Sagsnummer: 2025-10307

Politiken får ikke kritik for omtale af fratagelse af dansk statsborgerskab

Politiken bragte i august 2025 en artikel om politikeres indblanding i fratagelse af dansk statsborgerskab. Politiken omtalte i den forbindelse, at en navngiven person havde politianmeldt 16 personer for terrorbilligelse. Personen klagede til Pressenævnet over blandt andet, at det fejlagtigt fremstod som om, at han havde anmeldt de pågældende personer på justitsministerens opfordring, og at mediet ikke havde forelagt ham denne oplysning. Nævnet fandt, at omtalen af anmeldelsen ikke i den konkrete sammenhæng kunne anses for væsentlig. Da omtalen endvidere ikke kunne anses for skadelig, krænkende eller agtelsesforringende for ham, skulle Politiken ikke forelægge denne forud for offentliggørelsen. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.

Sagsnummer: 2025-10162

B.T. får ikke kritik for redigering af citat

B.T. bragte i august 2025 en artikel med omtale af en demonstration, som en fagforening var medarrangør af. B.T. havde i artiklen bragt en historikers citater fra en DR-artikel med samme omtale. Historikeren klagede til Pressenævnet over blandt andet, at B.T. havde bragt hans citater ude af kontekst, og at det fejlagtigt fremstod som om, at han advarede om en ”farlig strategi”, og at han havde udtalt, at fagforeningen burde ”træde varsomt”. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at B.T. ved redigeringen af historikerens citater og det indledende afsnit havde overskredet rammerne for redigering. Nævnet lagde vægt på blandt andet, at historikerens overordnede budskab og baggrunden for citaterne ikke fremstod forvanskede, og at det indledende afsnit fremstod som B.T.s sammenfatning af hans citater. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.

Sagsnummer: 2025-10237

Journalisten får ikke kritik for at omtale en af Pressenævnets kendelser

I en artikel fra august 2025 omtalte Journalisten en af Pressenævnets kendelser. Journalisten angav i den forbindelse klagerens fulde navn. Personen klagede til Pressenævnet over blandt andet artiklens overskrift og brødtekst, samt at mediet havde bragt hans navn. Nævnet fandt, at artiklens overskrift og brødtekst fremstod som Journalistens sammenfatning af Pressenævnets afgørelse, og at der ikke var grundlag for at kritisere mediet for at bringe hans navn henset til sagens aktualitet, at der var tale om en sag af offentlig interesse om en offentligt kendt person, og at Journalistens omtale havde tilstrækkelig dækning i kendelsen. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.

Sagsnummer: 2025-08385

Shitstormdoktor får ikke kritik for omtale af anholdelse i dokumentar

I juni 2025 bragte Shitstormdoktor en artikel med omtale af blandt andet en optagelse af en anholdelse bragt i en DR-dokumentar. Personen, der blev anholdt, klagede til Pressenævnet blandt andet over, at omtalen var krænkende og burde være forelagt ham. Pressenævnet fandt, at omtalen fremstod som journalistens subjektive vurdering af anholdelsen og DRs redigeringsret, og at omtalen ikke indeholdt beskyldninger rettet mod personen, der kunne anses for skadelige, krænkende eller agtelsesforringende og dermed skulle forelægges personen forud for offentliggørelsen. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.

Sagsnummer: 2025-03528

Ikke kritik for omtale af Sønderborg Kommunes håndtering af anbringelsessag

RADIO IIII bragte i marts 2025 en artikel og to podcastudsendelser om Sønderborg Kommunes håndtering af en anbringelsessag. Kommunen klagede til Pressenævnet blandt andet over, at omtalerne indeholdt ukorrekte oplysninger, herunder at kommunen uberettiget havde givet oplysninger til RADIO IIII. Nævnet fandt, at det havde været hensigtsmæssigt, såfremt RADIO IIII i udsendelserne havde oplyst, at mediet havde fået adgang til oplysningerne ved brug af fuldmagt fra forældrene i anbringelsessagen, men fandt ikke grundlag for at udtale kritik.

