TV 2 får ikke kritik for udsendelse om retssag
TV 2 bragte i juni 2020 en udsendelse om debatten og de deraf følgende konsekvenser efter byrettens afgørelse i en retssag, hvor den tiltalte var frifundet for tiltale om voldtægt. Udsendelsen indeholdt blandt andet interviewoptagelser af parterne i sagen, herunder også et konfrontationsinterview mellem dem. Forud for offentliggørelsen af udsendelsen meddelte den forurettede i sagen over for TV 2, at hun ønskede at trække sit samtykke til medvirken tilbage, hvilket TV 2 ikke imødekom. Den forurettede klagede til Pressenævnet blandt andet over, at TV 2 undlod at efterkomme hendes ønske om at tilbagekalde sit samtykke. Nævnt fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at TV 2 i tilstrækkeligt omfang havde gjort den forurettede opmærksom på, hvad udsendelsen ville omhandle, herunder udsendelsens vinkel, at udsendelsens indhold stemte overens med, hvad der var stillet hende i udsigt, og at præmissen for udsendelsen således efter nævnets opfattelse ikke ændrede sig undervejs.