12 Artikler med emneordet “Generel forelæggelse (ikke konkretiseret)”

Sagsnummer: 2018-80-0221

Gråsten Avis får kritik for overskrift i genoptaget klagesag

28-01-2019

Gråsten Avis bragte i juni 2018 omtale af en politikers engagement i forbindelse med tilblivelsen af et regulativ. Politikeren klagede blandt andet over, at overskriften er misvisende og mangler dækning samt over manglende forelæggelse. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af Gråsten Avis. Politikeren anmodede nævnet om genoptagelse grundet nævnets ukorrekte gengivelse af to artiklers rækkefølge. Eftersom det ikke kunne udelukkes, at den ukorrekte gengivelse af artiklernes rækkefølge kan have været af betydning for sagens afgørelse, genoptog nævnet behandlingen af klagen. Nævnet fandt under den fornyede behandling af klagen, at overskriftens formulering er misvisende og krænkende for politikeren, og udtalte på den baggrund kritik af Gråsten Avis blandt andet for manglende forelæggelse. Henset til, at politikeren i en efterfølgende artikel fik lejlighed til at udtale sig i Gråsten Avis, fandt nævnet dog ikke anledning til at pålægge Gråsten Avis offentliggørelse af nævnets kritik.

Sagsnummer: 2018-80-0155

Haberler.dk får kritik for manglende forelæggelse af skadelige udsagn

18-01-2019

To gymnasier klagede over, at Haberler.dk i en artikel offentliggjort på tyrkisk skrev, at de to gymnasier er tilknyttet ”Fethullah Tilhængers Terrororganisation (FETÖ)”, og at de to gymnasier har snydt med elevernes karakterer ved systematisk at sørge for et højt karaktergennemsnit. Klagerne bestred disse udsagn. Haberler.dk var på tidspunktet for artiklens offentliggørelse anmeldt til Pressenævnet. Selv om den påklagede artikel var offentliggjort på tyrkisk, fandt Pressenævnet efter en samlet vurdering, at Haberler.dk kan karakteriseres som et indenlandsk medie, der var omfattet af Pressenævnets kompetence efter medieansvarsloven. Nævnet behandlede derfor klagen og udtalte kritik af Haberler.dk for manglende forelæggelse af de skadelige og krænkende udsagn.

Sagsnummer: 2018-80-0140

Ikke kritik af Lolland-Falster Folketidende for omtale af Facebook-debat

23-11-2018

Lolland-Falster Folketidende bragte i april måned en artikel, der indeholdt omtale af debat fra en offentlig Facebook-gruppe. En person klagede over, at hendes debatindlæg på Facebook er omtalt i artiklen. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af Lolland-Falster Folketidendes omtale eller for ikke at have forelagt klager oplysningerne. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at rigtigheden af oplysningerne ikke er bestridt, samt at det klart fremgår af artiklen, at oplysningerne stammer fra en offentlig debat på Facebook.

Sagsnummer: 2018-80-0114

TV 2 får ikke kritik for citering af chefs skriftlige bemærkninger

24-10-2018

TV 2 omtalte i artiklen ”Bandemedlem arbejdede som socialarbejder – nu er han sigtet for drabsforsøg” en sigtets relation til Lejerbo København. Forud for artiklen havde TV 2 forelagt oplysninger for en chef hos Lejerbo København. Chefen og Lejerbo København klagede til Pressenævnet over, at chefen blev citeret ved navns nævnelse i stedet for den øverste leder. Indholdet af citatet var også påklaget. Derudover var der klaget over udokumenterede beskyldninger mod Lejerbo København samt utilstrækkelig forelæggelse. Pressenævnet fandt det ikke dokumenteret, at der var indgået en aftale mellem parterne om, at det var den øverste leder, der skulle citeres med navns nævnelse. Nævnet fandt i den forbindelse, at det havde været hensigtsmæssigt, hvis TV 2 havde imødekommet ønsket vedrørende citering, men eftersom de bragte citater var i overensstemmelse med chefens skriftlige bemærkninger til TV 2, udtalte nævnet ikke kritik. Nævnet udtalte i øvrigt ikke kritik af TV 2.

Sagsnummer: 2018-80-0120 og 2018-80-0116

Horsens Folkeblad og Den Lille Avis skal ikke slette artikler fra 2017

28-09-2018

En person klagede over, at Horsens Folkeblad ikke vil slette en artikel på deres hjemmeside hsfo.dk. Artiklen omtaler, at klager har opsagt sin stilling som organist forud for første arbejdsdag. Pressenævnet fandt, at artiklen ikke indeholder oplysninger, der er særligt belastende for klager, hvorfor nævnet ikke fandt grundlag for at udtale kritik af Horsens Folkeblad for at afvise klagers anmodning om sletning.

Personen klagede tillige over en artikel med enslydende indhold på Den Lille Avis’ hjemmeside ugeavisen.dk. Her fandt Pressenævnet ligeledes ikke grundlag for at udtale kritik af Den Lille Avis for at afvise klagers anmodning om sletning.

