En person klagede til Pressenævnet over Århus Stiftstidendes afvisning af at slette artikler fra februar 2014. Af artiklerne fremgik, at personen i januar 2013 blev idømt 30 dages betinget fængsel for bedrageri, som efterfølgende blev stadfæstet af landsretten. Personen havde forud for og efter domfældelsen fået foretaget navneændring. Pressenævnet fandt, at artiklerne indeholdt oplysninger af personfølsom karakter. Da artiklerne ikke indeholdt oplysninger om personens nuværende eller eventuelle tidligere navne, og da artiklerne var afindekseret, fandt nævnet dog ikke anledning til at kritisere Århus Stiftstidende for at have afvist at slette artiklerne.
En person klagede over en artikel, der blev bragt i Randers Amtsavis og Århus Stiftstidende, hvoraf det fremgår, at han har afsluttet sin uddannelse om optometrist. Af artiklerne fremgår hans fulde navn og by. Personen klagede over, at Randers Amtsavis og Århus Stiftstidende havde afvist at hindre tilgængeligheden af artiklen. Pressenævnet udtalte ikke kritik af Randers Amtsavis og Århus Stiftstidende, og lagde i den forbindelse vægt på, at artiklerne ikke indeholdt krænkende eller private oplysninger.
To personer klagede over en række artikler med kritik af deres virksomhed bragt i Fyens Stiftstidende, Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad, Viborg Stifts Folkeblad, Fredericia Dagblad, Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Dagbladet Ringkøbing Skjern og Folkebladet Lemvig samt på theworldnews.net.
Klagen var indbragt efter udløbet af 12-ugers klagefristen i forhold til disse medier og blev derfor afvist uden nærmere behandling.
Klagen over artiklerne bragt på theworldnews.net blev afvist uden behandling, da hjemmesiden ikke er anmeldt som medie til Pressenævnet, hvorfor Pressenævnet ikke har kompetence til at behandle klagen.
En person klagede over en artikel i Århus Stiftstidende. Klagen var indbragt for Pressenævnet efter udløbet af 12-ugers klagefristen. Klagen blev derfor afvist uden nærmere behandling.
En person klagede over artiklen ”En imponerende landmandskarriere” bragt i Århus Stiftstidende samt over, at avisen ikke ville bringe hans kommentar til artiklen. Klagen over artiklen blev afvist på grund af manglende retlig interesse. Da redaktøren som udgangspunkt er berettiget til at redigere mediet og beslutte, hvad man vil bringe, afviste Pressenævnets formand også klagen over avisens manglende optagelse af kommentaren.
Avisen omtalte uenigheder mellem to naboer. Til artiklen var indsat et billede af klagernes ejendom og deres garage. Der var ingen personer på billederne, og det var ikke muligt at se ind ad vinduerne. Klagerne følte, at billedet og avisens omtale krænkede deres privatliv. Pressenævnet var uenigt og udtalte ikke kritik.
Århus Stiftstidende omtalte en udsendelse fra et andet medie. I den udsendelse var klagers udtalelse klippet sammen, så det fremstod som om klager havde påstået, at han ikke havde spist siden 2013. Klager havde ikke spist i tre uger i 2013. Pressenævnet kritiserede, at Århus Stiftstidende ikke selvstændigt havde kontrolleret oplysningen inden offentliggørelse. Omtale af andre forhold blev ikke kritiseret.
To klagere – foreningen ”Organisationen” og dens formand – klagede over en artikelserie om Organisationens medlemmer i Århus Stiftstidende.
Klager – en virksomhed – klagede over artiklen ”Taxatur endte i vold og tumult” på Stiften.dk.
Et ægtepar klagede over en artikel om en nabostrid, idet de fandt, at artiklen indeholdt forkerte oplysninger, som de ønskede genmæle overfor. Desuden klagede parret over anvendelsen af et billede, der var taget af hustruen, mens hun befandt sig på deres private grund.