20 Artikler med emneordet “Kilder”

Sagsnummer: 2018-80-0096

Kritik af Weekendavisen for artikel om leder af forskningscenter

24-10-2018

En professor klagede over artiklen ”Håret i den medicinske suppe” bragt af Weekendavisen. I artiklen blev der fra flere kilder rettet kritik mod professoren. Der blev klaget over flere udsagn i artiklen samt manglende forelæggelse og utilstrækkelig kildekritik. Pressenævnet kritiserede Weekendavisen for manglende forelæggelse af én kildes udsagn samt for ikke at indsætte klagerens svar i sammenhæng med en anden kildes udsagn.

Sagsnummer: 2018-80-0090

TV 2 får ikke kritik for kritisk dokumentar om interne forhold i KL

13-09-2018

TV 2 bragte et kritisk dokumentarprogram om en KL-chefs misbrug af KL midler og le-delsens håndtering af sagen. I programmet blev der yderligere bragt kritisk omtale af KL’s direktørs dispositioner. KL klagede til Pressenævnet blandt andet over TV 2s fore-læggelse, journalistens handlemåde, samt at programmet fremstillede KL på en misvi-sende måde. Pressenævnet udtalte ikke kritik af TV 2 blandt andet med henvisning til, at KL fik tilsendt tilstrækkelig spørgeramme til brug for et interview, som KL afslog at med-virke i, ligesom KL havde fået programmet til gennemsyn forud for offentliggørelsen. Pressenævnet fandt det derudover ikke dokumenteret, at de journalistiske metoder var i strid med god presseskik, ligesom programmet ikke gav et misvisende billede af KL.

Sagsnummer: 2018-80-0083

Ikke kritik af TV ØST for nyhedsindslag vedrørende plejecenter

06-09-2018

TV ØST bragte i juli og august 2017 omtale vedrørende et kommunalt plejecenter. I omtalen, der var kritisk over for plejecenteret, blev der afspillet lydoptagelser, som en dement beboers pårørende havde foretaget på plejecenteret uden plejecenterets viden. Ansatte på plejecenteret klagede til Pressenævnet, idet det var de ansattes opfattelse, at det var i strid med god presseskik at bringe lydoptagelserne i indslagene. De ansatte klagede blandt andet også over, at TV ØST ikke havde været tilstrækkeligt kritiske over for den demente beboers pårørendes oplysninger.
Pressenævnet fandt, at afspilningen af de skjulte lydoptagelser var berettiget. Nævnet fandt heller ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik af indslagene.

Sagsnummer: 2018-80-0128

Dagbladet Roskilde får ikke kritik for omtale af byggesag

06-09-2018

En person klagede til Pressenævnet over to artikler i Dagbladet Roskilde, der begge omhandlede hans ejendom og byggesag. Klager klagede blandt andet over, at artiklerne var en krænkelse af privatlivets fred samt indeholdt ukorrekte oplysninger. Pressenævnet fandt, at den omtalte byggesag er af en sådan offentlig interesse, at der var belæg for at bringe artiklerne. Nævnet fandt desuden, at omtalen ikke indeholdt oplysninger, der var egnede til at krænke klagers privatliv, selvom Dagbladet Roskilde kunne have bragt artiklerne uden at bringe et billede af hans ejendom og dennes adresse. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af artiklerne, at klager handlede i god tro. Nævnet fandt endvidere, at det på tilstrækkelig vis fremgik af artiklerne, at det er en kilde, der er kritisk overfor byggeriet, der udtalte sig. Samlet set fandt nævnet ikke anledning til at udtale kritik af Dagbladet Roskilde.

Sagsnummer: 2018-80-0093

Ikke kritik af Ritzaus Bureau for omtale person ved øgenavn

09-08-2018

I et telegram udsendt i november 2017 omtalte Ritzaus Bureau en retssag, hvor en person blev idømt seks års ubetinget fængsel for menneskehandel. Det fremgik af telegrammet, at personen omtales som ”Den Fede” i kriminelle kredse. Personen klagede til Pressenævnet over omtalen af øgenavnet, som vedkommende fandt krænkende og uden faktisk belæg. Set i sammenhæng med, at telegrammet omhandlede personens dom for menneskehandel, fandt Pressenævnet ikke, at omtalen ved øgenavnet kunne anses for krænkende, og da Ritzaus Bureau samtidig efterfølgende havde udsendt en ny version af telegrammet, hvor øgenavnet udgik, fandt nævnet ikke grundlag for at udtale kritik.

