Sagsnummer: 2024-08544

Pressenævnet kritiserer Fredericia Dagblad for utilstrækkelig forelæggelse

Fredericia Dagblad bragte i maj 2024 en artikel, hvori et elselskab blev beskyldt for at anvende forskellige kritisable forretningsmetoder. Elselskabet klagede til Pressenævnet blandt andet over, at artiklen indeholdt urigtige oplysninger samt en række beskyldninger, der var skadelige for selskabets omdømme, og som selskabet ikke var blevet forelagt. Pressenævnet fandt grundlag for at udtale kritik for utilstrækkelig forelæggelse. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at artiklens kritiske stillingtagen til selskabets forretningsmetoder ikke fremgik af mediets mail til elselskabet forud for publiceringen af artiklen, herunder at mediets mail ikke indeholdt en svarfrist.

Sagsnummer: 2022-80-0943 og 2023-80-0956

Redox får kritik for ukorrekt oplysning og utilstrækkelig forelæggelse

Redox bragte i oktober en artikel, der omhandlede en person, som var blevet idømt ét års fængsel for overtrædelse af en række polititilhold. I artiklen blev den dømte person blandt andet omtalt som Pegida-stifter. Personen klagede til Pressenævnet blandt andet over, at artiklen indeholdte en række ukorrekte oplysninger, herunder at det ikke var korrekt, at han havde stiftet Pegida, og at Redox ikke havde afventet hans kommentarer til omtalen af ham i artiklen, selv om han havde givet udtryk for at ville deltage i artiklen. Pressenævnet fandt, at Redox for nævnet ikke havde dokumenteret at have haft tilstrækkeligt grundlag for at bringe oplysningen om, at klager havde stiftet Pegida, og nævnet fandt endvidere, at Redox burde have afventet klagers kommentarer til artiklens omtale af ham, og udtalte på denne baggrund kritik af Redox.

Sagsnummer: 2021-80-0622

Imam får ret til genmæle i Berlingske

I artikler bragt i september 2020 omtalte Berlingske en imams rolle i faciliteringen af en skilsmisse mellem to parter og udarbejdelsen af parternes skilsmissekontrakt. Den omtalte imam klagede til Pressenævnet blandt andet over, at artiklerne indeholdt ukorrekte oplysninger, som ikke blev efterprøvet tilstrækkeligt inden offentliggørelsen, samt at Berlingske havde afvist at bringe et genmæle over for en række oplysninger, som han mener er faktuelt forkerte. Pressenævnet fandt grundlag for at give imamen delvist genmæle over for oplysninger, der ikke var dokumenterede som utvivlsomt rigtige, da Berlingske havde ønsket at opretholde kildebeskyttelsen ved ikke at fremlægge skilsmissekontrakten. Nævnet udtalte også kritik af Berlingskes forelæggelse af den ene artikel, men fandt ikke anledning til at udtale kritik af de øvrige klagepunkter.

Sagsnummer: 2020-80-0572

Kritik af Politikens gengivelse af krænkende Facebook-opslag

Politiken omtalte i en artikel i oktober 2020, at en person fra medieverdenen i et opslag på Facebook havde anklaget en højtstående politiker for i 1990’erne at have udsat hende for nærgående adfærd. Det fremgik af artiklen, at det ikke havde været muligt for Politiken at indhente yderligere kommentarer fra de involverede, blandt andet fordi den højtstående politiker sad i et vigtigt møde på tidspunktet for artiklens offentliggørelse.

Den højtstående politiker klagede til Pressenævnet. Politikeren klagede navnlig over, at artiklen indeholdt krænkende beskyldninger, som han burde have haft mulighed for at forholde sig til inden offentliggørelsen.

Pressenævnet udtalte kritik af Politiken for ikke reelt at have givet politikeren mulighed for at kommentere de alvorlige anklager. Samtidig kritiserede Pressenævnet Politiken for at have bragt en fejlagtig underrubrik, samt for ikke tilstrækkelig hurtigt og tydeligt at foretage rettelse af den efterfølgende erkendte fejl.

Sagsnummer: 2020-80-0501

DR får ikke kritik for omtale af 5G og mobilstråling

I artikler bragt i november og december 2019 omtalte DR sammenhængen mellem mobilbrug og hjernekræft ud fra overordnede cancerstatistikker, herunder præsentation af holdninger i forbindelse hermed. En af de omtalte forskere klagede til Pressenævnet over blandt andet, at artiklerne indeholdt ukorrekte og krænkende oplysninger, som ikke blev efterprøvet tilstrækkeligt inden offentliggørelsen, og at hun ikke fik rimelig tid at besvare DRs forelæggelse af den ene artikel. Forskeren klagede endvidere over, at DR ikke havde udvist den fornødne kildekritik. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at udsagnene havde tilstrækkelig dækning i artiklens brødtekst, at det fremgik klart af artiklens brødtekst, hvem kilderne var, og at udsagnene ikke kunne betragtes som værende krænkende, skadelige eller agtelsesforringende for forskeren.

Sagsnummer: 2019-80-0403

Ekstra Bladet får kritik for ukorrekt oplysning og utilstrækkelig forelæggelse

I artikler fra juni 2019 bragte Ekstra Bladet kritisk omtale af en persons og hans virksomheds forvaltning af en klients aktiver. Personen klagede til Pressenævnet blandt andet over, at artiklerne indeholder ukorrekte og skadelige oplysninger om dem, herunder at Ekstra Bladet fejlagtigt havde skrevet, at personen har modtaget et Rolex ur fra sin klient. Personen klagede desuden over artiklens kritik ikke blev forelagt ham på et efter omstændighederne fyldestgørende grundlag og i rimelig tid, samt afvisning på sletning og genmæle. Nævnet udtalte kritik af Ekstra Bladet for at have bragt den ukorrekte oplysning og for utilstrækkelig forelæggelse, men udtalte ikke kritik af de øvrige klagepunkter.