20 Artikler med emneordet “Genmæle”

Sagsnummer: 2018-80-0142

Pressenævnet afviser klage over utilstrækkelig omtale

19-06-2018

En person klagede over Sjællandskes omtale af en kommunes ageren i en sag vedrørende etableringen af en omfartsvej. Personen klagede over to artikler, som var blevet offentliggjort i henholdsvis 2010 og 2012. Pressenævnet afviste at behandle klagen over artiklerne, da klagen var indgivet efter klagefristens udløb. Personen klagede videre over, at Sjællandskes omtale af sagen havde været utilstrækkelig. Pressenævnet afviste ligeledes denne del af klagen, fordi den ikke vedrørte konkrete, offentliggjorte artikler.

Sagsnummer: 2018-80-0119

Horsens Posten får ikke kritik for satirisk klumme

22-05-2018

En person klagede over Horsens Postens klumme ”JØRGENS HJØRNE”, hvori redaktøren tilkendegav sin holdning om personens forretningsmodel og den, ifølge redaktøren, mangelfulde lovgivning på området. Personen klagede blandt andet over, at hans privatliv var krænket og over, at klummen overskred de vide rammer for frisprog. Pressenævnet fandt, at personens privatliv ikke var krænket, da personen forud for klummen selv havde udtalt sig til medierne om sin forretningsmodel. Dertil fandt nævnet, at de påklagede udsagn som f.eks. ”selskabstømmeren” klart fremstod satirisk i sammenhængen, selv om de isoleret set var uhensigtsmæssige at anvende, da personen var tiltalt i en straffesag på tidspunktet på omtalen. Pressenævnet fandt efter en samlet vurdering, at de vide rammer for frisprog i en klumme ikke var overskredet.

Sagsnummer: 2017-80-0066

Jysk Fynske Medier får kritik for manglende forelæggelse og fejlcitat

22-05-2018

Jysk Fynske Medier omtalte i september 2017 konkursrytteri og bragte i den forbindelse YouTube-videoen ”Forstå Konkursrytteri –[navn]-modellen”. Forretningsmodellen beskrev, hvordan en person har drevet forretning ved at overtage nødlidende virksomheder, der efterfølgende er gået konkurs. Den omtalte person, der på tidspunktet for omtalen var tiltalt i en straffesag relateret til den beskrevne forretningsmodel, klagede til Pressenævnet.

Pressenævnet fandt, at indholdet af YouTube-videoen var retvisende, men at Jysk Fynske Medier burde have indhentet en kommentar fra personen inden offentliggørelsen, så personens kommentarer kunne have været bragt i sammenhæng med beskyldningerne. Nævnet udtalte derfor kritik. Nævnet gav yderligere klager ret til genmæle i forhold til det konstruerede citat ”I kan ikke røre mig”, da klager ikke havde udtalt sig sådan, samt udtalte kritik af Jysk Fynske Mediers afvisning af at fjerne citatet, der blandt andet var anvendt i en artikeloverskrift. Der var klaget over andre forhold, som nævnet ikke fandt grundlag for at kritisere.

Sagsnummer: 2017-80-0071

Jysk Fynske Medier får ikke kritik for at omtale en person ”stråmand”

22-05-2018

En politiassistent klagede over, at Jysk Fynske Medier i september 2017 i relation til omtale om konkursrytteri betegnede ham som ”stråmand” for sin brors virksomhed. Broren var på tidspunktet for omtalen blandt andet tiltalt i en straffesag for forhold i en forretningsmodel, som broren havde anvendt til at drive forretning på at overtage nødlidende virksomheder, der efterfølgende gik konkurs. Politiassistenten klagede blandt andet over, at omtalen krænkede hans privatliv. Han anmodede derudover blandt andet om at få fjernet de private oplysninger. På baggrund af politiassistentens funktion i sin brors virksomhed, fandt Pressenævnet, at omtalen ikke krænkede hans privatliv. Selv om oplysningerne i artiklen var til skade for politiassistenten, fandt nævnet heller ikke grundlag for at kritisere Jysk Fynske Mediers afvisning af at fjerne oplysninger fra artiklen.

Sagsnummer: 2017-80-0070

Kritik af FORSKERforum for artikel om årsag til afskedigelse af professor

22-05-2018

Et universitet og to af dets ledende medarbejdere klagede over artiklen ”Forskningsfrihed? Vindmølle-lobby krævede forsker fyret”. I artiklen beskyldte flere kritikkere klagerne for at have ladet sig presse af vindmølleindustrien til at afskedige en professor. Fyringssagen var tidligere blevet omtalt i flere artikler i FORSKERforum, men den påklagede artikel indeholdt nye beskyldninger mod klagerne.

