13 Artikler med emneordet “Kildekritik”

Sagsnummer: 2017-80-0067

Amager Bladet får kritik for manglende forelæggelse af skadelige udsagn

22-05-2018

En person klagede over, at Amager Bladet i oktober 2017 havde bragt kritisk omtale af hans byggeri i artiklen ”Frustreret ægtepar: Dobbelthus tager alt dagslyset fra vores stue” uden forinden at have indhentet hans kommentarer til kritikken. Pressenævnet fandt, at den påklagede omtale indeholdt udsagn, der kunne være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for klageren. Nævnet udtalte derfor kritik af Amager Bladet for ikke at give klageren mulighed for at kommentere beskyldningerne i sammenhæng med, at de blev fremsat.

Sagsnummer: 2017-80-0058

Gråsten Avis får kritik for manglende forelæggelse af kritiske udsagn

12-04-2018

En person klagede over, at Gråsten Avis i november 2017 havde bragt kritisk omtale af ham og hans to virksomheder uden, at avisen først at have indhentet hans kommentarer til kritikken. Pressenævnet fandt, at den påklagede omtale indeholdt udsagn, der kunne være skadelige eller krænkende for personen og virksomhederne. Nævnet udtalte derfor kritik af Gråsten Avis for ikke at give klagerne mulighed for at kommentere beskyldningerne i sammenhæng med, at de blev fremsat.

Sagsnummer: 2017-80-0006

DR får ikke kritik for udsendelse om nazisten Søren Kam

20-11-2017

DR bragte i april måned udsendelsen ”Søren Kam. Nazisten der aldrig fortrød”, hvor mordet på redaktøren Carl Henrik Clemmensen bl.a. blev omtalt. Carl Henrik Clemmensens barnebarn klagede til Pressenævnet over, at udsendelsen var mangelfuld, indeholdt ukorrekte oplysninger om mordet på Carl Henrik Clemmensen og var ubalanceret til fordel for nazisten Søren Kam. Barnebarnet klagede også over DRs kildevalg, samt at DR ikke oplyste identiteten på kilden bag de private optagelser af Søren Kam, som DR anvendte i udsendelsen. Pressenævnet fandt, at portrættet af Søren Kam var af almen interesse og nævnet udtalte ikke kritik af DRs kildevalg eller brug af anonym kilde. Pressenævnet havde ikke mulighed for at tage stilling om de konkrete omstændigheder omkring mordet og fandt i øvrigt, at DR ikke havde overskredet rammerne for redaktørens redigeringsret. Pressenævnet udtalte ikke kritik af DR.

Sagsnummer: 2017-80-0003

Afgørelse vedrørende journalisters inhabilitet

05-10-2017

Dagbladet Holstebro-Struer omtalte koncerten ”Struer Går Live”. Den journalist, der dækkede koncerten, var selv medarrangør af en anden koncert samme dag. Arrangøren af ”Struer Går Live” klagede.

Pressenævnet finder, at journalisten, der også arrangerede koncerter, kunne have en interesse i, hvordan klager og arrangementet ”Struer Går Live” blev omtalt.

Under hensyn til oplysningerne i sagen var der dog ikke et sikkert grundlag for at fastslå, at journalisten var inhabil. På den baggrund og da Pressenævnets behandling af klagen ikke gav anledning til kritik, fandt nævnet imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at journalistens interesse var afgørende for indholdet af artiklen. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.

Sagsnummer: 2017-80-0007

TV2 Nord kritiseres for at basere kritik på forkert telefonnummer

28-09-2017

TV2 Nord omtalte lægehuset Nordic Medicare. TV2 Nord var blandt andet kritisk over for muligheden for at komme igennem til lægehuset over telefonen. En patient udtalte i udsendelsen, at hun havde ringet 17.-18. maj og kunne først få en tid halvanden måned senere, ligesom TV2 Nord forgæves forsøgte at ringe op til lægehuset. Nordic Medicare klagede til Pressenævnet.

Under nævnets sag viste det sig, at TV2 Nord havde ringet til et forkert telefonnummer, og patientens teleudskrifter viste ingen opkald til klinikken den 17. og 18. maj. Derimod viste patientens journal, at hun havde været til konsultation i både maj og juni måned. Nævnet har udtalt kritik af TV2 Nord for omtalen og for ikke at gøre tilstrækkelig opmærksom på fejlen, da TV2 Nord blev gjort opmærksom på den.

