20 Artikler med emneordet “Berlingske”

Sagsnummer: 2019-80-0329

Berlingske får ikke kritik for artikelserie om muslingefiskeri

17-10-2019

Berlingske bragte i april måned en artikelserie om et forsøgsfiskeri efter blåmuslinger. Den daværende fiskeriminister klagede til Pressenævnet over, at artikelserien indeholdt ukorrekte oplysninger om forsøgsfiskeriet, og at Berlingske ikke havde udvist tilstrækkelig kildekritik. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af artikelserien.

Sagsnummer: 2019-80-0304

Ej kritik af Berlingske for omtale af opslag fra privat Facebook-profil

16-10-2019

En politisk organisation klagede over Berlingskes omtale af et Facebook-opslag, der blev delt fra en privat profil. Organisationen henviste til, at omtalen krænker privatlivet i forhold til organisationen og personer med tilknytning til denne. Der blev desuden klaget over, at Berlingske har afvist at slette artiklen.

Pressenævnet fandt, at der er knyttet en sådan offentlig interesse til organisationen og personer med tilknytning til denne, at det ikke var i strid med god presseskik at omtale opslaget, selvom dette stammede fra en privat Facebook-profil. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at Berlingske forud for artiklen var i dialog med medlemmer af organisationen, samt at personerne fremstod anonyme i omtalen. Nævnet udtalte derfor ikke kritik af artiklen. Nævnet fandt heller ikke anledning til at udtale kritik af Berlingske for ikke at imødekomme organisationens anmodning om sletning af artiklen.

Sagsnummer: 2019-80-0274

Berlingske får ikke kritik for artikel om afskediget overlæge

15-10-2019

I en artikel bragt i marts måned omtalte Berlingske afskedigelsen af en tidligere overlæge, som var uenig med den daværende hospitalsledelse i en række forhold. En forhenværende hospitalsdirektør på det omtalte hospital klagede til Pressenævnet over, at Berlingske ikke havde forelagt ham samtlige beskyldninger, at alle hans svar på angreb ikke var medtaget, og at Berlingske ikke havde udvist tilstrækkelig kildekritik. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at de påklagede udsagn klart fremstod som kildernes vurderinger, som ikke kunne betragtes som værende krænkende for klager, at klager har fået lejlighed til at forholde sig til beskyldningerne, ligesom klagers afvisning af beskyldningerne tydeligt fremgår af artiklen.

Sagsnummer: 2019-80-0369

Klage afvises på grund af manglende retlig interesse

10-09-2019

En person klagede over tre artikler med omtale af klimadebatten bragt af Berlingske på b.dk. Klager henviste til, at der ikke var angivelse af copyright ved artiklerne. Personen, der klagede, var ikke omtalt eller afbildet i artiklen, og Pressenævnet afviste derfor at behandle klagen på grund af manglende retlig interesse.

Sagsnummer: 2019-80-0255

Berlingske får ikke kritik for satirisk kommentar

15-08-2019

Berlingske bragte i december 2018 en kommentar til debatten om julemandens køn, hvori skribenten udtrykte uenighed med en klager, som tidligere har ytret sig i debatten. Klageren mente, at kommentaren indeholdt en række fordrejende udsagn, der udgjorde et angreb på hans personlige anseelse og krænkede hans privatliv. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af Berlingske. Nævnet lagde vægt på, at de påklagede udsagn klart fremstod satiriske i sammenhængen, og at de vide rammer for frisprog i en kommentar ikke var overskredet.

Sagsnummer: 2018-80-0201

Berlingske får ikke kritik for omtale af politianmeldelse i lækagesag

24-06-2019

En person klagede til Pressenævnet over en artikelserie bragt i Berlingske og på berlingske.dk i oktober 2018. Personen klagede over, at han er identificeret i artiklerne som den omtalte medarbejder, der er mistænkt for at have lækket oplysninger fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, og som efterfølgende er blevet politianmeldt. Personen klagede desuden over manglende forelæggelse samt over, at Berlingske ikke har imødekommet hans ønske om sletning af artiklerne. Nævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af Berlingske og lagde navnlig vægt på, at personen ikke var identificeret i Berlingskes artikler.