Et af artiklens afsnit fremstod som om, det var et interview med én af klagerne. Udtalelserne stammede imidlertid fra et brev, som klageren tidligere havde skrevet til én af kritikkerne. Pressenævnet udtalte kritik heraf. Nævnet kritiserede også, at FORSKERforum ikke havde indhentet klagernes kommentarer til de nye beskyldninger, og at én af klagernes tidligere udtalelser vedrørende afskedigelsessagen ikke fremgik af artiklen.

Sagsnummer: 2017-80-0059

DK4’s anvendelse af titlen ”arkitekt” kritiseres ikke

12-04-2018

En person klagede over DK4’s udsendelse ”Wittrup Motel: Fortid og fremtid (2:2)”. Klager havde lavet arkitekttegninger til ombygningen af Wittrup Motel/Sallie’s Restaurant & Snack Bar og klagede blandt andet over, at projektlederen for ombygningsprojektet, der også stod for stil og indretning, var betegnet som ”arkitekt” i udsendelsen. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik, da titlen ”arkitekt” ikke er en beskyttet titel og dermed kan anvendes om personer, der ved at planlægge, formgive, indrette og overvåge kan betegnes som arkitekten i forhold til et bygge/indretningsprojekt. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at kritisere, at DK4 ikke havde nævnt klager i udsendelsen.

Sagsnummer: 2017-80-0035

Tidligere bestyrelsesmedlemmer får ret til genmæle i Bornholms Tidende

21-03-2018

Bornholms Tidende omtalte i oktober 2017 Ejendomsfonden Grennessminde Bornholms konkurs og i den forbindelse en af Erhvervsstyrelsens pålagt afgift på 3.000 kroner til tre forhenværende bestyrelsesmedlemmer i fonden. Afgiften blev pålagt, fordi fondsregnskabet for 2015 blev indsendt for sent. En advokat klagede blandt andet på vegne af de tre forhenværende bestyrelsesmedlemmer i Ejendomsfonden Grennessminde Bornholm over, at Bornholms Tidendes omtale ukorrekt kunne give indtryk af, at afgifterne ikke var betalt.

Pressenævnet lagde på baggrund af sagens oplysninger til grund, at afgifterne var betalt. Bornholm Tidende havde forud for artiklerne rettet henvendelse til en offentlig myndighed, Erhvervsstyrelsen, der må vurderes som en troværdig kilde.

I forhold til god presseskik udtalte nævnet derfor ikke kritik, da Bornholms Tidende på tidspunktet for artiklernes offentliggørelse havde rimelig grund til at antage, at afgifterne ikke var betalt. På grund af den forkerte information var klagerne imidlertid berettigede til at få bragt et genmæle. De andre forhold i klagen, herunder den efterfølgende omtale af klagen til Pressenævnet, fandt nævnet ikke grundlag for at kritisere.

Sagsnummer: 2018-80-0087

REDIGERINGSRET. Ikke kritik af Politikens redigering af ”læserbrevs-digt”

16-03-2018

En person klagede over, at Politiken havde redigeret hans læserbrev, der var udformet som et digt, sådan at det ikke længere rimede og fremstod uforståeligt. Pressenævnet fandt, at budskabet i læserbrevet ikke fremstod forvansket på grund af Politikens opsætning og redigering, og at Politiken ikke havde overskredet de vide rammer for redigering. Pressenævnet udtalte ikke kritik og fandt heller ikke grundlag for genmæle.

Sagsnummer: 2017-80-0037

FORSKERforum har krav på genmæle over for omtale i Kristeligt Dagblad

08-02-2018

FORSKERforum klagede til Pressenævnet over Kristeligt Dagblads artikel ”Er klimaforskningen den nye inkvisition?”. Kristeligt Dagblads artikel giver et forkert indtryk af, at FORSKERforum mod bedre vidende skulle have citeret en klimaforsker for at have at have udtalt, at en anden klimaforsker ikke er rigtig klimaforsker. FORSKERforum havde ikke citeret klimaforskeren for en sådan udtalelse. Pressenævnet fandt derfor, at FORSKERforum var berettiget til at få bragt et genmæle.

Sagsnummer: 2017-80-0029

SE og HØR får ikke kritik for omtale af Forbrugerklagenævnets afgørelse

21-11-2017

JEWLSCPH ApS og firmaets kreative direktør klagede blandt andet over, at SE og HØR omtalte en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet, hvor forbrugeren fik ret til at hæve købet af en ring fra JEWLSCPH ApS, fordi ringen havde en ringere kvalitet og værdi end man måtte forvente i forhold til forbrugerens købspris. Pressenævnet fandt, at det ikke var en krænkelse af klagers privatliv at nævne en afgørelse vedrørende klagers erhvervsmæssige virke. Nævnet lagde i den forbindelse også vægt på, at offentlige personer må tåle en mere nærgående omtale end andre.

