Sagsnummer: 2025-06221

Ekstra Bladet får kritik for konfrontationsoptagelse

Ekstra Bladet bragte i februar 2025 en artikel, som handlede om sigtelserne mod en journalist for stalking og identitetsmisbrug. I artiklen indgik en optagelse af Ekstra Bladets konfrontation med journalisten og hendes ægtefælle, som skete i nærheden af deres bolig. Den omtalte journalist og hendes ægtefælle klagede til Pressenævnet over manglende forelæggelse, og at Ekstra Bladet havde bragt konfrontationsoptagelsen med dem. Pressenævnet kritiserede Ekstra Bladets måde at anvende konfrontation i sagen og lagde i den forbindelse blandt andet vægt på karakteren af de stillede spørgsmål og det forhold, at der ikke ved konfrontationen fremkom nye oplysninger eller oplysninger i øvrigt af væsentlig offentlig interesse. Nævnet udtalte ikke kritik af det øvrige klagepunkt.

Sagsnummer: 2023-04197

B.T. får kritik for konfrontationsoptagelse

B.T. omtalte i en artikel- og podcastserie bragt i marts til maj 2023 en række tidligere patienters individuelle oplevelser med en plastikkirurg efter at have fået udført kosmetiske operationer af ham. I artikelserien indgik også optagelser af B.T.s konfrontation med plastikkirurgen, som skete på offentlig vej. Den omtalte plastikkirurg klagede til Pressenævnet blandt andet over, at omtalen indeholdt ukorrekte oplysninger, at B.T. ikke have udvist tilstrækkelig kildekritik, og at B.T. havde bragt konfrontationsoptagelsen med ham uden hans samtykke. Pressenævnet kritiserede B.T.s måde at anvende konfrontation i sagen og lagde i den forbindelse blandt andet vægt på karakteren af de stillede spørgsmål, varigheden af optagelserne og det forhold, at der ikke ved konfrontationen fremkom nye oplysninger eller oplysninger i øvrigt af væsentlig offentlig interesse. Nævnet udtalte ikke kritik af de øvrige klagepunkter.

Sagsnummer: 2022-80-0871

TV 2 får ikke kritik for vinkling af udsendelse og artikel

TV 2 bragte i februar 2022 en udsendelse i Operation X og en efterfølgende artikel, som handlede om de såkaldte ”beneficial owner”-sager. I udsendelsen og artiklen bragte TV 2 kritisk omtale af en dansk forretningsmand, som havde grundlagt og solgt en it-virksomhed, og af hans far, som på et senere tidspunkt overtog direktørposten i selskabet. Den omtalte forretningsmand og hans far klagede til Pressenævnet blandt andet over udsendelsens og artiklens vinkling. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at det i omtalen korrekt var gengivet, at SKAT anlagde sag mod forretningsmanden, at TV 2 havde gengivet retssagen med angivelse af sagens parter og sagens tvist, og at det fremgik klart af omtalen, at der endnu ikke er afsagt dom.

Sagsnummer: 2022-80-0854

TV 2 får kritik for brug af konfrontationsoptagelse

TV 2 bragte i februar 2022 en udsendelse i Operation X, som handlede om retssagerne mod et teleselskabs tidligere ejere og kapitalfondes metoder til at undgå beskatning. Udsendelsen fokuserede særligt på en dansk erhvervspersons rolle i konsortiet, som var hovedaktionær i teleselskabet. I udsendelsen blev erhvervspersonen omtalt som tidligere direktør for konsortiet, og der blev vist optagelser fra TV 2s konfrontation med ham. Den omtalte erhvervsperson klagede til Pressenævnet blandt andet over, at TV 2 uberettiget konfronterede ham på åben gade, uden forinden at have bedt ham om et interview, og at TV 2 i udsendelsen havde omtalt ham på en måde, der gav seerne et indtryk af, at han indtog en styrende og operativ rolle i konsortiet og i de verserende skattesager, hvilket ikke var korrekt. Nævnet udtalte kritik af TV 2 for konfrontationsoptagelsen. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at TV 2 ikke inden konfrontationen havde forsøgt at kontakte erhvervspersonen med henblik på at stille ham de spørgsmål, som TV 2 ønskede at få svar på ved konfrontationen, og at der ikke fremkom nye oplysninger eller oplysninger i øvrigt på optagelserne, som belyste den konkrete sag. Nævnet udtalte også kritik af TV 2s anvendelse af stillingsbetegnelsen direktør.

Sagsnummer: 2022-80-0821

TV 2 får ikke kritik for Operation-X udsendelse om konkursfinter

TV 2 bragte i maj 2021 en udsendelse i Operation X, hvor TV 2s journalist under dække af at være direktør i et nødlidende selskab henvendte sig til en konkursrådgiver med henblik på at få rådgivning om sine muligheder. I rådgivningen udpegede konkursrådgiveren en vurderingsmand til at foretage en vurdering af det fiktive selskabs aktiver. Den omtalte konkursrådgiver klagede til Pressenævnet blandt andet over udsendelsens vinkling, og at TV 2 mødte uanmeldt op og foretog et tv-interview med ham. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at konkursrådgiveren fik tilstrækkelig mulighed for at udtale sig om den overordnede kritik vedrørende sin rådgivning, at konkursrådgiveren under konfrontationen, der foregik på en neutral lokalitet, valgte at svare på visse spørgsmål, samt den samfundsmæssige interesse i afdækningen.

Sagsnummer: 2017-80-0012

TV 2 Lorry skal ikke slette omtale om boligudlejning

En person havde lejet en lejlighed på Frederiksberg og fremlejet lejligheden til forskellige personer. TV 2 Lorry bragte en kritisk omtale af klagers fremlejevirksomhed, hvorefter fremlejeren klagede til Pressenævnet. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at TV 2 Lorry havde identificeret klager i omtalen. Efter en samlet vurdering udtalte nævnet heller ikke kritik af TV 2 Lorry for at henvende sig til klager på gaden og efterfølgende offentliggøre optagelsen. Et medie bør dog sædvanligvis acceptere, hvis en person afviser at medvirke ved en tv-optagelse. Nævnet udtalte heller ikke kritik af TV 2 Lorry for ikke at slette omtalen på tv2lorry.dk.

Sagsnummer: 15-70-00853

TV 2 får ikke kritik for omtale af to advokater i samværssager

To advokater klagede over, at DR, TV 2 og Radio24syv havde bragt krænkende omtale af dem. Dertil var der klaget over valget af kilder og manglende forelæggelse. Begge advokater var klageberettiget i forhold til TV 2s omtale. Pressenævnet udtalte ikke kritik i sagen.