Sagsnummer: 2018-80-0207

Berlingske får ikke kritik for kritisk artikel om caféejer

20-06-2019

Berlingske bragte i august 2018 en artikel om ejeren af flere caféer i København. Der blev i artiklen fremsat beskyldninger fra tidligere medarbejdere om, at der foregår sort aflønning på caféerne, og at medarbejderne bliver overvåget gennem caféernes overvågningskameraer. Caféejeren klagede til Pressenævnet over artiklens indhold og over Berlingskes handlemåde i forbindelse med udarbejdelsen af artiklen. Pressenævnet fandt, at Berlingske havde handlet i overensstemmelse med god presseskik, og nævnet udtalte ikke kritik. Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at pålægge Berlingske at slette artiklen i medfør af lov om massemediers informationsdatabaser.

Sagsnummer: 2018-80-0199

Ej kritik af Berlingske for kritisk artikel

24-05-2019

Et informationscenter klagede til Pressenævnet over, at Berlingske havde bragt en kritisk artikel med en formulering om, at centeret ”henviser til” en kontroversiel bog om kræft. Centeret mente, at der er tale om ukorrekte oplysninger, idet de hverken anbefaler eller henviser til litteratur. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af Berlingske for den anvendte formulering, idet bogen fremgik af en liste på informationscenterets hjemmeside over ”bøger, som på hver sin måde, er relevante for kræftramte og pårørende”, og formuleringen i øvrigt klart fremstår som Berlingskes subjektive vurdering.

Sagsnummer: 2018-80-0179

Berlingske får kritik for manglende forelæggelse

19-03-2019

Berlingske bragte i juli 2018 en artikel, hvor en ung kvinde udtaler sig om hendes opvækst samt brud med nære familiemedlemmer. Én af de omtalte personer klagede til Pressenævnet, idet personen fandt, at artiklen er en krænkelse af privatlivets fred. Personen klagede desuden over manglende forelæggelse.

Pressenævnet fandt, at oplysningerne er af en sådan karakter, at de kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for personen og udtalte på den baggrund kritik af Berlingske for manglende forelæggelse.

Sagsnummer: 2019-80-0260

Klage over Berlingske genoptages ikke

25-02-2019

En person klagede over et debatindlæg i Berlingske. Pressenævnets formand afviste klagen, fordi personen ikke var omtalt eller afbildet i debatindlægget og derfor ikke var klageberettiget. Personen havde også klaget over, at Berlingske ikke havde bragt et læserbrev fra personen vedrørende debatindlægget. Pressenævnets formand afviste denne del af klagen som åbenbart grundløs.

Personen anmodede herefter Pressenævnet om at genoptage sagen. Pressenævnet afviste anmodningen, da personen hverken havde påvist væsentlige sagsbehandlingsfejl eller var fremkommet med nye, faktiske oplysninger af betydning for sagens afgørelse.

Sagsnummer: 2019-80-0249

Ej retlig interesse. Berlingske berettiget til at afvise læserbrev

31-01-2019

En person klagede over et debatindlæg bragt i Berlingske vedrørende den franske bevægelse ”De Gule Veste”. Personen var ikke omtalt eller afbildet i debatindlægget og var derfor ikke klageberettiget. Pressenævnets formand afviste derfor at behandle denne del af klagen.
Personen klagede desuden over, at Berlingske ikke bragte hans læserbrev. Da redaktøren som udgangspunkt er berettiget til at redigere mediet og beslutte, hvad man vil bringe, afviste Pressenævnets formand også denne del af klagen.