Sagsnummer: 2017-80-0018

TV MIDTVEST får kritik for at give forkert indtryk af Hjemmeplejen Limfjorden

21-11-2017

TV MIDTVEST bragte i indslaget ”Regeringen forlanger nødplan ved konkurs” billeder af indehaveren af virksomheden Hjemmeplejen Limfjorden. Billederne var optaget i anden sammenhæng og havde ingen forbindelse til omtalen af konkurstruede eller konkursramte virksomheder. Hjemmeplejen Limfjorden er hverken truet af konkurs eller gået konkurs, som indslaget kunne give indtryk af. Pressenævnet udtalte kritik af TV MIDTVEST for at give et forkert indtryk og indehaveren var berettiget til et genmæle.

Sagsnummer: 2017-80-0008

JydskeVestkysten får kritik for udokumenterede beskyldninger i ”notatsag”

01-11-2017

JydskeVestkysten skrev i april måned, at et ”Privat firma førte hånden for kommunen” og ”Direktør i firma førte kommunal notat-hånd”.
Det private firma, Commocean A/S, og direktøren klagede til Pressenævnet.

Notatet var kommunens svar vedrørende forbrug af kommunikationsfirmaer. Både direktøren i det private firma og kommunaldirektøren afviste, at Commocean eller direktøren skulle have skrevet notatet for kommunen. Pressenævnet fandt, at JydskeVestkystens beskyldninger om, at firmaet havde skrevet kommunens notat, var udokumenterede. Nævnet udtalte kritik af, at avisen ikke indhentede klagernes kommentarer forud for avisens omtale, så svarene på angrebene kunne have fremgået i sammenhæng med beskyldningerne.

JydskeVestkysten bragte dagen efter en forsideartikel med klagernes synspunkter og bragte to dage efter en rettelse på en tilsvarende placering i lokalsektionen som den påklagede artikel. Pressenævnet fandt herefter, at JydskeVestkystens læserne fik den fornøden mulighed for at blive opmærksom på rettelsen. Nævnet pålagde derfor ikke JydskeVestkysten at offentliggøre nævnets kritik.

Sagsnummer: 2017-80-0010

Medlembladet Vandposten omtalte udfaldet af en dom korrekt

31-10-2017

Ejeren af en udlejningsejendom klagede over Vandpostens omtale. Ejeren havde forud for omtalen fået medhold i en sag anlagt mod et vandværk. Vandposten mente, at dommen var forkert og omtalte dommen. Vandposten mente, at dommen var forkert, og at der ikke var tale om ”en ny retstilstand”. Nævnet fandt som udgangspunkt ejeren berettiget til et genmæle over for Vandpostens udsagn om retstilstanden. Da udfaldet af dommen imidlertid fremgik af artiklen, ville et genmæle være en gentagelse af artiklens gengivelse af dommen. Pressenævnet pålagde derfor ikke offentliggørelse.

Sagsnummer: 2017-80-0003

Afgørelse vedrørende journalisters inhabilitet

05-10-2017

Dagbladet Holstebro-Struer omtalte koncerten ”Struer Går Live”. Den journalist, der dækkede koncerten, var selv medarrangør af en anden koncert samme dag. Arrangøren af ”Struer Går Live” klagede.

Pressenævnet finder, at journalisten, der også arrangerede koncerter, kunne have en interesse i, hvordan klager og arrangementet ”Struer Går Live” blev omtalt.

Under hensyn til oplysningerne i sagen var der dog ikke et sikkert grundlag for at fastslå, at journalisten var inhabil. På den baggrund og da Pressenævnets behandling af klagen ikke gav anledning til kritik, fandt nævnet imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at journalistens interesse var afgørende for indholdet af artiklen. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.

Sagsnummer: 17-70-01142

Ekstra Bladet var berettiget til at omtale Fødevarestyrelsens test af olivenolie uden forelæggelse

08-09-2017

Ekstra Bladet bragte en artikelrække med omtale af Fødevarestyrelsens test af olivenolier. I artiklerne blev flere olier omtalt som jammerlige, fup-produkter. En producent af olivenolie klagede blandt andet over, at Ekstra Bladet ikke havde indhentet kommentarer inden offentliggørelsen. I artiklerne var producentens olivenolie – på baggrund af Fødevarestyrelsens test – klassificeret som ”uegnet som menneskeføde”. Fødevarestyrelsen havde fået foretaget én test. Der var ikke på tidspunktet for offentliggørelsen af artiklerne foretaget en kontroltest. Fødevarestyrelsens test var den eneste tilgængelige testrapport på tidspunktet for offentliggørelsen. Da styrelsen måtte anses for en troværdig kilde, og Ekstra Bladet havde gengivet testresultaterne korrekt, udtalte Pressenævnet ikke kritik af Ekstra Bladet for ikke at kontrollere oplysningerne yderligere eller i øvrigt forelægge omtalen for producenten.