Sagsnummer: 2024-08544

Pressenævnet kritiserer Fredericia Dagblad for utilstrækkelig forelæggelse

Fredericia Dagblad bragte i maj 2024 en artikel, hvori et elselskab blev beskyldt for at anvende forskellige kritisable forretningsmetoder. Elselskabet klagede til Pressenævnet blandt andet over, at artiklen indeholdt urigtige oplysninger samt en række beskyldninger, der var skadelige for selskabets omdømme, og som selskabet ikke var blevet forelagt. Pressenævnet fandt grundlag for at udtale kritik for utilstrækkelig forelæggelse. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at artiklens kritiske stillingtagen til selskabets forretningsmetoder ikke fremgik af mediets mail til elselskabet forud for publiceringen af artiklen, herunder at mediets mail ikke indeholdt en svarfrist.

Sagsnummer: 2024-06804

B.T. får ikke kritik for omtale af selskab

I maj bragte B.T. en artikel med omtale af et selskab, herunder selskabets økonomiske situation. Selskabet klagede til Pressenævnet over blandt andet, at B.T. fremstillede selskabet på en ukorrekt og negativ måde, og at artiklens overskrift var ukorrekt og misvisende. Pressenævnet fandt efter en samlet vurdering, at overskriftens formulering i sammenhæng med B.T.s valg og fravalg af informationer i dækningen ikke overskred rammerne for redigering. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at overskriften var udtryk for B.T.s subjektive vurdering, der havde dækning i de faktiske forhold og artiklens brødtekst, samt at selskabets direktør var kommet orde i artiklen. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.

Sagsnummer: 2024-05314

TjekDet får ikke kritik for omtale af forskere

I april bragte TjekDet en artikel med omtale af forskeres økonomiske forbindelse til en medicinalvirksomhed. Et center og to forskere klagede til Pressenævnet over blandt andet artiklens vinkling, og at TjekDet ikke i tilstrækkelig grad havde efterprøvet artiklens oplysninger. Nævnet fandt, at omtalen ikke kunne efterlade læserne med et ukorrekt indtryk, og at TjekDet i væsentlig grad havde efterprøvet artiklens oplysninger ved i rimelig tid at forelægge oplysningerne for klagerne. Nævnet udtalte ikke kritik.

Sagsnummer: 2024-05772

Redox får ikke kritik for ikke at bringe citat

I april omtalte Redox et essay og bragte i den forbindelse en række citater fra dette. Forfatteren til essayet klagede over blandt andet, at citatet ikke var bragt i sin helhed og ude af sin kontekst, hvilket var skadende for hans ry og omdømme. Pressenævnet fandt, at Redox ikke havde overskredet rammerne for redigering, og at redigeringen af citatet ikke indebar en krænkelse af forfatterens privatliv. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at citatet ikke i den sammenhæng, det var bragt, gav læseren et misvisende indtryk. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.

Sagsnummer: 2024-06810

Ekstra Bladet får ikke kritik for omtale af flytteforretning

Ekstra Bladet bragte i maj en artikel med omtale af en flytteforretnings salg af en kundes ejendele på en ansats Facebook-profil. Ejeren af flytteforretningen og den ansatte klagede til Pressenævnet over blandt andet, at Ekstra Bladet ikke havde kontaktet den ansatte forud for artiklens offentliggørelse. Pressenævnet fandt, at omtalen indeholdt oplysninger, der kunne anses for skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for den ansatte. Nævnet fandt imidlertid, at ejeren, der tillige var den ansattes ægtefælle, var kommet til orde i artiklen og havde forholdt sig til den ansattes salg af kundens ejendele. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.

Sagsnummer: 2022-80-0930

Ikke kritik af Kontant-udsendelse på DR

DR bragte i september 2022 forbrugerprogrammet Kontant. I programmet medvirkede en række kunder, der var utilfredse med en virksomhed, som sælger kostplaner og online coaching. De medvirkende kunder udtalte sig blandt andet kritisk om virksomhedens direktør, som også var personlig træner/coach. Virksomheden, herunder blandt andre virksomhedens direktør, klagede til Pressenævnet blandt andet over, at DR ikke havde udvist tilstrækkelig kildekritik navnlig i forhold til valg af faglig ekspert, og at udsendelsen stillede ham i et dårligt lys. Pressenævnet fandt, at DR havde udvist tilstrækkelig kildekritik, idet kildens udtalelser blandt fremstod som kildens faglige vurdering, og at omtalen af virksomheden mv. lå inden for mediets redigeringsret.