Sagsnummer: 2018-80-0122, 2018-80-0123, 2018-80-0125 og 2018-80-0148

Ikke kritik af artikler og nyhedsindslag om nazistisk fortid på skole

20-12-2018

Politiken, Berlingske og Kristeligt Dagblad omtalte i artikler, og DR 2 i et nyhedsindslag, bragt i januar og februar måned, at en bog vedrørende det tyske parti NSDAPs virksomhed i Danmark før og under 2. verdenskrig havde anført, at der i denne periode var nazistisk aktivitet på en skole i København. Det blev i omtalen kritiseret, at skolen, blandt andet i et festskrift udgivet i 1975, havde undladt at omtale denne aktivitet. Festskriftets beskrivelse af skolens forhold i tiden omkring 2. verdenskrig var skrevet af en tidligere, nu afdød skoleinspektør på skolen.

Den tidligere skoleinspektørs datter klagede til Pressenævnet over omtalen, som ifølge hende var ukorrekt og krænkende. Pressenævnet fandt, at omtalen havde almen interesse. Nævnet havde ikke mulighed for at tage stilling til de konkrete omstændigheder vedrørende omfanget af nazistisk aktivitet på skolen og fandt i øvrigt, at de indklagede medier ikke havde overskredet rammerne for redaktørens redigeringsret. Samtidig fandt nævnet, at medierne på tilstrækkelig vis havde angivet kilden til de omtalte historiske oplysninger. Pressenævnet udtalte ikke kritik.

Sagsnummer: 2018-80-0171

En persons anmodning om genoptagelse afvist

13-09-2018

Pressenævnet afviste at behandle en klage, hvor en person klagede over en artikel bragt i Berlingske. Klagen blev afvist på grund af klagers manglende retlige interesse. Klager anmodede efterfølgende om at få sagen genoptaget, da han anså sig for klageberettiget. Anmodningen om genoptagelse afvises.

Sagsnummer: 2018-80-0154

En person havde ikke retlig interesse

09-08-2018

En person klagede over artiklen ”Når man har et brændende ønske om at blive forældre, kan trusler om fængsel eller bøde ikke forhindre en i at komme hertil”, da personen mener, at avisen ikke objektivt inddrager det omtalte barn som en ligeværdig part i forholdet. Pressenævnet afviser at behandle klagen på grund af manglende retlig interesse.

Sagsnummer: 2018-80-0150

En læserbrevsskribents anmodning om genoptagelse afvist

09-08-2018

Berlingske bragte i december 2017 et læserbrev med overskriften ”Arrogance, dovenskab og dårligt håndværk – vi betaler”. Kort efter fjernede Berlingske læserbrevet, da det, efter Berlingskes vurdering, indeholdt påstande, som ikke umiddelbart kunne dokumenteres. Læserbrevsskribenten anmodede Pressenævnet om at få bragt et genmæle, hvilket Pressenævnet afslog med henvisning til, at der ikke var tale om faktiske oplysninger, der var egnet til at påføre læserbrevsskribenten skade af betydning.

Læserbrevsskribenten anmodende herefter Pressenævnet om at genoptage sagen. Pressenævnet afviste anmodningen, da læserbrevsskribenten hverken havde påvist væsentlige sagsbehandlingsfejl eller var fremkommet med nye faktiske oplysninger af betydning for sagens afgørelse.

Sagsnummer: 2017-80-0068

Læserbrevsskribent får ikke genmæle i Berlingske

20-06-2018

Berlingske omtalte i december 2017, at kongehusets audiens var blevet aflyst med kort varsel, da hverken dronningen eller i hendes fravær kronprinsen kunne møde. I den forbindelse bragte Berlingske en persons læserbrev med overskriften ”Arrogance, dovenskab og dårligt håndværk – vi betaler”. Kort efter fjernede Berlingske læserbrevet, da det, efter Berlingskes vurdering, indeholdt påstande, som ikke umiddelbart kunne dokumenteres. Læserbrevsskribenten anmodede Pressenævnet om at få bragt et genmæle, hvilket Pressenævnet afslog med henvisning til, at der ikke var tale om faktiske oplysninger, der var egnet til at påføre læserbrevsskribenten skade af betydning.