Sagsnummer: 2018-80-0112

Ikke kritik af Skive Folkeblad for artikelserie om retssag

18-09-2018

Skive Folkeblad omtalte i artikler i februar og marts måned en retssag anlagt af en person mod sin tidligere arbejdsplads. Den tidligere arbejdsplads klagede til Pressenævnet over artiklerne, som efter virksomhedens opfattelse var vinklet til fordel for den tidligere medarbejder. Pressenævnet fandt, at begge parters synspunkter fremgik af de påklagede artikler. Da artiklernes gengivelse af retssagen endvidere var korrekt, fandt nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af artiklerne.

Sagsnummer: 2017-80-0070

Kritik af FORSKERforum for artikel om årsag til afskedigelse af professor

22-05-2018

Et universitet og to af dets ledende medarbejdere klagede over artiklen ”Forskningsfrihed? Vindmølle-lobby krævede forsker fyret”. I artiklen beskyldte flere kritikkere klagerne for at have ladet sig presse af vindmølleindustrien til at afskedige en professor. Fyringssagen var tidligere blevet omtalt i flere artikler i FORSKERforum, men den påklagede artikel indeholdt nye beskyldninger mod klagerne.

Et af artiklens afsnit fremstod som om, det var et interview med én af klagerne. Udtalelserne stammede imidlertid fra et brev, som klageren tidligere havde skrevet til én af kritikkerne. Pressenævnet udtalte kritik heraf. Nævnet kritiserede også, at FORSKERforum ikke havde indhentet klagernes kommentarer til de nye beskyldninger, og at én af klagernes tidligere udtalelser vedrørende afskedigelsessagen ikke fremgik af artiklen.

Sagsnummer: 2017-80-0048

Politiken kritiseres for manglende forelæggelse af kritiske udsagn

17-04-2018

To skattejægere, der medvirkede i en tv-serie, og tv-seriens producent klagede til Pressenævnet over Politikens artikel ”DR-serie om skattejagt på kulturarv i havet får kritik”. I artiklen udtalte to flådehistorikere sig kritisk om tv-serien. Politiken havde forelagt kritikken for DR, men Pressenævnet (flertallet) fandt, at artiklen indeholdt udsagn, der kunne være skadelige eller krænkende for klagerne. Pressenævnet udtalte derfor kritik af Politiken for ikke at give klagerne mulighed for at besvare beskyldningerne i sammenhæng med, at de blev fremsat.

Sagsnummer: 2017-80-0058

Gråsten Avis får kritik for manglende forelæggelse af kritiske udsagn

12-04-2018

En person klagede over, at Gråsten Avis i november 2017 havde bragt kritisk omtale af ham og hans to virksomheder uden, at avisen først at have indhentet hans kommentarer til kritikken. Pressenævnet fandt, at den påklagede omtale indeholdt udsagn, der kunne være skadelige eller krænkende for personen og virksomhederne. Nævnet udtalte derfor kritik af Gråsten Avis for ikke at give klagerne mulighed for at kommentere beskyldningerne i sammenhæng med, at de blev fremsat.

Sagsnummer: 2017-80-0007

TV2 Nord kritiseres for at basere kritik på forkert telefonnummer

28-09-2017

TV2 Nord omtalte lægehuset Nordic Medicare. TV2 Nord var blandt andet kritisk over for muligheden for at komme igennem til lægehuset over telefonen. En patient udtalte i udsendelsen, at hun havde ringet 17.-18. maj og kunne først få en tid halvanden måned senere, ligesom TV2 Nord forgæves forsøgte at ringe op til lægehuset. Nordic Medicare klagede til Pressenævnet.

Under nævnets sag viste det sig, at TV2 Nord havde ringet til et forkert telefonnummer, og patientens teleudskrifter viste ingen opkald til klinikken den 17. og 18. maj. Derimod viste patientens journal, at hun havde været til konsultation i både maj og juni måned. Nævnet har udtalt kritik af TV2 Nord for omtalen og for ikke at gøre tilstrækkelig opmærksom på fejlen, da TV2 Nord blev gjort opmærksom på den.

Sagsnummer: 17-70-01087

Politiken får ikke kritik for omtale af Socialdemokratiets skattepolitik

25-04-2017

Politiken omtalte en politisk debat om ejendomsværdibeskatningen. I den forbindelse omtalte avisen Socialdemokratiets udmelding som en ”ekstraskat” og en ”boligtopskat”. Pressenævnet fandt, at formuleringerne i artiklen skulle læses i forhold til regeringens udspil, der også var omtalt i artiklen, og ikke i forhold til den eksisterende ejendomsværdibeskatning, hvor der allerede eksisterede en ”boligtopskat”.

Sagsnummer: 16-70-00969

Borreliapatient kunne ikke klage

24-05-2016

En person har klaget over en artikel om test og behandling af borrelia bragt på videnskab.dk. Ifølge klager, som selv er borreliapatient, giver artiklen et fordrejet og stigmatiserende billede af virkeligheden. Da artiklen omhandler borreliapatienter generelt, og da klager ikke selv er omtalt, har han ikke retlig interesse, og klagen afvises.