Sagsnummer: 2017-80-0070

Kritik af FORSKERforum for artikel om årsag til afskedigelse af professor

22-05-2018

Et universitet og to af dets ledende medarbejdere klagede over artiklen ”Forskningsfrihed? Vindmølle-lobby krævede forsker fyret”. I artiklen beskyldte flere kritikkere klagerne for at have ladet sig presse af vindmølleindustrien til at afskedige en professor. Fyringssagen var tidligere blevet omtalt i flere artikler i FORSKERforum, men den påklagede artikel indeholdt nye beskyldninger mod klagerne.

Et af artiklens afsnit fremstod som om, det var et interview med én af klagerne. Udtalelserne stammede imidlertid fra et brev, som klageren tidligere havde skrevet til én af kritikkerne. Pressenævnet udtalte kritik heraf. Nævnet kritiserede også, at FORSKERforum ikke havde indhentet klagernes kommentarer til de nye beskyldninger, og at én af klagernes tidligere udtalelser vedrørende afskedigelsessagen ikke fremgik af artiklen.

Sagsnummer: 2017-80-0067

Amager Bladet får kritik for manglende forelæggelse af skadelige udsagn

22-05-2018

En person klagede over, at Amager Bladet i oktober 2017 havde bragt kritisk omtale af hans byggeri i artiklen ”Frustreret ægtepar: Dobbelthus tager alt dagslyset fra vores stue” uden forinden at have indhentet hans kommentarer til kritikken. Pressenævnet fandt, at den påklagede omtale indeholdt udsagn, der kunne være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for klageren. Nævnet udtalte derfor kritik af Amager Bladet for ikke at give klageren mulighed for at kommentere beskyldningerne i sammenhæng med, at de blev fremsat.

Sagsnummer: 2017-80-0048

Politiken kritiseres for manglende forelæggelse af kritiske udsagn

17-04-2018

To skattejægere, der medvirkede i en tv-serie, og tv-seriens producent klagede til Pressenævnet over Politikens artikel ”DR-serie om skattejagt på kulturarv i havet får kritik”. I artiklen udtalte to flådehistorikere sig kritisk om tv-serien. Politiken havde forelagt kritikken for DR, men Pressenævnet (flertallet) fandt, at artiklen indeholdt udsagn, der kunne være skadelige eller krænkende for klagerne. Pressenævnet udtalte derfor kritik af Politiken for ikke at give klagerne mulighed for at besvare beskyldningerne i sammenhæng med, at de blev fremsat.

Sagsnummer: 2017-80-0058

Gråsten Avis får kritik for manglende forelæggelse af kritiske udsagn

12-04-2018

En person klagede over, at Gråsten Avis i november 2017 havde bragt kritisk omtale af ham og hans to virksomheder uden, at avisen først at have indhentet hans kommentarer til kritikken. Pressenævnet fandt, at den påklagede omtale indeholdt udsagn, der kunne være skadelige eller krænkende for personen og virksomhederne. Nævnet udtalte derfor kritik af Gråsten Avis for ikke at give klagerne mulighed for at kommentere beskyldningerne i sammenhæng med, at de blev fremsat.

Sagsnummer: 2017-80-0006

DR får ikke kritik for udsendelse om nazisten Søren Kam

20-11-2017

DR bragte i april måned udsendelsen ”Søren Kam. Nazisten der aldrig fortrød”, hvor mordet på redaktøren Carl Henrik Clemmensen bl.a. blev omtalt. Carl Henrik Clemmensens barnebarn klagede til Pressenævnet over, at udsendelsen var mangelfuld, indeholdt ukorrekte oplysninger om mordet på Carl Henrik Clemmensen og var ubalanceret til fordel for nazisten Søren Kam. Barnebarnet klagede også over DRs kildevalg, samt at DR ikke oplyste identiteten på kilden bag de private optagelser af Søren Kam, som DR anvendte i udsendelsen. Pressenævnet fandt, at portrættet af Søren Kam var af almen interesse og nævnet udtalte ikke kritik af DRs kildevalg eller brug af anonym kilde. Pressenævnet havde ikke mulighed for at tage stilling om de konkrete omstændigheder omkring mordet og fandt i øvrigt, at DR ikke havde overskredet rammerne for redaktørens redigeringsret. Pressenævnet udtalte ikke kritik af DR.