Sagsnummer: 2017-80-0004

TV 2 Lorry kritiseres for utilstrækkelig rettelse af fejl

28-09-2017

TV 2 Lorry omtalte i april måned, at ishockeyklubben Copenhagen Lions var sat under skærpet tilsyn af Københavns Kommune. Copenhagen Lions klagede blandt andet over, at TV 2 Lorry i to nyhedsindslag ukorrekt oplyste, at klubben modtog mere end 4,5 millioner kroner i tilskud årligt. Klubben modtog rettelig 250.000 kroner. De 4,5 millioner kroner var til driften af Ørestad Skøjtehal. Pressenævnet udtalte kritik. Nævnet kritiserede også TV 2 Lorry for ikke at bringe en selvstændig nyhed om fejlen.

Sagsnummer: 17-70-01142

Ekstra Bladet var berettiget til at omtale Fødevarestyrelsens test af olivenolie uden forelæggelse

08-09-2017

Ekstra Bladet bragte en artikelrække med omtale af Fødevarestyrelsens test af olivenolier. I artiklerne blev flere olier omtalt som jammerlige, fup-produkter. En producent af olivenolie klagede blandt andet over, at Ekstra Bladet ikke havde indhentet kommentarer inden offentliggørelsen. I artiklerne var producentens olivenolie – på baggrund af Fødevarestyrelsens test – klassificeret som ”uegnet som menneskeføde”. Fødevarestyrelsen havde fået foretaget én test. Der var ikke på tidspunktet for offentliggørelsen af artiklerne foretaget en kontroltest. Fødevarestyrelsens test var den eneste tilgængelige testrapport på tidspunktet for offentliggørelsen. Da styrelsen måtte anses for en troværdig kilde, og Ekstra Bladet havde gengivet testresultaterne korrekt, udtalte Pressenævnet ikke kritik af Ekstra Bladet for ikke at kontrollere oplysningerne yderligere eller i øvrigt forelægge omtalen for producenten.

Sagsnummer: 16-70-01061

Pressenævnet kritiserer DRs ensidige omtale af PostNord

22-03-2017

I forbindelse med en Kontant-udsendelse i oktober 2016 på DR1 omtalte DR pakkeleveringen fra PostNord på forskellige af sine medieplatforme, DR1, DR P1, DR P4 og DRs Facebook-sider. PostNord klagede over omtalen til Pressenævnet, og nævnet har udtalt kritik af DR på en række punkter. En del af kritikken gik på, at PostNord ikke forsøgte at aflevere pakken på adressen, men blot efterlod en afhentningsseddel i kundens postkasse. Pressenævnet har blandt andet kritiseret DR for at give indtryk af, at DR havde dokumentation for, at der var tale om et omfattende problem. Det har DR ikke dokumenteret.

PostNord havde forud for DRs omtale gjort DR opmærksom på, at mediets oplysninger fra kundeeksemplerne ikke stemte overens med PostNords Track & Trace-oplysninger. Som dokumentation for, hvordan pakkerne var leveret, henviste DR blandt andet til kunders kontoudskrifter for internetkøb. Det fremgik imidlertid ikke af kontoudskrifterne, af hvem og hvordan pakkerne var leveret. Samtidig viste det sig, at nogle videooptagelser, der skulle dokumentere postbudenes adfærd, aldrig var set af DR og heller ikke kunne fremskaffes. Pressenævnet har blandt andet kritiseret DR for en ensidig fremstilling.

Sagsnummer: 16-70-00993

Ingen kritik af Politikens omtale af webshop

27-10-2016

Et netapotek klagede over omtalen ”Netapotek stopper ulovligt salg”, idet hjemmesiden mente, at Politiken gav indtryk af, at en verserende sag hos Lægemiddelstyrelsen var afgjort, og at Politiken ikke havde udvist tilstrækkelig kildekritik over for organisationen Dansk Erhverv, der havde anmeldt hjemmesiden til styrelsen. Selskabskonstruktionen var omtalt som kreativ og ulovlig. Nævnet udtalte ikke kritik.