5 Artikler med emneordet “Hensyn til børn”

Sagsnummer: 2020-80-0471

DR får ikke kritik for omtale af tvangsfjernelsessag

18-09-2020

DR bragte i februar 2020 en artikel og et indslag i TV-Avisen om et stigende antal genoptagelsessager i forlængelse af tvangsanbringelser. Moren til en dreng, der var interviewet i forbindelse med omtalen, klagede til Pressenævnet over blandt andet, at artiklen og indslaget indeholdt ukorrekte og skadelige oplysninger om hende, og at DR havde bragt interviewet med hendes søn uden hendes samtykke. Pressenævnet udtalte ikke kritik af DR og lagde blandt andet vægt på, at moren ikke var nævnt ved navn og forud for offentliggørelsen havde fået mulighed for at kommentere på kritikken. Nævnet fandt videre, at der i den foreliggende sag var en så almen interesse knyttet til omtalen, at der var grundlag for at fravige udgangspunktet om, at børn ikke kan medvirke i en publikation uden deres forældres samtykke.

Sagsnummer: 2019-80-0373

TV 2 får ikke kritik for kritisk dokumentar om daginstitutioner

04-06-2020

TV 2 bragte i maj 2019 en kritisk dokumentarudsendelse om forholdene for børnene i to daginstitutioner, som navnlig var indhentet med skjult kamera under TV 2s muldvarps virke som pædagog. Et af børnenes forældre klagede til Pressenævnet over, at TV 2 havde bragt optagelserne uden at have indhentet deres samtykke hertil. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde vægt på, at det har klar samfundsmæssig interesse at belyse pædagogisk kvalitet og normeringer i daginstitutioner, at hensynet til barnet ikke overstiger den samfundsmæssige interesse, at det må anses for meget vanskeligt at fremskaffe den fornødne journalistiske dokumentation for kritisable forhold i den omtalte daginstitution uden brug af skjult kamera, samt at TV 2 har sikret en effektiv sløring af barnet.

Sagsnummer: 2019-80-0389

Berlingske får kritik for brug af billede på Facebook

24-02-2020

Berlingske bragte i oktober 2019 omtale af antallet af sigtede unge i udsatte boligområder. Artiklen blev bragt på Berlingskes netavis og Facebook-side under overskriften ”Det er trist og overraskende: Her er flest unge i København blevet sigtet af politiet”. I tilknytning til artiklen blev der bragt et billede af en 16-årig dreng, som også udtalte sig i artiklen. På Berlingskes Facebook-side var billedet af drengen sammen med overskriften de bærende elementer. Drengen klagede til Pressenævnet over, at billedet af ham i sammenhæng med overskriften gav det indtryk, at han er kriminel. Nævnet udtalte kritik af Berlingske for at have bragt billedet i sammenhæng med overskriften, da opsætningen kunne efterlade det indtryk, at drengen er en del af det kriminelle miljø, som omtales i artiklen.

Sagsnummer: 2019-80-0372

Børn&Unge får kritik for at anvende billeder uden samtykke

24-01-2020

Børn&Unge bragte i september 2019 omtale af et projekt med sansehaver i en børneinstitution. I den forbindelse bragte Børn&Unge blandt andet to billeder af et barn fra institutionen. Barnets forældre klagede til Pressenævnet over, at Børn&Unge havde bragt billederne uden at have indhentet deres samtykke hertil. Nævnet udtalte kritik af Børn&Unge for at have bragt billederne uden samtykke. Nævnet lagde vægt på, at barnet havde en alder, hvor hun som udgangspunkt ikke kunne medvirke i en publikation uden sine forældres samtykke, og at der ikke var en så almen interesse knyttet til de anvendte billeder af barnet, at der var grundlag for at fravige dette udgangspunkt, så billederne kunne bringes uden hendes forældres samtykke hertil. Nævnet lagde endvidere vægt på, at barnet var let genkendelig på billederne, som var taget, mens hun opholdt sig i sin børnehave.

Sagsnummer: 2018-80-0160

DR får kritik for omtale af to 14-åriges video på Musical.ly

06-03-2019

DR bragte i maj 2018 kritisk omtale, hvor et stort pladeselskab blev beskyldt for at bruge mindreårige influencers på musik-appen Musical.ly til at lave skjult reklame rettet mod børn i strid med markedsføringsloven. Forældrene til to 14-årige klagede til Pressenævnet over, at DR på trods af, at der var tale om mindreårige, og forældrene ikke havde givet samtykke, i forbindelse med omtalen viste en video fra de to 14-åriges profil på Musical.ly som et konkret eksempel på skjult reklame. Den anvendte video var offentlig tilgængelig på en åben platform, og de to 14-årige havde på offentliggørelsestidspunktet et kommercielt samarbejde med et professionelt managementbureau.

Pressenævnet (flertallet) fandt, at den bragte omtale var krænkende grundet de fremsatte beskyldninger om lovovertrædelser sammen med oplysninger om pigernes identitet. Pressenævnet udtalte derfor kritik af DR for at anvende videoen uden nærmere anonymisering af de to 14-årige på trods af deres og forældrenes indsigelse mod offentliggørelse af videoen. Et mindretal var uenig i vurderingen og mente, at DR ikke kunne kritiseres for at have bragt et kort videoklip fra en af pigernes i forvejen mange offentlig tilgængelige videoer.