3 Artikler med emneordet “Omtale af nævnets kendelse”

Sagsnummer: 2019-80-0256

Ikke kritik for på ny at omtale navnestrid mellem café og forlag

13-09-2019

I en artikel fra november 2018 omtalte ekstrabladet.dk, at en københavnsk café havde tabt en retssag mod et fransk forlag om retten til at opkalde caféen efter en fransk tegneseriefigur. Det fremgik også af artiklen, at caféen tidligere havde haft problemer med sin hygiejne. Ekstra Bladet havde også omtalt caféen i en artikel i januar 2017, som ligeledes omhandlede caféens hygiejneproblemer og navnestriden med det franske forlag. I en kendelse vedrørende artiklen fra januar 2017 udtalte Pressenævnet blandt andet kritik af overskriften, som var delvist ukorrekt.

Caféen klagede også til Pressenævnet over artiklen fra november 2018. Det var caféens opfattelse, at Ekstra Bladet med sin fornyede omtale af sagen havde tilsidesat Pressenævnets tidligere fremsatte kritik. Nævnet fandt, at omtalen i artiklen fra november 2018 var i overensstemmelse med god presseskik, og nævnet udtalte ikke kritik.

Sagsnummer: 2018-80-0204

Kritik af FORSKERforum for misvisende gengivelse af Pressenævnskendelse

24-05-2019

En forsker klagede over, at FORSKERforum i en artikel i oktober 2018 misvisende havde beskrevet en tidligere kendelse fra Pressenævnet, som ligeledes omhandlede en klage fra forskeren over FORSKERforum. Pressenævnet var enig med forskeren i, at FORSKERforums beskrivelse af nævnets tidligere kendelse var misvisende, og nævnet udtalte kritik.

Sagsnummer: 2018-80-0103

FORSKERforum får kritik for misvisende gengivelse af nævnets kendelse

26-09-2018

FORSKERforum gengav i artiklen ”PRESSENÆVNET: [Klimaforsker] vs FORSKERforum” nævnets kendelse af 6. februar 2018 i sag nr. 2017-80-0032. FORSKERforum skrev blandt andet, at en navngiven klimaforsker ikke over for Pressenævnet kunne modbevise, at hans forskningsresultater tilhører et mindretal af klimaforskere, og at Pressenævnet i kendelsen vurderede, at betegnelsen ”klimaskeptiker” er faktuel korrekt, hvorfor FORSKERforum kunne betegne klimaforskeren således. FORSKERforums gengivelse af nævnets kendelse er ikke korrekt. Klimaforskeren havde ikke på tidspunktet for nævnets kendelse bestridt, at hans forskningsresultater hører til et mindretal af klimaforskere, men bestred det efterfølgende. Nævnet tog i kendelse af 6. februar 2018 heller ikke stilling til, hvordan udsagnet ”klimaskeptiker” defineres, eller hvad udsagnet konkret dækker over og i den forbindelse, om forskeren med rette kan betegnes som ”klimaskeptiker”. Nævnet udtalte derfor kritik af FORSKERforum.