Sagsnummer: 2022-80-0910

TV 2 Østjylland får ikke kritik for indslag om seniorers jobsøgning

TV 2 Østjylland bragte i september måned to indslag i nyhederne om seniorers vanskeligheder med at finde arbejde, herunder et interview med en person, som havde været jobsøgende i syv år. Af det ene indslag fremgik det blandt andet, at denne person oplevede alderen som den største hindring for sin jobsøgning. Den interviewede person klagede til Pressenævnet over, at det fremgik, at han mente, at alder var den væsentligste årsag til hans ledighed, idet han under interviewet alene havde givet udtryk for, at hans alder nok spillede ind på, at han havde vanskeligt ved at få et job. Pressenævnet fandt efter en samlet vurdering ikke grundlag for at udtale kritik og lagde vægt på, at indslaget omhandlede seniorers vanskeligheder med at finde arbejde, at den interviewede person selv havde henvendt sig til TV 2 Østjylland om problematikken, at de påklagede ukorrekte oplysninger ikke kunne anses for væsentlige i sammenhængen og endelig, at det samlede indtryk ikke kunne anses for at være skadeligt, krænkende eller virke agtelsesforringende for klager.

Sagsnummer: 2021-80-0753

Hverdagsnyt får ikke kritik for omtale af boligsalg 

Lokalmediet Hverdagsnyt bragte i november 2021 en artikel om køb og salg af en ejerlejlighed i en mindre by på Sjælland. Artiklen indeholdt beskyldninger mod en køber af boligen. Køberen klagede herefter til Pressenævnet blandt andet over, at han ikke havde fået mulighed for at komme til orde i artiklen, og at vinklingen var politisk motiveret. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik, da der var foretaget tilstrækkelig forelæggelse. Nævnet bemærkede endvidere, at det forhold, at omtalen måtte være politisk motiveret, ikke i sig selv var kritisabelt.

Sagsnummer: 2021-80-0733

DR får kritik for misvisende klipning i dokumentar

DR bragte i september 2021 en dokumentarudsendelse om en tidligere borgmester gennem blandt andet interviews med personer, som kendte ham. I udsendelsen viste DR klip fra en PR-film produceret til kommunen. I et klip udtalte speaken sig – som citat af borgmesteren – om kommunens likvide kassebeholdning og stigningen af denne. Personen, som havde lagt stemme til speaken i PR-filmen, klagede til Pressenævnet over, at DR havde bortredigeret i citatet, så det fejlagtigt fremstod som hans udsagn og ikke som borgmesterens citat. Pressenævnet fandt, at udsagnet fremstod forvansket, idet klager kunne fremstå som afsender af oplysningen om kommunens økonomi, og nævnet udtalte kritik af DR for klipningen og redigeringen.

Sagsnummer: 2021-80-0681

Fyns Amts Avis får ikke kritik for redigering af læserbrev

Fyns Amts Avis bragte i juni et læserbrev, hvor Fyns Amts Avis havde redigeret overskriften i forhold til læserbrevets oprindelige version. Læserbrevsskribenten klagede til Pressenævnet over redigeringen, som han mente forvanskede hans læserbrev. Pressenævnet fandt redigeringen uhensigtsmæssig, da den første sætning i læserbrevet brødtekst henviser til overskriften. Efter en samlet vurdering fandt nævnet imidlertid ikke tilstrækkelig grundlag for at udtale kritik af Fyns Amts Avis, da læserbrevets øvrige indhold ikke var redigeret, og indholdet ikke fremstår forvansket.

