Sagsnummer: 17-70-01093

Pressenævnet kritiserer Ekstra Bladet for omtale ifm. klagers anmodning om sletning

En person anmodede Ekstra Bladet om at slette nogle artikler fra 2010 og 2011. Artiklerne omtalte en straffesag tilbage i 2010, hvor kvinden var blevet idømt en bøde på 20.000 kroner. Avisen omtalte anmodningen og beskrev samtidig dommen igen. Pressenævnet (flertallet) udtalte kritik af avisens omtale i 2017. Dissens.

Pressenævnet fandt derimod ikke grundlag for at kritisere medierne for ikke at slette eller anonymisere artiklerne fra 2010 og 2011. Nævnet lagde ved vurderingen navnlig vægt på, at kvinden selv havde udtalt sig offentligt om dommen i 2010, at hun også herefter har optrådt i medierne, og at hun må anses for at være en offentlig kendt person. Det bemærkes, at BT og dagbladet Børsen selv valgte at henholdsvis afindeksere og anonymisere nogle artikler. En række andre medier var også anmodet om at slette lignende artikler fra perioden 2010 – 2013. Kendelserne kan læses nedenfor.

Sagsnummer: 17-70-01072

SE OG HØR kritiseres for på ny at omtale en syv år gammel bøde

En person klagede over, at SE OG HØR på ny omtalte klagers syv år gamle bøde i en artikel om ”De ti kendte krimikvinder”. Klager var i 2010 blevet idømt en bøde på 20.000 kroner. De øvrige ni kvinder i artiklen havde begået betydeligt alvorligere kriminalitet. Pressenævnet udtaler kritik af SE OG HØR for på ny at omtale dommen i den krænkende sammenhæng.

Personen havde også klaget over, at en række medier havde afvist at slette artikler fra 2010 – 2013. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere medierne for ikke at slette disse artikler. Nævnet lagde ved vurderingen navnlig vægt på, at kvinden selv har udtalt sig offentligt om dommen i 2010, at hun også herefter har optrådt i medierne, og at hun må anses for at være en offentlig kendt person. Det bemærkes, at BT og dagbladet Børsen selv valgte at henholdsvis afindeksere og anonymisere nogle artikler. Kendelserne kan læses nedenfor.

Sagsnummer: 17-70-01089, 17-70-01090, 17-70-01091, 17-70-01092, 17-70-01094, 17-70-01095, 17-70-01096, 17-70-01098 og 17-70-01119

En offentlig kendt person får ikke slettet omtale af syv år gammel bøde

En kvinde klagede over, at en række medier ikke ville slette en række artikler fra 2010 – 2013. Artiklerne omtalte alle en straffesag tilbage i 2010, hvor kvinden var blevet idømt en bøde på 20.000 kroner for at have købt kokain til eget forbrug. Pressenævnet har ikke fundet grundlag for at kritisere medierne for ikke at slette eller anonymisere artiklerne. Nævnet har ved vurderingen navnlig lagt vægt på, at kvinden selv udtalte sig offentligt om dommen i 2010, at hun også herefter har optrådt i medierne, og at hun må anses for at være en offentlig kendt person. Det bemærkes, at BT og dagbladet Børsen selv valgte at henholdsvis afindeksere og anonymisere nogle artikler.

Pressenævnet har i to af sagerne udtalt kritik af SE OG HØR og Ekstra Bladet for artikler bragt i 2017.

Sagsnummer: 17-70-01075

Forsker får ikke slettet artikel om politiske tilhørsforhold efter lov om massemediers informationsdatabaser

En forsker ved Aarhus Universitet havde af redox.dk fået afslag på at få slettet information om hans formodede politiske overbevisning efter lov om massemediers informationsdatabaser. Ifølge denne lov skal information om enkeltpersoners politiske forhold som udgangspunkt slettes, når der er forløbet tre år fra den begivenhed, der gav anledning til optagelsen i databasen. Under henvisning til, at klager var tilknyttet Aarhus Universitet og havde udtalt sig offentligt om højrefløjen, pålagde Pressenævnet ikke redox.dk at efterkomme anmodningen om sletning.

Sagsnummer: 17-70-01071

Pressenævnet kritiserer jp.dk for ikke at slette hemmelig adresse i læserbrev fra 2005

En læserbrevsskribent fik i 2005 optaget et læserbrev i Jyllands-Posten. Efterfølgende fik hun navne- og adressebeskyttelse og anmodede i 2017 jp.dk om at slette adressen, som fremgik af indlægget. Pressenævnet udtaler kritik af jp.dk for ikke at anonymisere adressen i læserbrevet, men finder ikke grundlag for at kritisere jp.dk for ikke at slette hele debatindlægget.

Sagsnummer: 17-70-01073

Advokat får ikke slettet en artikel fra 2000 om sit virke på jp.dk

En advokat klagede over, at Jyllands-Posten ikke ville slette, anonymisere eller afindeksere en ældre artikel fra 2000 med oplysninger om advokatens erhvervsmæssige forhold. Oplysningerne vedrører blandt andet afgørelser fra Advokatnævnet, og klager arbejder fortsat som advokat. Pressenævnet fandt herefter, at der ikke var grundlag for at slette eller anonymisere oplysningerne på jp.dk.

Sagsnummer: 17-70-01067

OK at Fyens Stiftstidende nævnte navnet på en 16-årig, der var idømt to års fængsel

En forælder til en 16-årig klagede over, at Fyens Stiftstidende ikke ville anonymisere sønnens navn i en artikel fra januar 2017. Sønnen var i januar 2017 idømt to års ubetinget fængsel for voldtægt. Pressenævnet fandt på baggrund af kriminalitets karakter og sagens aktualitet hverken grund til at kritisere Fyens Stiftstidende for at nævne den 16-årige ved navn i artiklen eller for at afvise at anonymisere den dømte på fyens.dk.