Sagsnummer: 17-70-01093

Pressenævnet kritiserer Ekstra Bladet for omtale ifm. klagers anmodning om sletning

31-03-2017

En person anmodede Ekstra Bladet om at slette nogle artikler fra 2010 og 2011. Artiklerne omtalte en straffesag tilbage i 2010, hvor kvinden var blevet idømt en bøde på 20.000 kroner. Avisen omtalte anmodningen og beskrev samtidig dommen igen. Pressenævnet (flertallet) udtalte kritik af avisens omtale i 2017. Dissens.

Pressenævnet fandt derimod ikke grundlag for at kritisere medierne for ikke at slette eller anonymisere artiklerne fra 2010 og 2011. Nævnet lagde ved vurderingen navnlig vægt på, at kvinden selv havde udtalt sig offentligt om dommen i 2010, at hun også herefter har optrådt i medierne, og at hun må anses for at være en offentlig kendt person. Det bemærkes, at BT og dagbladet Børsen selv valgte at henholdsvis afindeksere og anonymisere nogle artikler. En række andre medier var også anmodet om at slette lignende artikler fra perioden 2010 – 2013. Kendelserne kan læses nedenfor.

Sagsnummer: 17-70-01072

SE OG HØR kritiseres for på ny at omtale en syv år gammel bøde

31-03-2017

En person klagede over, at SE OG HØR på ny omtalte klagers syv år gamle bøde i en artikel om ”De ti kendte krimikvinder”. Klager var i 2010 blevet idømt en bøde på 20.000 kroner. De øvrige ni kvinder i artiklen havde begået betydeligt alvorligere kriminalitet. Pressenævnet udtaler kritik af SE OG HØR for på ny at omtale dommen i den krænkende sammenhæng.

Personen havde også klaget over, at en række medier havde afvist at slette artikler fra 2010 – 2013. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere medierne for ikke at slette disse artikler. Nævnet lagde ved vurderingen navnlig vægt på, at kvinden selv har udtalt sig offentligt om dommen i 2010, at hun også herefter har optrådt i medierne, og at hun må anses for at være en offentlig kendt person. Det bemærkes, at BT og dagbladet Børsen selv valgte at henholdsvis afindeksere og anonymisere nogle artikler. Kendelserne kan læses nedenfor.

Sagsnummer: 17-70-01089, 17-70-01090, 17-70-01091, 17-70-01092, 17-70-01094, 17-70-01095, 17-70-01096, 17-70-01098 og 17-70-01119

En offentlig kendt person får ikke slettet omtale af syv år gammel bøde

31-03-2017

En kvinde klagede over, at en række medier ikke ville slette en række artikler fra 2010 – 2013. Artiklerne omtalte alle en straffesag tilbage i 2010, hvor kvinden var blevet idømt en bøde på 20.000 kroner for at have købt kokain til eget forbrug. Pressenævnet har ikke fundet grundlag for at kritisere medierne for ikke at slette eller anonymisere artiklerne. Nævnet har ved vurderingen navnlig lagt vægt på, at kvinden selv udtalte sig offentligt om dommen i 2010, at hun også herefter har optrådt i medierne, og at hun må anses for at være en offentlig kendt person. Det bemærkes, at BT og dagbladet Børsen selv valgte at henholdsvis afindeksere og anonymisere nogle artikler.

Pressenævnet har i to af sagerne udtalt kritik af SE OG HØR og Ekstra Bladet for artikler bragt i 2017.

Sagsnummer: 17-70-01062

Person på asylcenter får anonymiseret ti år gammel artikel på b.dk

28-02-2017

I en artikel fra 2006 beskrev Berlingske forholdene i Sandholmlejren, herunder klagers ophold og hendes psykiske tilstand. I 2017 klagede hun til Pressenævnet over, at Berlingske havde afvist helt at fjerne artiklen fra b.dk, men alene anonymiseret artiklen. Nævnet fandt det berettiget, at artiklen skulle anonymiseres, men udtalte ikke kritik af Berlingske for ikke helt at afpublicere artiklen fra b.dk.