Sagsnummer: 2020-80-0551

Jyllands-Posten får ikke kritik for redigering af læserbrev

En læserbrevsskribent klagede til Pressenævnet over Jyllands-Postens redigering af hans læserbrev, og at læserbrevet blev bragt med Jyllands-Postens ændringer uden hans godkendelse. Nævnet fandt, at de vide rammer for redigering ikke var overskredet. Nævnet lagde vægt på, at budskabet i læserbrevet ikke fremstod forvansket på grund af Jyllands-Postens opsætning og redigering, og at der ikke var indgået en aftale mellem Jyllands-Posten og læserbrevsskribenten om, at læserbrevsskribenten skulle godkende den redigerede udgave af læserbrevet forud for offentliggørelsen. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.

Sagsnummer: 2019-80-0378

Kritisk omtale af parkeringsselskab i DR Kontant får ikke kritik

DR Kontant bragte i maj 2019 omtale af en række parkeringsselskaber. Det primært omtalte selskab klagede til Pressenævnet. Parkeringsselskabet klagede navnlig over, at udsendelsen indeholdt ukorrekte oplysninger, at der var tale om manglende eller utilstrækkelig forelæggelse, samt at DR uberettiget gjorde brug af skjulte lydoptagelser. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik, idet nævnet blandt andet lagde vægt på, at DR og parkeringsselskabet løbende havde været i dialog, og at parkeringsselskabet således havde haft lejlighed til at komme til orde, ligesom nævnet fandt at der var dækning for de i udsendelsen fremsatte påstande. Nævnet fandt heller ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik, herunder heller ikke for brugen af de skjulte lydoptagelser.

Sagsnummer: 2020-80-0479

Berlingske får kritik for utilstrækkelig sløring

I december 2019 bragte Berlingske et debatindlæg, hvor en unavngiven elev blev kritiseret af debattøren, der også selv var elev. Den omtalte og kritiserede elev blev genkendt i sit nærmiljø på baggrund af oplysninger i debatindlægget. Elevens mor klagede på vegne af eleven til Pressenævnet blandt andet over, at Berlingske bragte et debatindlæg med skadelige og krænkende oplysninger om hendes datter uden tilstrækkelig sløring. Der blev også anmodet om genmæle. Berlingske rettede efterfølgende debatindlægget og har beklaget den manglende sløring af eleven i debatindlæggets oprindelige form. Pressenævnet (flertallet) udtalte kritik af Berlingske for at bringe debatindlægget med skadelige, krænkende og agtelsesforringende udsagn om eleven uden effektiv sløring af elevens identitet. Et mindretal fandt, at elevens identitet var tilstrækkelig sløret i debatindlægget Pressenævnet udtalte ikke kritik af de øvrige klagepunkter og afviste anmodningen om genmæle.

Sagsnummer: 2019-80-0399

Ej kritik af Berlingske for at redigere debatindlæg og afslå genmæle

En forsker klagede til Pressenævnet over Berlingskes håndtering af hans debatindlæg og anmodning om genmæle. Forskeren klagede over, at Berlingske har redigeret i hans debatindlæg vedrørende en artikel, der blev bragt i Berlinske primo september 2019. Forskeren klagede desuden over, at Berlingske har afvist at bringe hans genmæle vedrørende en anden artikel, der blev bragt ultimo september 2019. Begge artikler er en del af en række af debatindlæg. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af Berlingske for at have bragt klagers debatindlæg i redigeret form og lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at klager forud for hans debatindlæg blev bragt, var i dialog med Berlingske om redigeringen. Nævnet fandt heller ikke anledning til at udtale kritik af Berlingske for at have afvist at bringe klagers genmæle, idet klages genmæletekst ikke var begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger.

Sagsnummer: 2019-80-0306

Radio24syv får ikke kritik for dokumentarudsendelse

Radio24syv bragte i april 2019 en dokumentarudsendelse i radioprogrammet ”24syv Dokumentar” om en tidligere formand for et politisk ungdomsparti i København, herunder om hans svære ungdomsliv og vej til højrefløjen. Ungdomspartiet klagede til Pressenævnet over, at udsendelsen indeholdt ukorrekte oplysninger. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af Radio24syv. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at de påklagede udsagn fremstod som journalistens vurderinger, som ikke er uden grundlag i de faktiske forhold.