9 Artikler med emneordet “Indhold”

Sagsnummer: 2020-80-0553

DAGBLADET Køge får ikke kritik for ukorrekt information

15-02-2021

En person klagede til Pressenævnet over en artikel bragt i september 2020 i DAGBLADET Køge og på sn.dk. Artiklen omtalte en uoverensstemmelse mellem klager og en kvinde. Af artiklen fremgik det, at uoverensstemmelsen skyldtes, at personen skyldte kvinden penge. DAGBLADET Køge erkendte, at dette ikke stemte overens med oplysningerne i politiets døgnrapport. DAGBLADET Køge berigtigede herefter oplysningen både online og i den trykte udgave af avisen. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af DAGBLADET Køge og lagde i den forbindelse vægt på, at personen ikke var omtalt på en sådan måde i artiklen, at han var umiddelbart identificerbar for en videre kreds, samt at DAGBLADET Køge foretog behørig berigtigelse af oplysningen.

Sagsnummer: 2020-80-0479

Berlingske får kritik for utilstrækkelig sløring

25-11-2020

I december 2019 bragte Berlingske et debatindlæg, hvor en unavngiven elev blev kritiseret af debattøren, der også selv var elev. Den omtalte og kritiserede elev blev genkendt i sit nærmiljø på baggrund af oplysninger i debatindlægget. Elevens mor klagede på vegne af eleven til Pressenævnet blandt andet over, at Berlingske bragte et debatindlæg med skadelige og krænkende oplysninger om hendes datter uden tilstrækkelig sløring. Der blev også anmodet om genmæle. Berlingske rettede efterfølgende debatindlægget og har beklaget den manglende sløring af eleven i debatindlæggets oprindelige form. Pressenævnet (flertallet) udtalte kritik af Berlingske for at bringe debatindlægget med skadelige, krænkende og agtelsesforringende udsagn om eleven uden effektiv sløring af elevens identitet. Et mindretal fandt, at elevens identitet var tilstrækkelig sløret i debatindlægget Pressenævnet udtalte ikke kritik af de øvrige klagepunkter og afviste anmodningen om genmæle.

Sagsnummer: 2020-80-0443

Ej kritik af Jyllands-Posten for omtale af injuriesag

22-06-2020

En person, der havde anlagt injuriesag mod sine to brødre, klagede til Pressenævnet over Jyllands-Postens omtale af sagen. Personen klagede blandt andet over, at Jyllands-Posten blot har angivet, at personens ene bror blev frifundet for injurier, men ikke har anført på hvilken baggrund broren blev frifundet. Pressenævnet fandt – blandt andet med henvisning til mediets redigeringsret – ikke anledning til at udtale kritik af Jyllands-Posten.

Sagsnummer: 2019-80-0313

Folketidende får ikke kritik for rettelse

16-09-2019

En person klagede over Folketidendes rettelse af en artikel med omtale af en episode, der fandt sted på personens bopæl. Personen klagede over, at rettelsen var mangelfuld, at han via artiklens oplysninger kunne identificeres, og at omtalen krænkende hans privatliv. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde vægt på, at artiklens oplysninger ikke kunne tjene til identificering af klager, og at Folketidende havde foretaget en behørig berigtigelse.

Sagsnummer: 2018-80-0166

Sjællandske Medier får ikke kritik for omtale af dømt i straffesag

18-01-2019

En person klagede over Sjællandske Mediers omtale af en straffesag, hvor han blev dømt for trusler om vold mod to betjente i en parkeringskælder. Personen klagede blandt over, at artiklen indeholdt ukorrekte oplysninger, og at han via artiklens oplysninger kunne identificeres. Sjællandske Medier havde af egen drift berigtiget en række oplysninger i artiklen. Pressenævnet fandt, at artiklens oplysninger ikke kunne tjene til identificering af klager. Nævnet fandt desuden, at det havde været hensigtsmæssigt, såfremt Sjællandske Medier i den oprindelige artikel havde beskrevet forløbet mere præcist, men fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik heraf.

Sagsnummer: 2018-80-0101

Sundhedspolitisk Tidsskrift får kritik for artikelserie om professor

01-11-2018

Sundhedspolitisk Tidsskrift udsendte i en periode fra marts 2017 til februar 2018 flere kritiske artikler om en professor. Professoren klagede til Pressenævnet over en lang række forhold i artikelserien.

Under Pressenævnssagen erkendte Sundhedspolitisk Tidsskrift, at mediet havde bragt faktuelt forkerte oplysninger i nogle af artiklerne. Sundhedspolitisk Tidsskrift bragte i den anledning en berigtigelse på sin hjemmeside. Pressenævnet fandt, at den foretagne berigtigelse var utilstrækkelig, og nævnet udtalte kritik. Nævnet kritiserede også Sundhedspolitisk Tidsskrift for i en enkelt af artiklerne unødvendigt at have bragt helbredsoplysninger vedrørende professoren, samt for ikke at have forelagt kritiske udsagn for professoren forud for offentliggørelsen af en anden af de påklagede artikler.

Pressenævnet fandt ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik af Sundhedspolitisk Tidsskrift.

Sagsnummer: 16-70-01061

Pressenævnet kritiserer DRs ensidige omtale af PostNord

22-03-2017

I forbindelse med en Kontant-udsendelse i oktober 2016 på DR1 omtalte DR pakkeleveringen fra PostNord på forskellige af sine medieplatforme, DR1, DR P1, DR P4 og DRs Facebook-sider. PostNord klagede over omtalen til Pressenævnet, og nævnet har udtalt kritik af DR på en række punkter. En del af kritikken gik på, at PostNord ikke forsøgte at aflevere pakken på adressen, men blot efterlod en afhentningsseddel i kundens postkasse. Pressenævnet har blandt andet kritiseret DR for at give indtryk af, at DR havde dokumentation for, at der var tale om et omfattende problem. Det har DR ikke dokumenteret.

PostNord havde forud for DRs omtale gjort DR opmærksom på, at mediets oplysninger fra kundeeksemplerne ikke stemte overens med PostNords Track & Trace-oplysninger. Som dokumentation for, hvordan pakkerne var leveret, henviste DR blandt andet til kunders kontoudskrifter for internetkøb. Det fremgik imidlertid ikke af kontoudskrifterne, af hvem og hvordan pakkerne var leveret. Samtidig viste det sig, at nogle videooptagelser, der skulle dokumentere postbudenes adfærd, aldrig var set af DR og heller ikke kunne fremskaffes. Pressenævnet har blandt andet kritiseret DR for en ensidig fremstilling.