Sagsnummer: 17-70-01135

Fyens kunne omtale en læges lønudbetalinger som ”fusk”

06-09-2017

Foreningen af Speciallæger klagede som mandatar for en hjertelæge til Pressenævnet over, at Fyens Stiftstidende havde omtalt en læges lønudbetalinger som ”fusk” og ”snyd”. En læge havde ifølge omtalen fået udbetalt 1,5 millioner kroner for meget i løn. Ifølge et juridisk notat var der ikke grundlag for en strafferetlig forfølgelse af lægen, men ifølge notatet kunne arbejdsstedet kræve det for meget betalte honorar tilbagebetalt. Pressenævnet udtalte ikke kritik af omtalen og fandt heller ikke grundlag for genmæle.

Sagsnummer: 17-70-01127

Økonomisk Ugebrev kritiseres for sin udlægning af Nykredits formands udtalelser i DR P1

23-06-2017

Bestyrelsesformanden for Forenet Kredit (tidligere Foreningen Nykredit) udtalte sig i februar måned om en mulig børsnotering af selskabet Nykredit A/S i et radioprogram på DR P1. I radioudsendelsen udtalte formanden: ”De [Finanstilsynet og Nationalbanken] har begge skrevet til os, sagt i medierne, at det er gavnligt, at store SIFI-institutioner har adgang til kapitalmarkederne.” Under overskriften ”[Bestyrelsesformanden]: Nalen og tilsyn skrev at vi skal på børsen” bragte Økonomisk Ugebrev en omtale af formandens udtalelse og en mulig børsnotering.

Økonomisk Ugebrev skrev bl.a. i artiklen, at formanden ”siger direkte, at Nationalbanken og Finanstilsynet har skrevet til Nykredit, at de ønsker, at Nykredit børsnoteres” og henviste til, at der var tale om breve. Det oplystes videre i artiklen, at Nationalbanken ikke bekræftede at have sendt et brev, og at Finanstilsynet hverken kunne be- eller afkræfte at have skrevet til Nykredit. Forud for offentliggørelsen af ugebrevets artikel var foreningens pressechef og Økonomisk Ugebrev i kontakt. Pressechefen afviste ikke ordret, at der eksisterede breve, men oplyste, at formandens udtalelse i radioprogrammet havde dækning i Nationalbankens kvartalsoversigt og en redegørelse fra Finanstilsynet.

Efter Pressenævnets (flertallets) opfattelse gav formanden ikke i radioudsendelsen udtryk for, at de to institutioner havde sendt breve til Nykredit. Indholdet af artiklen var efter nævnets opfattelse herved egnet til at skade foreningen og formanden, idet der blev stillet spørgsmål ved deres troværdighed. Nævnet udtalte kritik af ugebrevet og gav foreningen og formanden ret til at få bragt et genmæle. Et mindretal var uenig i vurderingen og mente, at der var dækning for udsagnet i formandens udtalelse i DR P1 og ville ikke kritisere eller give genmæle.

Sagsnummer: 17-70-01083

Genmæle til udtrådt partner over for oplysninger i Søfart

21-04-2017

Søfart omtalte blandt andet, at den tidligere partner ikke måtte rette henvendelse til kunder, leverandører og samarbejdspartnere. Den udtrådte partner henviste til et forlig, og Pressenævnet fandt, at han var berettiget til et genmæle over for oplysningen.

Sagsnummer: 17-70-01064

JydskeVestkysten kritiseres for ikke at indhente en kommentar til kommunens økonomi fra den afskedigede økonomichef

06-03-2017

JydskeVestkysten omtalte i oktober 2016 afskedigelsen af en kommunes økonomichef. Her afviste økonomichefen at udtale sig. I december omtalte JydskeVestkysten kommunens seneste gennemgang af økonomien. Den afskedigede økonomichef blev beskyldt for ”regnefejl” i forbindelse med sit arbejde hos kommunen. Pressenævnet kritiserer JydskeVestkysten for ikke at indhente den tidligere økonomichefs kommentar til de nye oplysninger.