Sagsnummer: 17-70-01062

Person på asylcenter får anonymiseret ti år gammel artikel på b.dk

I en artikel fra 2006 beskrev Berlingske forholdene i Sandholmlejren, herunder klagers ophold og hendes psykiske tilstand. I 2017 klagede hun til Pressenævnet over, at Berlingske havde afvist helt at fjerne artiklen fra b.dk, men alene anonymiseret artiklen. Nævnet fandt det berettiget, at artiklen skulle anonymiseres, men udtalte ikke kritik af Berlingske for ikke helt at afpublicere artiklen fra b.dk.

Sagsnummer: 16-70-00987

Tidligere direktør får ikke slettet artikel

Aoh.dk burde ikke have slettet artiklen ”Museum fyrer direktør”, selvom der var tale om en gensidig aftale om at ophøre samarbejdet (en fratrædelsesaftale).

Artiklen indeholder ikke så følsomme eller private oplysninger, at artiklen burde være slettet. Nævnet bemærker, at aoh.dk har tilbudt at korrigere overskriften.

Sagsnummer: 16-70-00958

Omtale af retsmøde for 14 år siden slettes ikke

En afdelingsleder anlagde i 2002 en erstatningssag mod sin fagforening og foreningens advokat for mangelfuld rådgivning. I forbindelse med et retsmøde omtalte bt.dk sagen. 14 år efter, i 2016, klagede afdelingslederen til Pressenævnet over, at bt.dk havde afvist at slette artiklen. Pressenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at retsforhandlingerne i 2002 var offentlige, og artiklen kun omtaler forhandlingerne. Nævnet udtalte derfor ikke kritik af bt.dk for ikke at imødekomme afdelingslederens anmodning om sletning efter punkt B. 8 i de vejledende regler.

Sagsnummer: 16-70-00918

Navn på udleveret dansker burde ikke slettes

Dagbladet Børsen skrev om en sag, hvor en dansker var udleveret til retsforfølgelse i Tyskland i 2012. Danskeren klagede til Pressenævnet over Børsens afslag på at slette artiklen eller sit navn fra artiklen. Klagen omfattede også et søgeresultat på borsen.dk. Pressenævnet fandt ikke grundlag til at kritisere Børsen for at afvise anmodningerne om sletning.

Sagsnummer: 15-70-00777/3

Ikke kritik for artikel om afdød person

Politiken bragte artiklen ”Den dag [personen] døde”. Artiklen beskrev forløbet omkring en ung mands død. Samtidig fik læserne et indblik i mandens barske liv, som havde været præget af druk og en hård barndom. Hans søster klagede, fordi hun finder, at artiklen indeholder yderst private og negative oplysninger om hans familie. Pressenævnet udtaler ikke kritik.

Sagsnummer: 15-70-00797

Kritik for at afvise at anonymisere boligselskabs navn i netartikel

Politiken skrev i Politiken og på politiken.dk ”Boligfinte giver private udlejere skyhøje fortjenester” med underrubrikken ”Desperate udlejere må betale overpris, når kreative udlejere dobbeltudlejer via stråmænd”. Politiken dokumenterede dog ikke, at udlejeren, som blev nævnt ved navn i artiklen, udlejer boliger til overpris eller i strid med lejeloven. Avisen sikrede sig heller ikke en udtalelse fra boligselskabet. Efterfølgende kunne boligselskabet dokumentere, at oplysningerne i artiklen var forkerte. Pressenævnet udtaler kritik af Politiken, både for at bringe de forkerte oplysninger og for ikke at sikre sig en udtalelse fra boligselskabet inden offentliggørelsen. Da oplysningerne var faktuelt forkerte, allerede da de blev offentliggjort, og da de må anses som meget skadelige for boligselskabets omdømme, kritiserer Pressenævnet også, at Politiken har afvist at anonymiseret boligselskabets navn i netartiklen.

Sletning og anonymisering af internetartikler, punkt B.8 – uddrag af årsberetning 2014

Som nævnt i årsberetningen for 2013 blev de vejledende regler for god presseskik revideret i maj 2013, og der blev indsat et helt nyt punkt om blandt andet sletning mv. af tilgængelige internetartikler eller meddelelser (punkt B.8. i det presseetiske regler.) Se nærmere om bestemmelsen i Pressenævnets årsberetning for 2013, side 20-21, hvor også 5 konkrete sager er omtalt.

Sagsnummer: 14-70-00704

Artikel om konkurs bliver på nettet

Nordjyske.dk skrev i 2011, at en ubetalt momsregning gjorde, at retten erklærede klager konkurs. Han siger, han ikke var konkurs og ønsker artiklen afindekseret. Det har Nordjyske Medier afvist, men har tilføjet en rettelse til artiklen om, at konkursen senere blev ophævet. Oplysningen om konkursen var korrekt, da artiklen blev offentliggjort, og Pressenævnet kritiserer ikke Nordjyske Medier for at afvise at afindeksere artiklen.

Sagsnummer: 14-70-00674

Chef får ikke slettet artikler

Dagens Medicin skrev i 2008 ”Det var på Frederiksberg [Hospital]” om lægers private arbejde i dagtimerne. Dagens Medicin har afvist en anmodning fra daværende klinikchef om at slette artikler fra internettet. Pressenævnet finder ingen grund til at kritisere beslutningen.