Sagsnummer: 2017-80-0008

JydskeVestkysten får kritik for udokumenterede beskyldninger i ”notatsag”

01-11-2017

JydskeVestkysten skrev i april måned, at et ”Privat firma førte hånden for kommunen” og ”Direktør i firma førte kommunal notat-hånd”.
Det private firma, Commocean A/S, og direktøren klagede til Pressenævnet.

Notatet var kommunens svar vedrørende forbrug af kommunikationsfirmaer. Både direktøren i det private firma og kommunaldirektøren afviste, at Commocean eller direktøren skulle have skrevet notatet for kommunen. Pressenævnet fandt, at JydskeVestkystens beskyldninger om, at firmaet havde skrevet kommunens notat, var udokumenterede. Nævnet udtalte kritik af, at avisen ikke indhentede klagernes kommentarer forud for avisens omtale, så svarene på angrebene kunne have fremgået i sammenhæng med beskyldningerne.

JydskeVestkysten bragte dagen efter en forsideartikel med klagernes synspunkter og bragte to dage efter en rettelse på en tilsvarende placering i lokalsektionen som den påklagede artikel. Pressenævnet fandt herefter, at JydskeVestkystens læserne fik den fornøden mulighed for at blive opmærksom på rettelsen. Nævnet pålagde derfor ikke JydskeVestkysten at offentliggøre nævnets kritik.

Sagsnummer: 2017-80-0003

Afgørelse vedrørende journalisters inhabilitet

05-10-2017

Dagbladet Holstebro-Struer omtalte koncerten ”Struer Går Live”. Den journalist, der dækkede koncerten, var selv medarrangør af en anden koncert samme dag. Arrangøren af ”Struer Går Live” klagede.

Pressenævnet finder, at journalisten, der også arrangerede koncerter, kunne have en interesse i, hvordan klager og arrangementet ”Struer Går Live” blev omtalt.

Under hensyn til oplysningerne i sagen var der dog ikke et sikkert grundlag for at fastslå, at journalisten var inhabil. På den baggrund og da Pressenævnets behandling af klagen ikke gav anledning til kritik, fandt nævnet imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at journalistens interesse var afgørende for indholdet af artiklen. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.

Sagsnummer: 2017-80-0007

TV2 Nord kritiseres for at basere kritik på forkert telefonnummer

28-09-2017

TV2 Nord omtalte lægehuset Nordic Medicare. TV2 Nord var blandt andet kritisk over for muligheden for at komme igennem til lægehuset over telefonen. En patient udtalte i udsendelsen, at hun havde ringet 17.-18. maj og kunne først få en tid halvanden måned senere, ligesom TV2 Nord forgæves forsøgte at ringe op til lægehuset. Nordic Medicare klagede til Pressenævnet.

Under nævnets sag viste det sig, at TV2 Nord havde ringet til et forkert telefonnummer, og patientens teleudskrifter viste ingen opkald til klinikken den 17. og 18. maj. Derimod viste patientens journal, at hun havde været til konsultation i både maj og juni måned. Nævnet har udtalt kritik af TV2 Nord for omtalen og for ikke at gøre tilstrækkelig opmærksom på fejlen, da TV2 Nord blev gjort opmærksom på den.

Sagsnummer: 2017-80-0004

TV 2 Lorry kritiseres for utilstrækkelig rettelse af fejl

28-09-2017

TV 2 Lorry omtalte i april måned, at ishockeyklubben Copenhagen Lions var sat under skærpet tilsyn af Københavns Kommune. Copenhagen Lions klagede blandt andet over, at TV 2 Lorry i to nyhedsindslag ukorrekt oplyste, at klubben modtog mere end 4,5 millioner kroner i tilskud årligt. Klubben modtog rettelig 250.000 kroner. De 4,5 millioner kroner var til driften af Ørestad Skøjtehal. Pressenævnet udtalte kritik. Nævnet kritiserede også TV 2 Lorry for ikke at bringe en selvstændig nyhed om fejlen.

