundet, at forskeren havde begået videnskabelig uredelighed. UVVUs afgørelse var imidlertid senere blevet indbragt for – og omgjort af – Vestre Landsret. Nævnet udtalte kritik af FORSKERforum for ikke at omtale den endelige dom fra 2016, men kritiserede ikke den øvrige omtale.

Sagsnummer: 17-70-01067

OK at Fyens Stiftstidende nævnte navnet på en 16-årig, der var idømt to års fængsel

En forælder til en 16-årig klagede over, at Fyens Stiftstidende ikke ville anonymisere sønnens navn i en artikel fra januar 2017. Sønnen var i januar 2017 idømt to års ubetinget fængsel for voldtægt. Pressenævnet fandt på baggrund af kriminalitets karakter og sagens aktualitet hverken grund til at kritisere Fyens Stiftstidende for at nævne den 16-årige ved navn i artiklen eller for at afvise at anonymisere den dømte på fyens.dk.