Sagsnummer: 17-70-01142

Ekstra Bladet var berettiget til at omtale Fødevarestyrelsens test af olivenolie uden forelæggelse

08-09-2017

Ekstra Bladet bragte en artikelrække med omtale af Fødevarestyrelsens test af olivenolier. I artiklerne blev flere olier omtalt som jammerlige, fup-produkter. En producent af olivenolie klagede blandt andet over, at Ekstra Bladet ikke havde indhentet kommentarer inden offentliggørelsen. I artiklerne var producentens olivenolie – på baggrund af Fødevarestyrelsens test – klassificeret som ”uegnet som menneskeføde”. Fødevarestyrelsen havde fået foretaget én test. Der var ikke på tidspunktet for offentliggørelsen af artiklerne foretaget en kontroltest. Fødevarestyrelsens test var den eneste tilgængelige testrapport på tidspunktet for offentliggørelsen. Da styrelsen måtte anses for en troværdig kilde, og Ekstra Bladet havde gengivet testresultaterne korrekt, udtalte Pressenævnet ikke kritik af Ekstra Bladet for ikke at kontrollere oplysningerne yderligere eller i øvrigt forelægge omtalen for producenten.

Sagsnummer: 17-70-01107

Jysk Fynske Medier kritiseres for ikke at overholde citataftale

29-05-2017

En kilde havde aftalt med Jysk Fynske Medier, at han skulle have sine citater til godkendelse inden offentliggørelsen. Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis trykte imidlertid kildens udtalelser, inden at han havde nået at godkende dem, og aviserne fik derfor ikke kildens ændringer med i artiklen. Pressenævnet kritiserer Jysk Fynske Medier, men da ændringerne ikke var væsentlige, fandt nævnet ikke grundlag for at pålægge aviserne at berigtige kildens udtalelser.

Sagsnummer: 17-70-01086

POV kritiseres for at sidestille en mands fortælling med fake news

24-05-2017

En mand klagede over et debatindlæg bragt på Point of View Internationals hjemmeside. Pressenævnet udtalte kritik af Point of View International for at fremstille mandens fortælling om vold som en falsk nyhed. Nævnet kritiserede også Point of View International for ikke at kontrollere krænkende oplysninger om manden inden offentliggørelsen af indlægget.

Sagsnummer: 16-70-01061

Pressenævnet kritiserer DRs ensidige omtale af PostNord

22-03-2017

I forbindelse med en Kontant-udsendelse i oktober 2016 på DR1 omtalte DR pakkeleveringen fra PostNord på forskellige af sine medieplatforme, DR1, DR P1, DR P4 og DRs Facebook-sider. PostNord klagede over omtalen til Pressenævnet, og nævnet har udtalt kritik af DR på en række punkter. En del af kritikken gik på, at PostNord ikke forsøgte at aflevere pakken på adressen, men blot efterlod en afhentningsseddel i kundens postkasse. Pressenævnet har blandt andet kritiseret DR for at give indtryk af, at DR havde dokumentation for, at der var tale om et omfattende problem. Det har DR ikke dokumenteret.

PostNord havde forud for DRs omtale gjort DR opmærksom på, at mediets oplysninger fra kundeeksemplerne ikke stemte overens med PostNords Track & Trace-oplysninger. Som dokumentation for, hvordan pakkerne var leveret, henviste DR blandt andet til kunders kontoudskrifter for internetkøb. Det fremgik imidlertid ikke af kontoudskrifterne, af hvem og hvordan pakkerne var leveret. Samtidig viste det sig, at nogle videooptagelser, der skulle dokumentere postbudenes adfærd, aldrig var set af DR og heller ikke kunne fremskaffes. Pressenævnet har blandt andet kritiseret DR for en ensidig fremstilling.

Sagsnummer: 16-70-00993

Ingen kritik af Politikens omtale af webshop

27-10-2016

Et netapotek klagede over omtalen ”Netapotek stopper ulovligt salg”, idet hjemmesiden mente, at Politiken gav indtryk af, at en verserende sag hos Lægemiddelstyrelsen var afgjort, og at Politiken ikke havde udvist tilstrækkelig kildekritik over for organisationen Dansk Erhverv, der havde anmeldt hjemmesiden til styrelsen. Selskabskonstruktionen var omtalt som kreativ og ulovlig. Nævnet udtalte ikke kritik.